Læsetid: 5 min.

Tilbage til fremtiden

Apple har samlet de fem store pladeselskaber i et forsøg på at sælge musik over internettet. Det kunne betyde en mindre revolution i opfattelsen af: Hvad er et værk?
12. maj 2003

Musik til salg
Steve Jobs er en glimrende sælger. Apples stifter kunne sælge sand i Sahara, hvis ellers han ville, men nu sælger han altså et nicheprodukt på computermarkedet: Macintosh.
Når firmaet introducerer nye produkter, bliver udvalgte journalister inviteret til Cupertino syd for San Francisco til en »særlig begivenhed«. Her dukker Jobs op på scenen. Afslappet, i sine karakteristiske jeans, og fortæller entusiastisk om den nye dingenot, der skal introduceres. Han har en fidus, han altid bruger, når showet næsten er forbi: »Folkene ovre i udviklingsafdelingen har arbejdet virkelig hårdt på det her i mange måneder, så skal vi ikke give dem en hånd?« spørger han. Man skulle jo være et dumt svin, hvis ikke man klappede af de gode arbejdere, så der sidder knap 100 kritiske journalister og klapper af arbejderne. Ganske vist repræsenteret af Steve Jobs, der takker venligt. Han synes også det er flot. Af arbejderne og af Apple.
Nu har Steve Jobs taget en sælgeropgave på sig, der bliver sværere end det, han har prøvet hidtil: Han skal overbevise en hel generation af musikbrugere om, at de nu skal betale for den musik, de er vant til at hente ganske gratis på internettet. Det er en opgave, som the big five, de fem store pladeselskaber: Universal, Warner, EMI, Sony og BMG, ikke har været i stand til at løse.
Truslen fra internettet er ellers alvorlig nok: alene sidste år faldt musiksalget på det amerikanske marked med 8,2 procent. De fleste i branchen er enige om, at det skyldes ulovlige fildelingstjenester som eksempelvis KaZaA.

En branche i krise
Steve Jobs har lanceret sig selv som frelseren. Men hvad kan direktøren for et selskab, der kun sidder på tre procent af computermarkedet, som de store ikke kan?
Han har den lille fordel, at han ikke blot er en god sælger. Han er også selv lidt af en rock og rul stjerne. Ambitionerne holdes da heller ikke i ave: Jobs er overbevist om at hans seneste tiltag ikke blot vil ændre den måde, musik distribueres på, men også hvordan kunstnere udgiver musikken og publikum bruger den.
Kernen i Apples nye strategi er jukeboks-programmet iTunes, der afspiller digital musik. I sidste uge lancerede Steve Jobs iTunes Music Store, der gør det nemmere end hidtil at købe musik på nettet. Butikken er bygget ind i iTunes – og mottoet har været at gøre det lige så nemt at købe musik via internettet, som det er at købe bøger på Amazon. Et museklik fra lyst til køb.
Pladeselskaberne selv forsøgte med MusicNet og PressPlay, men ødelagde det for sig selv med intern rivalisering. De ville ikke dele rettighederne med hinanden. Desuden skulle man betale et månedligt abonnement. Det svarer til at leje musikken, og selv om videoudlejning er et velkendt koncept, faldt det ikke i musikbrugernes smag.
Det faldt heller ikke i musikernes smag – og her kommer vi til forklaringen på, hvorfor det har været en fordel, at der er lidt stjernestøv over Apple og dets direktør. Steve Jobs har personligt kunne demonstrere iTunes for selveste Mick Jagger. Han har diskuteret sagen med U2’s Bono på telefonen. Christina Aguilera er med på den, og selv så besværlige stjerner som Bob Dylan har givet butikken rettighed til tidligere upubliceret materiale.

En sang for en dollar
Pladebranchen er truet af et nyt format – og det kan virke lettere ironisk. Indtil nu har branchen netop overlevet ved at introducere nye formater: 78-singlen, lp’en i 50’erne, kassettebåndet i 70’erne og cd’en i 80’erne.
Hver gang har formatet fået betydning for, hvordan musikken organiseres og udgives. Og for publikums opfattelse af, hvad et musikalsk værk er. Hittet eller albummet?
Lp’en havde sin egen struktur for musikken og et indbygget hierarki: Der var a-siden og b-siden, og de var ikke til at rokke ved. Så kom kassettebåndet. Ikke blot kunne man pludselig kopiere musikken. Det åbnede også døren for det, der ofte i amerikanske collegefilm fremhæves som den kærligste af alle gerninger: the mixed tape (en mere følsom og komplet kærestegave end både blomster og lingeri). Det lyttende publikum blev (næsten) skabende kunstnere. Men introduktionen af cd’en indtrådte endnu en mindre revolution: Shuffle-knappen. Nu behøvede man ikke at ligge under for kunstneriske nykker om, at nummer et skulle komme før nummer to på pladen.
På nogle måder er det digitale format en tilbagevenden til singlen. I hvert fald er internetbutikken bygget op omkring det enkelte nummer: »en sang for en dollar« lyder taglinjen. Og i løbet af den første uge blev der solgt en mio. numre – heraf under halvdelen som hele album.
Foreløbigt er butikken kun tilgængelig for Macintosh-brugere – omkring tre procent af computermarkedet – og dertil kun i USA i begyndelsen. Men inden årets udgang kan de resterende 97 procent følge trop, når butikken introduceres på Windows.
»På mindre end en uge har vi brudt alle rekorder og er blevet verdens største online musikselskab,« sagde en synligt begejstret (det er han nu altid) Steve Jobs.

Tre-fire sange på en plade?
Man kunne frygte, at den nye distributionsform ville gøre branchen endnu mere hits-orienteret. Men flere musikere har allerede meldt ud, at de ser positivt på udviklingen og på muligheden for nye typer udgivelser.
»Industrien har været på sådan en nedtur – den har virkelig brug for noget i den her stil,« sagde sangeren Sheryl Crow i Fortune Magazine. »Det ville være rart med en mekanisme, hvor man kunne udgive tre-fire sange for sig selv.«
Steve Jobs går skridtet videre: »Der er alligevel ingen der tænker på album længere. De tænker på spillelister. Vi vil stadig sælge de album, kunstnerne sender på gaden, men jeg tror at de fleste forbrugere af populær musik, vil købe de enkelte numre, som de kan li’.«
Den amerikanske musiker Seal mener ligefrem at pladebranchen har spekuleret i cd-formatet. De har kunnet udsende plader, hvor der var to-tre reelle hits og ni-ti som blot var fyld. Seal mener det har skabt en generation af kyniske musikforbrugere: »Folk er dødtrætte af det. Det er derfor de stjæler musikken.«

*I dag holder kulturministeriet en konference om pladebranchens krise og betydningen for det rytmiske musikliv. Et af hovedemnerne er udfordringen fra den digitale distribution

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu