Læsetid: 5 min.

Vores film er Hollywood

Udbredelsen af den digitale videoteknik har gjort det nemmere at få lov til at lave film. Blandt andet i Frankrig, hvor mange mennesker med forskellig baggrund har kastet sig frygtløst ud i at lave film uden penge, producenter eller distributører. Nogle af dem finder sågar et publikum
2. maj 2003

(2. sektion)

Digital film
De cirkulerer frå hånd til hånd. Et bånd eller en dvd. Som bøjer på havet bliver de fra tid til anden sendt til festivaler, til distributører, til tv-stationer. Måske når de ud over den snævre vennekreds, ud af kvarteret, ud af aktivistmiljøet. Måske får de et rigtigt liv som spillefilm med biografpremiere. På Frankrigs nationale filminstitut, CNC, kender man ikke deres antal. Det er kun sjældent, de beder om attest eller godkendelse. Er de for stolte eller for generte? CNC har givet disse spillefilm uden producent og distributør et fint navn: ’De vilde film’.
»Gør som maleren, og lav din film i atelieret.«
Det har været Christian Boltanskis opskrift til Virgil Vernier, en 23-årig fra kunstakademiet, der drømte om sin første spillefilm. Det var for tre år siden. Med et mindre beløb fra en arv på lommen købte Virgil sig et kamera, en minidisc, en boomstang og lukkede sig så inde i et år og skrev på sit manuskript. Han klippede også et par prøvescener på sin computer. Hans emne: Jagten på de små Tommelider. Han finder et slot, hvor han kan filme gratis, og nogle venner, som kan medvirke.

Journalist og instruktør
»Ud over det interessante i begrænsningen, kan fattigdommen skabe grobund for noget rørende og i mit tilfælde noget fantastisk.«
Det tager to år at gøre Karine færdig. En time og 17 minutter for 15.000 euro.
»Tiden var nødvendig for at føre mit projekt helt igennem. Jeg kunne ikke have forklaret en producent, hvad det var, jeg ville. Jeg var nødt til at kæmpe med det selv, som en håndværker.«
Han brændte det på en dvd og viste det frem...
»Jeg oplevede håbløse dage, hvor jeg måtte bære min byrde alene, men jeg er fortsat begejstret for tanken om små midler. Det er et æstetisk valg.«
Han har besluttet at vise det næste manuskrift frem for en producent.
Alain Riou, filmkritiker hos Nouvel Observateur og Paris Première, beslutter i en alder af 61 år at bruge sin feriepenge til – sammen med en flok venner – at optage en spillefilm. Kontorerne låner han sig til, udstyret tilhører Paris Première.
»Jeg var led og ked af altid at blive bedt om at finde en instruktør, hver gang jeg fremlagde mit manuskript for en producent.«
Så filmkritikeren, der i sin tid gik på Frankrigs førende filmskole, Idhec, gik i gang:
»Med de små digitalkameraer har man en billedkvalitet, der kan måle sig med Mitchellkameraerne i gamle dage. Især når vi taler om indendørsoptagelser.«
Han færdiggør en vaudeville om jalousi, indspillet på et set med hvide vægge. François Reynaer, Philippe Meyer og Elisabeth Quin (hendes karakter har givet filmen sit navn: Hun kritiserer alting) er klædt i spraglede farver. De er journalistkolleger, der til lejligheden træder i karakter som skuespillere. Det dyreste var palmetræet: 3.000 franc kostede dén location per uge.
»Vi kæmpede for, at instruktøren skulle få anerkendelse som filmens forfatter... Jeg ved så ikke, om der er kommet en ny instruktør ud af det. Der er i hvert fald ikke blevet en journalist mindre.«
Prisen for projektet: 6.000 euro.

En kløft
Det var samme beløb Olivier Derousseau fra Lille havde i ryggen, da han kastede sig ud i dokumentaren Baggrundsstøj, et sted på Jorden. Uden producent, men med hjælp fra en lokal kulturforening, den regionale filmcentral og en bror. For den unge skuespiller var det et bevidst valg:
»At gøre er at lære. Jeg bruger det meste af min tid på at tale om film, det er min skole.«
Filmen har heldet med sig. Den optræder på en række festivaler i Valence, i Marseille...
Uden copyrigt eller licens, men Baggrundsstøj... gør, at næste film kan optages med lidt flere midler, uden at der dog af den grund kommer en producent til.
»En film må finde sine midler, der ikke nødvendigvis er økonomiske. Det er ikke udelukket, at jeg indspiller en film på 16 mm. Men jeg holder mig uden for filmverdenens paladser.
Reynald Bertrand er klipper og ser også sig selv langt fra de bonede gulve. Han kommer fra en forstad til Nantes og har allerede indspillet sin sjette film.
Han definerer sig selv som ’søndagsinstruktør’. Han debuterede i 1992 med et Hi8-kamera (det var før dv) med en aktivistisk film: »Emnerne kom først til mig under optalelserne. Jeg kan ikke skrive et manuskript på forhånd.«
Han beskriver Rachid X og Pharmacie og siden Justice pour Zamani som værende optaget »med folk og ikke om folk, det er historier, hvor jeg ikke kender slutningen.«
Hans film finder tit et publikum i aktivistmiljøer, som les Motivés i Toulouse, MIB-netværket, en filmfestival i Nantes. Men også på Kritikerugen i Cannes, på Belfortfestivalen (dokumentarprisen), på kanalerne Planète og Arte.

Netværk og opsplitning
»Men der er nu alligevel en kløft mellem mig og filmverdenen.«
Kløften forekommer ikke så afgrundsdyb for Mathie Riboulet. Sammen med Pierre Léon tilhører han allerede en anden generation af ’vilde instruktører’.
Det er 17 år siden, de købte deres første kamera »for at gøre, hvad vi ville, uden at skulle have det godkendt af en producent.«
De laver altid manuskripter med dialoger. »Vi havde lyst til at mindske den ubærlige ventetid – fire eller fem år – fra ideen til en film til det færdige produkt.«
De bor tæt på Aubusson, hvor de har indspillet godt 10 film med penge, de tjener fra gang til gang, så det lige løber rundt.
»For 10 år siden var det sværere. I dag er salene udstyret med video, og udstyret er mere sofistikeret.«
Grec, et institut, der forsker i film, ser en tendens. François Da Silva: »Dv har ændret spillereglerne. Det kan man se i lande som Kina. Overalt vil vi se flere og flere film.«
I årenes løb har Riboulet og Léon mødt et utal af filmfolk, der arbejder under samme vilkår, men mener ikke af den grund, at der er tale om en skole.
»Det er snarere et sammenfald af en række ting. En underlig blanding af netværk og opsplitning.«
For nylig indspillede de en selvproduceret film på celluloid.
»For os har vidoen aldrig ført til en særlig æstetik. Det er film. Marginaliseringen er blot en misforståelse. Vi har ingen drøm om at lave eksperimentalfilm i et hjørne. Vores film, det er Hollywood.«

© Libération og Information
*Oversat af Rasmus Egelund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu