Læsetid: 4 min.

Jeg har aldrig lavet en stor film

Steven Soderbergh har villet lave en smuk film med sin fortolkning af sci fi-romanen ’Solaris’, fortæller den amerikanske instruktør, der mener, at hver ny film skal udslette de foregående
27. juni 2003

Steven Soderbergh har villet lave en smuk film med sin fortolkning af
sci fi-romanen ’Solaris’, fortæller den amerikanske instruktør, der mener, at hver ny film skal udslette de foregående

Interview
Steven Soderbergh er trods sine kun 40 år gået fra at være kritikerdarling i Cannes med sex, løgn og video til at blive Oscar-vinder og Hollywood gulddreng med hits som Erin Brockovich, Traffic og Ocean’s Eleven. Han overraskede alligevel både nye og gamle fans ved at kaste sig over en filmatisering af Stanislaw Lems polske science fiction-klassiker Solaris. Ikke mindst fordi Andrej Tarkovskijs version fra 1972 regnes for et mesterværk.
»Jeg synes, at det er interessant at se, hvordan to forskellige filmskabere tolker det samme materiale,« siger Steven Soderbergh, da Informations udsendte møder ham under filmfestivalen i Berlin.
»Det giver publikum en idé om, hvad en instruktør laver. Sådan var det også med Out of Sight, Get Shorty og Jackie Brown, tre meget forskellige film baseret på bøger af Elmore Leonard, som viser, hvordan tre instruktører griber det an. Jeg kan faktisk lide alle tre.«
»Med Solaris mener jeg bestemt, at min film er en anden version af bogen. Vi er to filmskabere, som tager det samme materiale og læser det, vi selv interesserer os for, ind i det. Jeg tror, at Tarkovskij er tættere på bogen, end jeg er, men på samme tid kan man, når man ser hans film og kender hans andre værker, se, at forholdet til forældrene og især faderen er et tema, som dukker op igen og igen.«

Tankekonstruktion
– Jeres film minder faktisk
ikke meget om hinanden, selv om I begge gør brug af en visuel fortællestil, hvor billederne siger mere end dialog.
»Det er en mærkelig ting at sige, men faktisk ville jeg gerne lave en smuk film, helt bogstaveligt smuk at se på. Når jeg tænker på Tarkovskij og Antonioni, så er de jo netop smukke. Lige meget hvad folk så ellers synes om filmene, så kan de blive enige om det. I Solaris fokuserer jeg på ægteskabet og forsøger at gøre Rheya mere markant som figur.«
»I bogen og hos Tarkovskij ser man ikke forholdet, som det var før hendes selvmord. Hun forbliver en ren abstraktion, en idé. Jeg ville gerne illustrere hendes dilemma, for jeg synes, det er lige så interessant som hans. Hun ved faktisk godt, at hun er en tankekonstruktion og er begrænset af hans opfattelse og minde om hende, selvom hun føler sig som et menneske. Spørgsmålet bliver, om hun kan leve med det, og det syntes jeg var en interessant situation. Det er lidt nemmere at forstå hans reaktion, da hans døde kone pludselig dukker op og forfører ham. Det er ikke så svært at sætte sig ind i.«

Vil hæve niveauet
– Gennem det selskab du har sammen med George Clooney, Section Eight, har du sat gang i en lang række film både som instruktør og producer, og det lader til, at du ser efter nye veje at gå hver gang. Hvor meget er planlagt, og hvor meget er tilfældigt?
»Jeg har ingen regler for, hvordan jeg vælger, det er altid meget impulsivt, men til en vis grad mener jeg, at hver ny film skal udslette de foregående. Det er nu engang min måde at tænke på. Man skal ikke låse sig fast, og hvis jeg skal være helt ærlig, så mener jeg ikke, at jeg har lavet en rigtig stor film nogensinde – men jeg har lavet nogle, der var interessante.«
»Til gengæld ved jeg, at jeg i dag er en bedre filmskaber, end jeg var for 13 år siden. Jeg ved mere om mit arbejde, har mere erfaring og flere ideer, end da jeg startede. Jeg kan også realisere dem hurtigere. Men én af grundene til, at jeg gerne vil tage et år fri, er, at jeg gerne vil finde ud af, hvordan jeg kan hæve niveauet, for jeg føler ikke helt, at jeg er der, hvor jeg gerne vil være.«
– Men du har alligevel forstået at udnytte din succes til at prøve noget andet.
»Hvis man ikke er drevet af penge, så er der meget frihed. Men det kommer jo an på, hvad der er vigtigt for dig. Lige meget hvordan folk reagerer på Solaris og Full Frontal, så mener jeg, at jeg positivt udnytter den succes, jeg havde med de tre foregående film til at lave noget, som turde dele publikum.«
»Hvis man bliver besat af at være lettilgængelig, så har man et problem. Jeg tog en chance her og lavede en film, som nogle vil finde kedelig, og det viser, at jeg ikke er bange. Lige meget hvad, så ved jeg, at det er en af de mærkeligste film som er kommet ud fra et af de store amerikanske studier i mange år, og det ser jeg som noget meget positivt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her