Læsetid: 2 min.

Ugen der gik i politik

3. maj 2003


Fjols på fransk
*Det omstridte tv-program Fogh bag facaden fortsatte i denne uge med at skabe dønninger i Europa. Da lederne fra Tyskland, Frankrig, Belgien og Luxembourg tirsdag mødtes til et minitopmøde i Bruxelles om et fælles EU-forsvar, lagde Frankrigs præsident, Jacques Chirac, ifølge en centralt placeret kilde ud med at kalde den danske statsminister for en ’crétin’. Det franske udtryk svarer til ’fjols’ eller ’idiot’ på
dansk. Samme kilde oplyser, at den tyske kansler Gerhard Schröder gav Chirac ret i, at udsendelsen er et alvorligt brud på den fortrolighed, der normalt omgærder EU’s topmøder.

Dansker til Irak
*Som et direkte resultat af Danmarks deltagelse i krigen mod Irak påtager regeringen sig den administrative ledelse af Basra-regionen i Irak ved at udpege den danske ambassadør i Damaskus, Ole Wøhlers Olsen, til chef for den ene af de fire administrative regioner, som de krigsførende lande har opdelt Irak i. Ole Wøhlers Olsen har erfaring fra ambassadør-poster i Marokko, Algeriet, Angola, Saudi-Arabien, Chile og Peru, han taler flydende arabisk og er konverteret til islam.

Operation Tilskud
*Regeringen vil i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov tage endelig stilling til, om organisationen Ope-
ration Dagsværk fortsat skal have et årligt tilskud på 500.000 kr. fra Undervisningsministeriet, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen tirsdag i Folketinget. Det var Venstres uddannelsespolitiske ordfører, Gitte Lillelund Bech, som tidligere i april gav udtryk for, at tilskuddet burde inddrages fra 2004.
Fogh Rasmussen hæftede sig tirsdag ved, at organisationen bl.a. er medlem af ’Boykot Israel’, og han stillede sig tvivlende over for, hvorvidt det harmonerer med Operation Dagsværks
målsætning om at fungere uafhængigt af politiske og økonomiske interesser.

Kirke-økonomi
*En kritisk beretning fra Rigsrevisionen om forholdene i Kirkeministeriets økonomi har fået kirkeminister Tove Fergo til at bede en advokat om at undersøge forretningsgangene i Kirkeministeriet. Samtidig har hun bedt om bistand fra Finansministeriet til at få styr på økonomien.

Espersen og Lynge
*Den omstridte sag om eks-rockeren Dan Lynges samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste har medført, at justitsminister Lene Espersen – der selv er blevet beskyldt for at lyve for Folketinget om sagen – har besluttet at nedsætte en kommission, der skal undersøge det samlede begivenhedsforløb. Undersøgelsen skal ud over politiet også omfatte den overordnede anklagemyndighed og Justitsministeriet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu