Læsetid: 2 min.

USA vs. Europa

2. maj 2003


(2. sektion)

Mellemøsten
*»Et mere samlet Europa og et mindre arrogant USA bør samarbejde med alle folkeslag i Mellemøsten for at gøre for dem, hvad vi gjorde med og for folk i Mellemeuropa under Den Kolde Krig. Det må være vores transatlantiske projekt i de kommende årtier. Sådan forener vi vesten,« mener den engelske historiker og forfatter Timothy Garton Ash.
For ham begyndte det 21. århundrede den 11. september 2001. Kombinationen af masseødelæggelsesvåben og terrorisme, begået af slyngelstater eller slyngler, er den største trussel mod alle frie lande. USA er vågnet op – eller er blevet vækket – til forskel fra Europa, som endnu ikke har oplevet et 11. september. Den europæiske debat – eller mangel på debat – er præget af hykleri og en strudseagtig attitude. Det er ikke, fordi europæerne føler sig mindre truet af den islamiske ekstremisme. Tværtimod. Europæerne ser anderledes på truslen. De fokuserer mere på de politiske årsager til islamisk terror og specielt på den israelsk-palæstinensiske konflikt. For den arabisk-muslimske verden er Palæstina en symbolsk sag, som fremhæves af Osama bin Laden, Saddam Hussein, Den Arabiske Liga og ’almindelige arabere’ – måske hyklerisk, men ikke desto mindre effektiv. Mange europæere mener, at oprettelsen af en palæstinensisk stat er mere effektiv i kampen mod terrorismen end en omstyrtning af Saddam Hussein. Flere konservative kommentatorer i USA mener, at den europæiske støtte til en palæstinensisk stat afspejler en fjendtlighed mod den israelske stat, som bunder i Europas næsten genetiske anti-semitisme. »Det vi oplever nu er indestængt antisemitisme – en tusinde år gammel drift som inficerede og formede Europas historie, og som nu får afløb, med Israel som udløsende omstændighed,« skrev Charles Krauthammer sidste år i The Washington Post.
Europa er til gengæld bekymret over tendensen blandt de konservative republikanere til at fejre og overdrive USA’s styrke. Deres supermagts unilateralisme virker som et afgørende skridt væk fra den amerikanske post-1945 tradition, som har præget amerikansk udenrigspolitik. Tidligere blev Vesten holdt sammen af truslen fra det tidligere Sovjetunionen. Men det sluttede med Den Kolde Krig. En tidligere britisk udenrigsminister udbrød for nylig: »Hvis blot vi kunne få Bresjnev tilbage!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu