Filmfestival
CANNES Fra lunt krimidrama med et menneskeligt ansigt til labyrintisk fortælling om kærlighedens væsen. Jannik Johansens Rembrandt, der i Cannes vises på festivalens bugnende filmmarked, og Christoffer Boes, Reconstruction, som er med i sideserien Semaine de la critique, er meget forskellige. To debutfilm, som viser bredden i dansk film og lover godt for fremtiden.
Rembrandt, som Johansen har skrevet sammen med Anders Thomas Jensen, er løst baseret på et stort kunstkup, hvor en Rembrandt blev stjålet fra Nivågaardsamlingen af et par ubehjælpsomme tyve, der ikke vidste, hvad det var, de havde taget. Det er en film om kærlighed, ensomhed, fædre og sønner og arvesynd, fortalte Jannik Johansen, da han lørdag sammen med sine skuespillere mødte den danske presse i Cannes i timerne inden den første markedsscreening.
Lars Brygmann har i filmen hovedrollen som en begavet, men uambitiøs småforbryder, der havner på dybt vand, da han sammen med sin voksne søn (Jakob Cedergren) og gode ven (Nikolaj Coster Waldau) kommer til at stjæle en Rembrandt i stedet for et andet maleri. Johansen, der blandt andet har lavet novellefilmen En stille død, har et sikkert greb om skuespillerne og den både morsomme, let tragiske og rørende historie, og Rembrandt er en yderst tilfredsstillende oplevelse.
Følelse og stemning
En flot debut er Boes Reconstruction også. Filmen er på sin vis en fortsættelse af de stilmæssige og dramaturgiske eksperimenter, som Boe lavede på Filmskolen. Men hvor ikke mindst afgangsfilmen Anxiety havde svært ved at finde ben at stå på, og historien ikke var nem at gå til, så er hans første spillefilm anderledes konsekvent og interessant.
Kort fortalt handler filmen om fotografen Alex (Nikolaj Lie Kaas), der er kæreste med svenske Simone (Maria Bonnevie), men som forelsker sig i forfatteren Augusts (Krister Henriksson) smukke kone, Aimee (også Bonnevie). Det er dog ikke plottet, som er det mest spændende i Boes nybølgeinspirerede film.
Som titlen antyder, og som det bliver sagt i filmen, så er alt konstruktion, alt er film. Og Reconstruction er mest af alt et gådefuldt og lyrisk portræt af kærligheden og parforholdet. Hvordan verden pludselig kan forandre sig og blive fremmed og farlig, når man forelsker sig og vover sig ud i uudforsket land med et andet menneske.
De skiftende formater og teknikker i Manuel Alberto Claros fotografi giver billedsiden et stærkt, suggestivt udtryk og filmen karakter af stemning og følelse. Boe leger med mediet og fylder på med referencer til andre film og litteratur, ligesom Mogens Rukov, der har skrevet med på manuskriptet, tydeligt er til stede i filmens voice over.
Modigt
Af de konkurrencefilm, som er blevet vist hernede, er der to, som umiddelbart stikker ud. Modigt åbner de døre ind til verdener, som vi nok har hørt om, men ikke rigtig kender eller forstår.
Den kun 23-årige, men i stil og fremtoning meget bevidste iranske instruktrice Samira Makhmalbaf er i Cannes for tredje gang med sin tredje film. Klokken fem om eftermiddagen, der har taget sin titel fra et digt af Lorca, handler om livet i det sønderbombede Afghanistan, som efter taliban har svært ved at komme videre, og hvor horder af sultende flygtninge slår sig ned i ruinerne og lever et kummerligt liv.
Ligesom i Makhmalbafs tidligere film, Æblet og Blackboards, er personerne fanget i en trekant af uforenelige behov: Religion, overlevelse og uddannelse. Hovedpersonen er en ung kvinde, som meget bogstaveligt hinker frem og tilbage mellem tradition, kultur og et ønske om uddannelse og en drøm om at blive Afghanistans første kvindelige præsident.
Nænsomt og registrerende, uden at dømme og med en god portion humor fortæller Makhmalbaf de nødstedte menneskers historie, som kun bliver mere vedkommende af, at hun har brugt mennesker fra Afghanistan i samme situation, i hovedrollerne. Klokken fem om eftermiddagen er blevet pænt modtaget, og den kunne godt være kandidat til en pris.
Gus van Sants Elephant ligger langt fra de solide, polerede studiefilm, f.eks. Good Will Hunting, vi har set fra ham de senere år. Det er en tv-produktion, men en usædvanlig én af slagsen, som lavmælt og barsk skildrer hverdagen på en highschool.
Filmen, der er optaget i lange, ubrudte trackingskud og har amatører i hovedrollerne, er et nedslag i en håndfuld teenageres liv. Umiddelbart unge mennesker som alle andre, men under den pæne overflade gemmer sig uønskede graviditeter, bulimi, homoseksualitet, mobning og, skal det vise sig, morderiske impulser.
Elephant forklarer ikke, kameraet er så at sige en flue på væggen, der virtuost afdækker systemerne bag facaden, og Van Sants pointe synes at være, at selv om vi gerne vil forstå har behov for at forstå så gør vi det ikke. Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om Elephant, men den har noget på hjerte og er ikke bange for at udtrykke det.
*Flere artikler fra Cannes på tema.information.dk/cannes2003
