Portræt
Paul Ricoeur anses i brede filosofiske kredse for at være en af vor tids største tænkere. Ricoeur er i dag 90 år, men stadig i fuld vigør. Han er især kendt for sin filosofiske hermeneutik, der er en teori om fortolkning af tilværelsen gennem udlægning af tekster og symboler. I sit lange liv har han taget udfordringer op fra psykoanalyse, strukturalisme og ideologikritik, og han har diskuteret filosofiske grundlagsproblemer med historikere, litteraturteoretikere, religionsforskere, teologer, jurister og mange andre. Desuden har hans ideer altid været udviklet i sammenhæng med en læsning af hele den europæiske filosofihistorie fra Sokrates til i dag. Den danske filosof Peter Kemp har kaldt ham for verdens bedste filosofilærer, fordi man altid kan lære noget nyt af hans forbilledligt klare pædagogiske fremstillinger om man er enig med ham eller ej.
Paul Ricoeur blev født i 1913 i Valence, Frankrig. Han læste filosofi på universitet i Rennes og senere på Sorbonne i Paris. Fra de tidligste år af sin akademiske karriere har det været en grundfæstet overbevisning for Ricoeur og et ledemotiv i hans værk, at der er basale, ikke-reducerbare forskelle mellem personer og ting, for i modsætning til ting kan personer engagere sig i fri handling og tænkning og forholdet til andre personer.
Imod reduktionisme
Kort at sammenfatte hans værk i dets enorme og vidtfavnende intellektuelle spændvidde er vanskeligt, men med hans danske elev og nære ven, Peter Kemps, ord er det karakteristisk for Ricoeur, at han altid »gået imod alle slags reduktioner af den menneskelige virkelighed,« hvad enten der er tale om at reducere menneskelivet til ren biologi, eller man har villet reducere sproget til et rent strukturelt system, fortolkning til simpel iagttagelse, dialog til udveksling af monologer, hukommelsen til spor i hjernen, osv.
Efter sin filosofiske afgangseksamen underviste Ricoeur på gymnasier eller studerede i Tyskland. Kort efter at være indkaldt til den franske hær i 1940, blev han interneret af tyske tropper og måtte tilbringe resten af krigen i krigsfangelejr. Efter krigen blev Ricoeur filosofilærer i Strasbourg og Sorbonne og fra 1967 på det nye Nanterre Universitet i Paris. Ricoeur underviste også jævnligt i USA på bl. a. Yale og University of Chicago og fik talrige æresdoktorater i bl. a. Göttingen og København for slet ikke at tale om den regn af priser, der er blevet ham til del.
Ricoeurs første værker var studier af fænomenologen Edmund Husserl og eksistentialisterne Martin Heidegger, Karl Jaspers og Gabriel Marcel. I Villjens filosofi og Det ondes symbolik forsøger Ricoeur at give en fænomenologisk beskrivelse af de viljesmæssige strukturer, dvs. de træk, som kendetegner viljesfænomenet såsom »hensigt« og »motiv«. Efterhånden begynder Ricoeur at stille spørgsmålstegn ved sin oprindelige metode, den direkte beskrivelse af de strukturelle betydninger ved fænomenet. Problemet meldte sig især ved beskrivelsen af viljen, som fejler:
»Den særegne begrænsning for et væsen, der ikke er sammenfaldende med sig selv, er den oprindelige svaghed, hvorudaf det onde vokser,« hedder det et sted. I 1960erne og 70erne forsøger Ricoeur som den sande eklektiker han er, at forene divergerende filosofiske perspektiver fænomenologi, eksistentialisme, hermeneutik, psykoanalyse, strukturalisme, fortælleteori og dekonstruktion.
Hans tænkning danner ikke noget sammenhængende system, men er næret af samme optagethed af at udvide og uddybe analysen af dette fænomen, at mennesket forholder sig indirekte til sig selv. Det opbygger en anden fiktiv verden så at sige oven på den tilsyneladende direkte givne verden gennem myter, litteratur, kunst og film. Vores forhold til os selv ikke ske direkte, men kun ad omvejen over en kulturel verden, vi kan udtrykke os selv igennem. Væsentlige værker fra denne periode er Om fortolkning, Fortolkningernes konflikt og Den levende metafor.
I 1980erne udkommer Ricoeurs indiskutable hovedværk i tre bind, Tid og fortælling, hvori han leverer en panoramisk gennemgang af tidsbevidsthedens forskellige modaliteter objektiv/subjektiv, historisk/fiktiv, kronometrisk/fænomenologisk således som de beskrives eller implicit fremtræder i historikeres, teologers, filosoffers og skønlitterære forfatteres værker siden Aristoteles. I 1990 udkom endnu det moralfilosofiske hovedværk, Sig selv som en anden, mens det i det forløbne tiår især er den politiske filosofi, der har stået i fokus for Ricoeurs endnu vitale tænkning.
*Paul Ricoeur
Født 1913. Filosofistudier på universitet i Rennes og senere Sorbonne i Paris. Efter krigen filosofilærer i Strasbourg og Sorbonne og fra 1967 på det nye Nanterre Universitet i Paris. Hans hovedværk, Tid og fortælling, udkom i 80erne
