Læsetid: 2 min.

En vellykket konstruktion

Den ligner en ordinær fransk kærlighedsfilm. Men ’Elsker... elsker ikke’ føjer en pirrende dimension til en banalt emne
9. maj 2003

(2. sektion)

Ny film
Få følelser kan nage som følelsen af at have gjort andre uret. At have været overfladisk, bedømt forkert og derfor begået en uretfærdighed.
På en måde, som jeg aldrig før har set på film, spiller den finurligt komponerede franske næsten-thriller, bedragerisk kaldt Elsker...elsker ikke, på denne fejlvurdering. Den får os til at revidere synet på især den ene af hovedpersonerne og dermed holde ekstra stærkt med vedkommende. Netop fordi man er kommet til at fælde en forhastet dom.
Det er selvfølgelig synsvinklen, som er altbestemmende og som her skifter et godt stykke inde i filmen. Med det resultat, at de samme hændelser kan tolkes på en radikalt anden og unægtelig mere pålidelig måde. Jeg vil nødig sige mere, for det er i høj grad overraskelsesmomentet, der gør filmen til en medrivende fortælling. Altså ikke mindst følelsesmæssigt. For hvor har man dog taget fejl, og hvor vil man dog gerne gøre det godt igen!

Meget gallisk
Allerhelst vil jeg slet ikke fortælle noget om handling og »indhold«. Det slående ved den kun 26-årige Laetitia Colombanis meget sikre debutfilm er mindre selve historien end fortællemåden, der er sjældent spidsfindigt udregnet og raffineret tilrettelagt.
Fra starten tror vi, at vi er i en meget fransk historie om studenterkærlighed og nysselig roserød romantik – også fordi vores forelskede heltinde, passende kaldet Angélique, spilles af det tuttenuttede uskyldsvæsen Audrey Tautou, der huskes fra succesfilmen om den englelige Amélie fra Montmartre.
Hun er pigen, der elsker for meget og svigtes skammeligt, efterhånden på kanten af psykisk sammenbrud. Men atmosfæren har alligevel et præg af gallisk lethed og nydelig orden – selv den måde, Angélique roder syndigt på, er dekorativ og appetitlig.

Skyklaps-synsvinklen
Synsvinkelskiftet skal ikke – som i Akira Kurosawas fortælletekniske milepæl, Rashomon fra 1950 – illustrere sandhedens relativitet. Efterhånden ved vi som tilskuere udmærket, hvad sandheden er, og oplever, at vi har draget for hastige konklusioner, ja, faktisk er blevet taget ved næsen.
Skal filmen illustrere en tese, er det snarere en grundlæggende solipsisme, tolket som et andet ord for vanvid. Troen på, at ens jeg er det eneste, der for alvor eksisterer, at ens subjektive virkelighedsoplevelse er den eneste gyldige, fører til total psykisk afsporing og bliver dødsensfarlig.
Det lykkes på overlegen vis Laetitia Colombani at fremstille denne solipsisme i selve filmens form, dens billedsprog og konstruktion. Gennem valg af synsvinkel, gennem udeladelser, gennem overlapninger, der kan nyfortolkes, føres vi ind i en bevidsthed, der kun kender sit eget begrænsede virkelighedsniveau.

Suveræn komposition
Er Audrey Tautou overbevisende i et nyt, krævende rollefag? Ikke helt. Forvandlingen fra dukkepige til desperado er lidt for svær.
I det hele taget er det ikke i spillet og selve detalje-iagttagelsen, at filmen har sin styrke – her kan den ofte virke lidt banal. Det er i sammenføjningen af de enkelte brikker, artisteriet ligger – og i en helhedskonstruktion, der fungerer harmonisk trods visse kriminalistiske usandsynligheder.
Og så har jeg slet ikke nævnt en slutpointe af de virkelig hvasse og velturnerede.

*Elsker...elsker ikke (À la folie... pas du tout). Instruktion: Laetitia Colombani. Manuskript: Laetitia Colombani i samarbejde med Caroline Thivel. Fransk (Dagmar, Empire)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her