Læsetid: 3 min.

Vinger og rødder

30. maj 2003

(2. sektion)

»Den Europæiske Union er hverken føderal eller mellemstatslig. Den er kosmopolitisk. Men idéen om et kosmopolitisk Europa er endnu ikke ordentligt forstået. EU er blevet set som et teknokratisk og økonomisk projekt. Men dét trænger til at blive gentænkt.«
Ulrich Beck, tysk sociolog

UDFORDRINGEN for Europa, den demokratiske udfordring, handler om at udvikle en helt ny form for kosmopolitisk samarbejde, som både rækker ud i verden og er rodfæstet i befolkningerne. Et samarbejde, som med den tyske sociolog Ulrich Becks poetiske ord »både har vinger og rødder«.
Fremtidens europæiske samarbejde handler således om at forene ’kosmos’ (verden) med ’polis’ (byen): At favne verden uden derved at miste fodfæste; at forbinde en internationale retsorden med engagerede civilsamfund, dét er opgaven for Europas forfatningsfædre, som netop nu er ved at lægge sidste hånd på EU’s nye forfatningstraktat.
Dobbeltheden er afgørende: Hvis EU-landene ikke formår at sætte sig igennem udadtil i verden og konfronterer nutidens grænseoverskridende, globale problemer, ja, så er det svært at begrunde, at beslutningskompetence løftes ud af nationerne. Og omvendt: Hvis EU-samarbejdet ikke indadtil hviler på en bred, folkelig legitimitet, ja, så er det svært at se projektets politiske bæredygtighed.
For så vil EU-samarbejdet ganske enkelt ikke være i stand til at træffe beslutninger i længden. Og i en skrøbelig, foranderlig verden er der mere end nogensinde brug for europæisk handlekraft. Men hvis Europa skal gå forrest i opbyggelsen og udbredelsen af en international retsorden, kræver det, at de europæiske befolkninger accepterer EU-samarbejdet som en legitim, demokratisk arena.

SPØRGSMÅLET er selvsagt, hvordan disse to modsatrettede krav – den ydre slagkraft og den indre åbenhed – kan forenes. Èn ting er sikkert: Ingen hidtidige statsdannelser i verden kan tjene som rollemodel. Det er aldrig tidligere set, at så mange vidt forskellige, selvstændige nationer har forsøgt at forene kræfterne – både økonomisk og politisk. Den klassiske EU-debat, hvor føderalisme i form af ’Europas Forenede Stater’ stilles skarpt over for konføderalisme i form af et ’Nationernes Europa’, bygger således på en forkert præmis:
EU-samarbejdet vil aldrig udvikle sig til hverken en føderation, hvor alt væsentligt besluttes centralt, eller en mellemstatslig konføderation, hvor alt væsentligt bliver besluttet decentralt.
Hertil er de europæiske nationalstater på den ene side alt for egenrådende og EU-samarbejdet på den anden side alt for fremskredent. Frankrigs tidligere præsident George Pompidou har engang formuleret situationen enkelt: »EU er, hvad vi alle kan blive enige om.« Dette europæiske kompromis bliver næppe nemmere at skabe i takt med, at EU udvides med flere medlemsstater.

BALANCEGANGEN viser sig i den aktuelle debat om de konkrete formuleringer i den nye EU-forfatningstrakat: Ordet ’føderal’ er blevet fjernet fra første artikel; til gengæld er formuleringen om EU som en »stadigt snævre union« bevaret. Og dermed kan den gamle EU-debat begynde forfra.
Konventets forslag til en ny forfatningstraktat vil derfor næppe blive de sidste, konkluderende ord i debatten om EU-samarbejdets fremtid. Hertil er de politiske
uenigheder om, hvordan EU kan demokratiseres og effektiviseres fortsat for store.
Forklaringen er, at ingen endnu har formået at formulere en idé for det fremtidige EU, som for alvor lægger de gamle kategorier bag sig; som er hinsides ’føderalisme/konføderalisme’-debatten.
Den kosmopolitiske idé er i så henseende både smuk og interessant. I stedet for at betragte EU-samarbejdet som et projekt, der enten handler om nationalstaternes bevarelse eller skabelsen af en ny europæisk superstat, er det på én og samme tid væsentligt mere visionært og jordnært at spørge:
Hvordan får EU ’vinger’ uden derved at miste den demokratiske jordforbindelse? Og omvendt: Hvordan kan EU’s demokratiske ’rødder’ styrkes uden derved at formulde i lokal provinsialisme?
Dette dobbelte spørgsmål bør stå centralt i de kommende ugers debat om EU’s fremtid. Den nye EU-forfatningstraktat vil ikke give klare svar på disse to spørgsmål. Men forfatningstraktaten kan forhåbentligt blive afsættet for at åbne debatten og dermed flytte den hjemlige EU-debat op af den gamle ja/nej-skyttegrav. Den danske EU-debat trænger i den grad også til både vinger og rødder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu