Læsetid: 4 min.

Viva il cinema!

Sars og storstrejke har givet filmfestivalen i Cannes startvanskeligheder, men det forhindrede den dog ikke i at åbne med eventyrfilmen ’Fanfan la tulipe’ i går
15. maj 2003

Filmfestival
CANNES – Det er nok for meget at sige, at Cannes 2003 er en mærket festival, men ikke alt er, som det
plejer. Det første man som journalist lægger mærke til, når man tømmer sin tildelte presseboks, er et stykke papir, som fortæller om de forholdsregler, festivalen har taget mod sars. Ganske fornuftigt, synes man, for med så mange film- og pressefolk fra hele verden er Cannes udsat, hvad angår den smitsomme sygdom.
Den øvrige sikkerhed på festivalen er ligesom sidste år temmelig håndfast, og man har efter sigende udkommanderet flere politifolk end sædvanligt. I skrivende stund er der dog ikke så mange mennesker at passe på. En strejke blandt de offentlige ansatte i Frankrig, som begyndte tirsdag, betyder, at mange festivaldeltagere endnu ikke er nået frem. En del tyskere, siger min hotelvært, der mangler gæster at fylde i værelserne, og i de daglige filmmagasiner, som uddeles hernede – blandt andet Hollywood Reporter – kan man læse om uheldige asiater, der er strandet i Italien og Spanien.
I Screen kan man læse sig til en håndfuld internationale filmkritikeres holdning til det, indrømmet,
alt andet end overvældende konkurrenceprogram. Det er ikke usædvanligt, at mange kritikere på forhånd er negative, men det er alligevel en smule nedslående at lægge øre til deres sure udgydelser om film og en festival, som ingen endnu ved noget om.
Sars, strejke og brok forhindrer dog ikke festivalen i at fortsætte, som om intet var hændt. Håndværkere kæmper med at få festivalpalæet og den røde løber klar til onsdagens åbningsgalla – nysgerrige har allerede taget opstilling uden for de mange afspærringer – og på Croisetten, byens berømte strandpromenade, kan man fornøje sig med Nino Rotas musik til Fellinis film.
»VIVA IL CINEMA!« står der med store, kulørte bogstaver og som en hyldest til Fellini på årets festivalplakat, der hænger bag juryen på det pressemøde, som sammen med åbningsfilmen er førstedagens vigtigste begivenhed.

Svævende
På pressemødet med juryen, der ud over formand Patrice Chéreau blandt andet tæller skuespillerinden Meg Ryan og hendes franske kolleger Karin Viard og Jean Rochefort og instruktørerne Steven Soderbergh, Danis Tanovich og Jiang Wen, bliver der som sædvanlig ikke sagt mange væsentlige ting.
Alle er de glade og beærede over at være med i juryen. Alle bidrager de med deres tilstedeværelse til at hylde filmmediet, og alle vil de gå fordomsfrit til de 20 film i konkurrence. Uundgåeligt spørges der også til det politisk set anstrengte forhold mellem USA og Frankrig, men svarene svæver i vinden, hvis ikke det slås fast, at de to landes filmmiljøer har det fint med hinanden.
Men det er vel, hvad man kan forvente af en gruppe mennesker, som først behøver at have en mening om halvanden uge, hvor priserne skal uddeles.
Meget bid er der heller ikke i åbningsfilmen, Fanfan la tulipe, som ganske vist er mildt underholdende, men lidt malplaceret på en festival, der fejrer filmkunsten og er et Mekka for alverdens cinefile.

Fransk eventyraction
At franskmændene med Luc Besson i spidsen – filmmanden, som kritikerne elsker at hade – er blevet gode til at levere deres egen afart af den slags overflødige, filmprodukter, som Hollywood har haft patent på, er Fanfan la Tulipe dog et glimrende eksempel på.
Filmen, der ikke er med i konkurrencen, er instrueret af Gérard Krawczyk, men på bedste Regner Grasten-manér skrevet og produceret af Besson, som han har gjort det med flere af Krawczyks øvrige film, ikke mindst krimikomedierne Taxi 1-3. Tre succesrige film, som ikke lader amerikanerne meget efter i deres blanding af action og humor, og som har trukket millioner af franskmænd i biografen.
Fanfan la tulipe er skåret over samme læst – baseret på en fransk legende og en eventyrfilm fra 1952 med Gérard Philippe og Gina Lollobridiga i hovedrollerne – og er en stort anlagt periodefilm. Den blander elementer af både De tre musketerer, Dick Turpin og mere moderne actionkomedie og skal bestemt ikke tages for alvorligt.
Vincent Perez er filmens energiske midtpunkt, den charmerende slyngel og kvindebedårer Fanfan, mens spanske Penelope Cruz spiller den dårende dejlige kvinde, han ender med at forelske sig i.
Handlingen foregår i Frankrig i midten af 1700-tallet, hvor en noget ubehjælpsom kong Louis den 15. har allieret sig med nogen i en krig mod nogen andre – ja, hvem, der er i krig med hvem og hvorfor, er man ikke helt klar over ved hoffet, men det betyder ikke, at man ikke kan kaste sig ud i det med liv og sjæl.
Fanfan, som er på flugt fra en mulig svigerfamilie, lader sig indrullere i kongens hær, hvor han møder niecen til en officer, den smukke Adeline (Cruz), og hurtigt vikles ind i et komplot mod kongen. Selvfølgelig er han også den eneste, som kan rede trådene ud.
Fanfan la tulipe er en overfladisk og ikke særlig original film, men glimtvis også et veloplagt kappe-kårde-eventyr af den gammeldags slags, hvor det er stuntmen og ikke computere, der leverer actionscenerne. Tilmed er titelpersonen en rigtig helt, lidt flosset i kanten, men med et hjerte af guld og god med et sværd, og der er masser af sjov i den let tumpede konge (fint spillet af Didier Bourdon), filmens kulørte biroller, de hurtige replikker og et væld af historisk knap så korrekte detaljer.
Det var sjovt, så længe det varede – kom så med den første konkurrencefilm.

*Flere artikler fra Cannes på tema.information.dk/cannes2003

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu