Læsetid: 6 min.

Ånden i flasken

Robin Williams er aktuel i tre film, som lige er udkommet på dvd. De viser den begavede amerikanske komiker og skuespiller fra sine bedste sider
20. juni 2003

(2. sektion)

Portræt
Skal man pege på én blandt mange filmroller, som mere end de øvrige giver os et fingerpeg om, hvordan komikeren og skuespilleren Robin Williams er – i hvert fald når han møder offentligheden – så er det Genie, den næsten skizofrene ånd i flasken i Disneytegnefilmen Aladdin, som Williams har lagt stemme til.
Figuren er modelleret efter Williams, og når Genie verbalt og fysisk vrider og drejer sin personlighed ud af facon og parodierer alt og alle, så er det som at opleve Robin Williams på scenen, eller, siger de, der har prøvet det, som at møde ham til et interview. Ligesom Genie er han umulig at få hold på og er sjældent alvorlig i mere end et par korte øjeblikke af gangen.
»Det er en lise for min sjæl, en livsstil,« siger Williams om det at skabe sig på en scene eller til et interview, og man fornemmer, at han som mange andre komikere rummer en mørk side, der kan holdes på afstand ved at få andre mennesker til at grine. Han har da også kæmpet med både stoffer og alkohol. »Man kan improvisere, spille sig ud af sit liv. Folk ler. Det føles næsten som kærlighed.«

Klassisk uddannet
Det er også den maniske energi, som Robin Williams med størst held har kunnet trække på i sin ikke ubetydelige filmkarriere, og som efter nogle magre år er med til at bringe ham tilbage på toppen. Efter en sand ørkenvandring af elendige og fælt sentimentale feel good-dramaer i slutningen af 90’erne har det nye årtusinde bragt godt nyt fra Williams.
Det begyndte med en række forrygende stand-up-optrædener ikke lang tid efter 11. september 2001, hvor Williams fandt ud af, at folk stadig havde brug for at grine. Og det er fortsat med hovedroller i tre meget forskellige film, Insomnia, One Hour Photo og Death to Smoochy, som nu alle er ude på dvd. De tre film viser ham fra en mørkere og mere uforudsigelig side og understreger endnu en gang, at han faktisk er en god skuespiller, som godt kan spille stort med få midler, ikke mindst sit karakteristiske og udtryksfulde ansigt.
Robin Williams er klassisk uddannet skuespiller på Julliard, den legendariske skole for udøvende kunstnere i New York, men det var som stand up-komiker, at han først gjorde opmærksom på sig selv og kom i kontakt med film- og tv-verdenen.
Hans familie flyttede meget rundt på grund af farens arbejde, og som dreng var han stor og klodset og et let offer for sine jævnaldrendes drillerier.
Men som teenager fandt unge Robin en måde at hævde sig på, nemlig komikken og humoren, og snart var han blandt de mest populære på sine skoler.

Psykologisk udfordring
Efter at have optrådt på forskellige comedy-klubber i blandt andet L.A. og et par gange på tv blev Williams hyret til at spille en birolle i den succesfulde sitcom Happy Days. Han klarede det så godt, at hans karakter i den serie, rumvæsenet Mork fra Ork, fik sin egen komedieserie, som løb fra 1978-82 og banede vejen for en filmkarriere.
I Mork & Mindy fik Williams lov til at dyrke den overgearede, improviserede og indimellem også noget syrede humor, som allerede dengang var blevet hans varemærke, og som adskildte ham fra så mange andre komikere.
Det førte i første omgang til titelrollen i Robert Altmans ikke just vellykkede Skipper Skræk (1980), hvor Williams var en tilpas overdrevet Skræk over for Shelley Duvalls Olivia. Men det var i George Roy Hills glimrende John Irving-filmatisering, Verden ifølge Garp (1982), at Williams viste, at han også kunne spille skuespil og forme en karakter med færre og mindre midler end stand-up-komikerens.
Som han selv siger: »Det at være skuespiller er en psykologisk udforskning. At være komiker er at slippe dampen løs.«

Dobbelthed
Det store gennembrud kom med Barry Levinsons Good Morning, Vietnam (1987), hvor Robin Williams blev Oscarnomineret for sin præstation som radioværten Adrian Cronauer, der sætter fut i det amerikanske militær i Vietnam under krigen, men er for stor og uregerlig en mundfuld for militærledelsen.
Levinson lod Williams improvisere, og ligesom filmen overbevisende veksler mellem alvor og humor, så balancerer Williams troværdigt med de to størrelser i sin skildring af en mand, som bliver kastet ind i en konflikt, han ikke forstår, og draget af en fremmed kultur.
Op gennem 80’erne og de tidlige 90’ere lykkedes det Robin Williams at lave en række gode og succesfulde film, hvor han også fik mulighed for at arbejde med både tragikken og komikken. Bedst af alt i Peter Weirs De døde poeters klub, hvor Williams spiller en engageret gymnasielærer, som må sande, at 50’ernes USA ikke er klar til hans utraditionelle, men inspirerende undervisningsmetoder. Og i Terry Gilliams The Fisher King (1991), hvor Williams har rollen som en mand, der er ramt så hårdt af sorg, at han er forsvundet ind i sin egen verden af ædle riddere og farlige drager.
I begge film får Williams lov til at køre på noget af sin maniske energi og demonstrere sin fantastiske evne til at parodiere andre mennesker, men han glemmer aldrig mennesket eller smerten bag smilet og det rablende vanvid. Dobbeltheden, som også er en del af hans egen personlighed, giver karaktererne liv.
Et par film om året er det blevet til op gennem 90’erne, men bortset fra stemmen til Genie i Aladdin (1992), forvandlingen fra familiefar til skotsk nanny i Mrs. Doubtfire (1993) og en Oscarbelønnet præstation som sympatisk psykiater i Gus Van Sants glimrende Good Will Hunting (1997), så var 90’erne én lang nedtur for Williams.
I hvert fald set udefra, hvor hans valg af film og roller har forekommet besynderlige og decideret ukloge, men muligvis båret af et misforstået behov for accept som seriøs og moralsk ansvarlig skuespiller i på papiret vægtige film.

Et skarpt hjørne
Derfor har det også været en fornøjelse at se Williams gøre comeback med ikke færre end tre spektakulære præstationer på samme år. Efter at have taget en pause oven på den forfærdelige Jakob the
Liar (1999) og blandt andet dyrket stand up-rødderne, spillede Williams først creepy morder i Christopher Nolans originale thriller Insomnia (2002). Og i Mark Romaneks stilfulde One Hour Photo (2002) ikke bare spillede, men personificerede han en psykisk ustabil fotoekspedient, som interesserer sig lidt for meget for Connie Nielsens familieliv.
Det er to film og to roller, som ikke rummer meget af den forsonende humor, som ellers altid har fulgt med Williams, og de viser en skuespiller, som har stået ved en skillevej og tydeligvis valgt at gå ad den mindst befærdede og mest udfordrende vej.
Billedet af en genfødt Williams fuldendes af Danny DeVitos meget morsomme, sorte komedie Death to Smoochy, hvor Williams er en forsmået børne-tv-vært, der ikke skyr nogen midler for at tage livet af sin unge efterfølger, deraf filmens titel.
Williams er i topform som den stadigt mere frenetiske tv-vært, og det har tydeligvis moret ham ikke at skulle censurere sig selv, men bare at kunne give los. Hans figur minder meget om den løsslupne og dybt vulgære, men ustyrligt morsomme udgave af Williams, man kan opleve på scenen.
Man kan spørge sig selv, hvad baggrunden er for Robin Williams’ pludselige forvandling. Et svar kunne være, at han sidste år fyldte 50, og at det er gået op for ham, at han ikke længere har tid til at medvirke i hvad som helst. At runde så skarpt et hjørne kan få de fleste til at tænke sig om en ekstra gang.
»Jeg har tænkt mig at lave de ting, som virkelig interesserer migÇ« siger han selv.
»Jeg har tænkt mig at finde ting, som jeg virkelig tror på, velskrevne stykker med interessante skuespillere og instruktører. Jeg har tænkt mig at være en god ægtemand og fader. Og om Gud vil, så vil jeg kunne urinere uden alt for megen besvær og smerte. Det er mine mål. Hold mig fast på dem.«
Det har vi så tænkt os at gøre.

*Insomnia, One Hour Photo og Death to Smoochy er alle tre udkommet på region 2-dvd og kan fås i enhver anstændig dvd-biks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her