Læsetid: 4 min.

Noget fra en svunden tid...

Imre Kertész sammenlignede socialismen med Prousts madeleinekage, mens SF på sit landsmøde forsøgte at give den nye sko
23. maj 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Det bøvlede ved demokratiet er, at man hele tiden støder ind i nogle, der mener det modsatte af en selv. Ikke altid, for en gang imellem møder man fornuftige mennesker, der mener det samme. Indtil det så viser sig, at nok er man enige på afgørende punkter, men på andre uenige.
Uenige til det ulidelige. Mest indviklet bliver det, når man bliver overhalet indenom af nogle, der tidligere mente noget andet, men nu mener noget tredje, som ligner det første. Det mest irriterende er, hvis det senere viser sig, at de har ret. Da må man stå fast. Med dette har de aktuelle viderværdigheder i SF nok noget at gøre. Det afspejlede sig i tv-reportagen fra landsmødet.

Tango
SF’s oprindelige folk har svært ved at sluge formandens forslag om, at EU-forbehold, man for få år siden selv regnede for vigtige at få indført, nu bør afskaffes. Landsmødet endte dog med opbakning til Holger K. Nielsen, men jo, der øvles og bøvles. Problemerne består i at forny sig uden at svigte idealerne – samt at definere idealerne. Hvad med socialismen? Er den gangbar mønt i euroens og markedsmekanismens tidsalder, og hvordan ser den efterhånden ud?
Et bud på den lød: »De stærke støtter de svage i det fælles, vi gør.« Et program, som Venstre garntrisse kunne skrive under på.
Margrethe Auken afspejlede også splittelsen – en af de flere. Det skete i en Deadline, hvor hun var sat sammen med Peter Goll fra de unge, der føler de slidte, fodformede sko gnave, og som noget reducerende betegnes »børnebanden«. SF er som alle andre partier glad for at »få de unge med,« men samtidig havde Margrethe Auken svært ved at skjule sin irritation. Hvad Goll kom op med, havde man allerede i forvejen, eller også var det reaktionært.
(Man sendte en tanke til Mrozeks teaterstykke Tango, hvori børnene gør oprør mod de frigjorte forældre ved at være konservative af sind og gå pænt klædt på.)

Gert hvem?
Ejnar Olsen fra Vojens havde ved sit første landsmøde siddet ved siden af Gert Petersen. Det var han stolt af, og det ville han fortælle sin kone, men børnene ville sikkert sige: »Og hvem er så lige Gert Petersen?« Den tog ikke kegler.
Den indklippede Gert Petersen fortrak ikke en mine, men han kan jo godt have skrattet larmende efter indklippet, og at der faktisk findes humor i partiet fremgik, da dets landmand, Kristen Touborg, sang en sjov revysang. Tv-reportager fra landsmøder ligger traditionelt sent på aftenen, skønt de er ganske underholdende og illustrative.
Danmarks Radios Bent Stuckert revsede i øvrigt Information for at have skrevet, at SF ledes »af nær-skindøde.« En urimelig påstand, kommenterede han, og man forstår ham godt – jo mere, des ældre man bliver.

Umuligt ord
»Socialisme er for mig, hvad en madeleinekage, dyppet i te, var for Proust. Noget fra en svunden tid...« Ungarns nobelpristager i litteratur, Imre Kertész, kommenterede ikke SF, men talte, da han holdt sin nobelforelæsning, om tiden under diktaturet. Udsendelsen på DR var fra i fjor, men derfor kunne den godt være aktuel. Det var den imidlertid ikke. Ikke på den måde, men tyngde havde den. Kertèsz havde oplevet både Holocaust og altså kommunismen, men lidelsen og sorgen omfatter ikke kun bitterhed, men også en moralsk forpligtelse, sagde han. Han erindrede den »engagerede« litteraturs »latterlige, men sørgelige periode« i Ungarn og havde gjort den erfaring, at en forfatter altid bør skrive for sig selv, aldrig for at påvirke andre.
SF stiftedes i opposition til Sovjetkommunismen, hvorfor det er urimeligt at sammenligne. Alligevel er det, som om det har været svært at bruge ordet socialisme siden Murens fald. Som om det er næsten umuligt at komme igen (for enhver form for socialisme) efter så stor en kraftanstrengelse, som den fejlslagne kommunisme med dens centralstyring og planøkonomi var.
Hvis SF har brug for et mirakel, kan det måske være en ide at henvende sig til den kristne mirakelmager, som DR i programmet 19direkte lod helbrede seernes sygdomme ved at bortmane dem for åben skærm. Man skulle blot være stærk i troen og leve derefter. En seer, som straks var blevet helbredt, ringede ind. En anden, som ikke havde mærket noget, ville vide, hvor lang tid der kunne gå. Der kunne gå lang tid.

Frøkjærs lyde
Til sidst et lille bjæf. Jeg har tidligere påpeget, at morgen-tv’s Cecilie Frøkjær i morgen-tv, der jo ellers er en kvikkert, har det med højlydt at sige »Mmmmmmh!« gentagne gange, mens hun smager på kokkens retter. Hun har ikke taget det ad notam. Pli eller uvane? I et privat selskab virker det høfligt, men i tv lyder det programmeret – som en fast lydkulisse. Her erindrer man sig fra skoletiden en novelle af Heinrich Böll, Doktor Murkes gesammeltes Zweigen. Noget om en radiomand, der klipper kunstpauser ud af foredrag og splejser dem sammen til et bånd, som man kan lytte til, hvis man vil have fred. Sådan kunne man også klippe Cecilie Frøkjærs samlede Mmmmh-ytringer sammen, hvis man ikke vil have fred.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her