Læsetid: 5 min.

Thule – Danmarks sorte samvittighed

I dag for 50 år siden indledtes tvangsflytningen af verdens nordligste folk for at skaffe plads til et amerikansk militæranlæg. Thule-folket venter stadig på undskyldningen og retfærdigheden
27. maj 2003

Historien
Det er det nordligste folk i verden. Og et af de mindste. Indvandret for fire tusind år siden fra Ellesmere Island i Canada til det nordvestligste hjørne af Grønland. Her har inughuit, de ’store mennesker’, levet isoleret og klaret sig i det kolde polarklima takket være bestandene af sæl, hvalros, narhval og fugle, for-uden isbjørn og blåræv.
Inughuit så de første hvide mennesker for 200 år siden, da polarforskeren John Ross passerede bo-pladserne. For knap 100 år siden blev polareskimoerne koloniseret af Knud Rasmussen, der anlagde en handelsstation og gav stedet navnet Thule.
I dag for 50 år siden blev inughuit – 116 voksne og børn – fordrevet fra Thule. Af den danske stat sendt med deres hundeslæder 120 kilometer nordpå til en teltlejr ved Qaanaaq. Begrundelse: At skabe plads ved Thule-bopladsen til opstilling af antiluftskyts til beskyttelse af den nyoprettede amerikanske Thule Air Base.
Historien om fordrivelsen af Thule-folket er ikke noget smukt kapitel i Rigsfællesskabets historie. Den tog sin begyndelse i 1948, da USA – uden danske myndigheders vidende – begyndte at lægge planer for en militærbase ved Thule.
USA havde under krigen etableret i alt 17 baser af vidt forskellig størrelse rundt om i Grønland, men nu ønskede man en operationsbase, hvorfra amerikanske bombefly kunne nå Moskva, og hvorfra der samtidig kunne ydes et fremskudt luftforsvar af USA. Da forhandlingerne med de danske embedsmænd begyndte i slutningen af marts 1951, karakteriserede amerikanerne projektet som »en meget betragtelig opbygning i Thule«.

Noget stort i gang
Forhandlingerne, der førte til den dansk-amerikanske forsvarsaftale af 27. april 1951, blev klaret på en måned, men allerede før embedsmændene indledte drøftelserne henover Atlanten, var amerikanerne begyndt at opføre Thule-
basen.
Kolonibestyreren i Thule kunne den 19. marts i et telegram meddele Grønlands landshøvding i Nuuk, at antallet af amerikanere ved den eksisterende vejrstation i Thule pludselig var øget fra seks til over 200 mand, der tydeligvis var gået i gang med at opføre barakker.
»Noget stort synes i gang, men intet konkret svares på mine direkte forespørgsler,« meldte den mystificerede kolonibestyrer. Ejheller landshøvdingen vidste noget.
Daværende udenrigsminister Ole Bjørn Kraft forsikrede Rigsdagen, at nye amerikanske anlæg på Grønland ikke blot ville blive forelagt Rigsdagen til godkendelse, men også ville blive placeret steder, hvor det ikke gav kontakt til eller problemer for den grønlandske befolkning. Men da forsvarsaftalen blev forelagt Rigsdagen til godkendelse den 8. juni 1951, var anlægget af Thule-basen med plads til 5.000-10.000 mand ikke alene i fuld gang – det stod også klart for de involverede, at basen ville kollidere med Thule-befolkningens muligheder for at opretholde den livsvigtige fangst.
Den grønlandske landshøvding havde f.eks. før Rigsdags-godkendelsen givet Grønlandsministeriets departementschef Eske Bruun den vurdering, at »regnestykket går meget dårligt op«, og at »en flytning af bo-pladsen er en nødvendighed og en konsekvens af basens anlæg«.
Flytningen kom to år senere.

Et ’ønske’ opfyldes
Den 11. maj 1953 udsendte regeringen via Ritzaus Bureau en kort meddelelse, der oplyste, at der var »opnået enighed om, at eskimoernes ønske om at flytte fra Thule skal opfyldes«.
»Flytningen af eskimoerne skal strække sig over et par år,« hed det.
Dagen efter modtog lægen i Thule telegram fra København om, at man var »enige om at støtte bo-pladsens befolkning i flytningen bort fra Thule i år«.
Sandheden var en ganske anden.
Fraflytningen var udløst af et amerikansk ønske om at etablere luftværnsbatterier til beskyttelse af basen, men anlagt uden for baseområdet, klos op af bopladsen. Amerikanerne præsenterede sagen som »et anliggende af stærkt hastende karakter«, fordi man ville etablere luftværnsbatterierne, inden den korte grønlandske sommer overgik i mørke. Da departements-chef Eske Bruun den 11. juni 1953 – efter at flytningen var overstået – orienterede sin statsminister om sagens forløb, skrev han om luftværnsbatterierne, at »det lykkedes os dog at undgå at slippe katten ud af sækken, idet vi erklærede, at der var tale om en flytning baseret på den forringelse af fangstforholdene, som den allerede eksisterende amerikanske aktivitet vitterligt havde medført«.

Diktat
At flytningen fra Thule til Qaanaaq skulle være et ønske fra inughuit er heller ikke rigtigt.
I begyndelsen af maj 1953 blev præsten og inspektøren i Thule pr. telegram hjemkaldt til København til forhandlinger i Grønlandsministeriet om fremtiden for Thule-boerne. Men, som præsten mange år senere forklarede, da han blev afhørt som vidne af Undersøgelsesudvalget af 1987 om Thule-sagen:
»Der var ikke tale om forhandlinger, som anført i telegrammet. Det hele var planlagt.«
Samt:
»Vidnet fik ikke selv lejlighed til at stille spørgsmål, og der fandt ikke nogen drøftelser sted. Det var et diktat.«
Den forståelse af beslutningsgangen afspejles også i det telegram, inspektøren i Thule sendte hjem til Eske Bruun, da det hele var overstået:
»...flytningen tog sin begyndelse kort efter vor hjemkomst (fra mødet i København, red.), da vi på et møde meddelte befolkningen de trufne afgørelser i Danmark.«
Dette møde, hvor Thule-fangerne og deres familier fik deres skæbne besejlet, fandt sted den 25. maj 1953. To dage senere – i dag for 50 år siden – blev flytningen beordret i gang.
»Hele bopladsens befolkning bortflytter nærmeste dage til Ingelfield-fjorden, hvor de kommende somre spredt over fire à fem pladser opholder sig i telte afventende skib fra Danmark med deres nye huse,« rapporterede inspektøren hjem til Eske Bruun.
På fire dage var alt overstået. Inughuits hjem gennem årtusinder med dets store og rige fangstområde var rømmet. Husene i Thule blev efterfølgende brændt for at hindre dem i at vende tilbage. Befolkningen måtte indstille sig på et liv i
Qaanaaq, som de ikke havde ønsket, og som indebar forringet fangst og økonomi og forringede muligheder for at fortsætte den selvberoende, bæredygtige livsførelse, de havde opretholdt i 4.000 år.
De to forskere, der mere end nogen har afdækket Thule-sagens dunkle og skjulte kapitler, eskimologerne Jens Brøsted og Mads Fægteborg, formulerer udåden sådan i deres bog Thule – fangerfolk og militæranlæg:
»Et beløb på 1.000.000.000 dollar blev brugt på opførelsen af basen, og et beløb på mindre end 100.000 dollar – dvs. under 0,1 procent – blev brugt til genhusning af de ’strategisk forjagede’. Danmark og USA greb i fællesskab i strid med alle sikkerhedsgarantier ind i inughuits teritoriale rettigheder med følgende store økonomiske og kulturelle tab.«
»Paradoksalt nok skete det som led i virkeliggørelsen af den nordatlantiske traktats målsætning: ’(Deltagerne) er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætninger og på lov og ret.’«
Den dag i dag sidder verdens nordligste folk i Qaanaaq og venter fortsat på en undskyldning fra den danske stat, en erstatning og en anerkendelse af deres oprindelige rettigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu