Læsetid: 3 min.

30 års selvbestemmelse

I dag fejrer den fri abort 30 års fødselsdag. Information tegner et portræt af fødselaren, der bruges mindre og mindre
13. juni 2003

Portræt
»Som ung i 50’erne gik jeg hver eneste måned og ventede på at få min menstruation og var angst, når jeg gik over tiden. Da jeg som 20-årig blev uønsket gravid, var der ingen hjælp at hente hos mine forældre, selv om min far var læge og ret frisindet.«
»Med datidens dobbeltmoral fik jeg at vide, at de selvfølgelig nok skulle hjælpe mig, hvis jeg begyndte at bløde. Jeg fandt frem til en klinik i København, hvor jeg havde den store sum af 1.000 kr. med i lommen til klinikdamen, og vi brugte koden ’uregelmæssig menstruation’ (gravid, red.). Jeg lagde mig op i stigbøjler. Og uden bedøvelse fik jeg prikket hul på fosterhinden. Jeg husker endnu, hvordan jeg gik ned ad Bredgade med den her sivende fornemmelse fra underlivet. Da jeg kom hjem, fik min far fat i en læge, som kunne hjælpe mig med mine blødninger. Efter den omgang lovede jeg mig selv, at jeg ville gøre alt for, at ingen andre kvinder skulle udsættes for noget lignende.«
Sådan husker en af fortalerne for indførelsen af fri abort, Tine Bryld, sit møde med kampen for fri abort.
En kamp, der blev vundet 13. juni i 1973, da Folketinget indførte fri abort for alle. Men det havde været et langt sejt træk.
I 1970 besluttede et folketingsflertal, at kvinder, der var fyldt 38 år og havde født mindst fire hjemmeboende børn, og kvinder, der på grund af umodenhed ikke kunne tage sig af barnet, kunne få foretaget en lovlig abort.

Abortrejser
Med vedtagelsen af 1970-loven stod det klart, at den fri abort ville komme. Men debatten var præget af, at en del politikere og offentlige meningsdannere havde svært ved at se bort fra, at abort betød drab på fostre. Men de mange illegale aborter, enlige mødre og abortrejser til England og Polen var ikke til at ignorere. Påvirkningen fra tidsånden i slutningen af 60’erne pressede Danmark i retning af en liberalisering.
De indgreb, som lægen J.H Leunbach modtog fængselsdomme for at foretage i 30’erne, skulle hospitals-personale udføre på offentlige hospitaler for offentlige midler. En del læger blev fritaget fra opgaven.
Den fri abort har eksisteret i 30 år, men modstanden mod den har eksisteret mindst lige så længe.
Den fælleskirkelige forening Retten til Liv, tordenpræsten Orla Villekjær og den lyskrøllede prædikant og fantast Moses Hansen søger med mere eller mindre smagfulde tiltag – som f.eks. en mindelund for aborterede fostre – at gøre offentligheden opmærksom på, at abort er mord på ufødte børn.

Faldende antal
Anonyme trusler til organisationer og danske læger og gynækologer er stigende, men der er intet, der tyder på, at det er en organiseret form for trusler, og der har ikke været episoder med fysisk vold.
Det mest vedholdende argument fra abortmodstanderne var, at den fri abort ville blive brugt som prævention. Men det viste sig ret hurtigt, at antallet af aborter rent faktisk faldt drastisk efter lovens indførelse. Den samme diskussion dukkede op igen, da den såkaldte fortrydelsespille kom på markedet i 2001. Modstanderne støvede de gamle argumenter af, men måtte igen erkende, at det ikke fik nogen indflydelse på abortantallet.
»Det er jo helt centralt at huske, at ingen kvinder vælger en abort for deres fornøjelses skyld. Det er udelukkende, fordi kvinden ikke har andet valg,« siger Tine Bryld.
Den danske modstand mod den fri abort er da også til at overse. Og på dagen er det også svært at finde andet end rosende ord til fødselaren.

Succes
»Den dansk abortpolitik er en succes, fordi provokerede aborter foregår under betryggende forhold; den giver kvinder samme rettigheder som mænd til at bestemme over egen krop, liv og seksualitet; og fordi aborttallet er blevet halveret siden legaliseringen,« siger Lisbeth B. Knudsen, der er lektor ved institut for Sociale Forhold og Organisation på Aalborg Universitet.
Tine Bryld og hendes generation kan glæde sig over, at kampen lykkedes.
Ingen kvinder i Danmark skal tvinges gennem farlige og ydmygende oplevelser, og alle har retten til at bestemme over egen krop.
Tillykke med fødselsdagen.

*Den fri abort
13. juni 1973 indførte det danske folketing fri abort for alle. Et flertal besluttede i 1970, at kvinder, der var fyldt 38 år og havde født mindst fire hjemmeboende børn, og kvinder, der på grund af umodenhed ikke kunne tage sig af barnet, kunne få foretaget en lovlig abort

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her