Læsetid: 6 min.

Anarki under ordnede forhold

Hvordan man end vender og drejer det, spiller musikken ofte en sekundær rolle på festivalerne, hvis betydning primært er katarsisk og hvis karakter uimodsigeligt dionysisk
26. juni 2003

Festivalkultur
Selv om det oprindelige modkulturelle og idealistiske grundlag for rockfestivalerne forlængst er blevet fast pensum i skolernes historietimer og nu om stunder er afløst af købmandsagtig pragmatisme, er der ikke tegn i sol og måne på at fænomenet har mistet sin attraktion for målgruppen. Når Roskilde allerede før start kan melde udsolgt – med billetpriser på over 1.000 kroner – tør man vist godt konstatere, at Smatten og alt hvad den implicerer af skæg, prøvelser og ballade, stadig udgør en art manddomsprøve for unge mennesker m/k. Hvor ellers fortabe sig blandt 70.000 brogede ligesindede fra den ganske verden, opføre sig stort set lige som det passer én og alligevel være helt sikker på, at der er en samarit lige om hjørnet, hvis man skulle skære sin fod eller forstuve sit håndled som led i de ritualer, umådeholden hælden most i hovedet nu engang fører med sig?
Min 18-årige niece og hendes venner drog således afsted mod Roskilde Festivalen søndag aften (!) for at finde en fordelagtig plads til deres telte. Hun ringede og fortalte med stolthed, at de havde fundet en placering ikke ret langt fra Orange Scene, hvilket fik følgende ord med på vejen herfra, »Så får I ikke sovet ret meget.« Hvortil hun replicerede, »Man tager ikke til Roskilde for at sove.« Og for lige at blive hængende ved min niece et øjeblik; hun er, hvad man populært kalder en poptøs, og når man studerer musikudbuddet på dette års Roskilde Festival, er det svært at få øje på ret meget, der minder om de klange, der normalt kommer inde fra hendes værelse.

Alt det andet
Ikke desto mindre er det alfa og omega for hende at komme derned. Ned på Smatten, hvor livet leves under forhold de fleste af den nuværende regerings så højt elskede normaldanere nok ville betakke sig for. På Roskilde har det normale trods alt og heldigvis stadig vide grænser. Hvilket fører os til den – godt nok på et tyndt grundlag, men bær over med mig – konklusion, at for mange af dem, der valfarter til Roskilde Festival og de mange andre lignende institutioner af samme karakter, spredt ud over det danske sommerland, handler det slet ikke om den musik, der bruges til at sælge varen, men derimod om alt det andet! Og hvad er så det?
Op gennem 80’erne var undertegnede selv del af et fast slæng, som tog til Roskilde hvert år og for hvem det først og fremmest handlede om at få etableret en lejr, hvor man kunne være maksimalt sammen. Med dén som udgangspunkt handlede det derefter om – i en ikke nøjere specificeret rækkefølge – at få udforsket festivalpladsen, drukket bajere, scoret piger, røget fed, mødt nye mennesker, taget noget narko, finde de bedste junkfood-spisesteder, hørt lidt musik, sovet branderter ud, eventuelt få et bad midtvejs og generelt té sig som en sindssyg. Det var ikke bare tilladt, det var meningen, ja næsten en forpligtelse; man tog ikke derned for at gå til bønnemøde, that’s for damn sure, selv om undertegnede engang forvildede sig ind i en kristen
attraktion, hvor han i sin brandert lod sig omvende – for ikke at gøre de unge mennesker kede af det! – og siden på hvidt lærred så hele Korset og springkniven med Pat ’Boring’ Boone som præst. En uforglemmelig aften for en ateist.

Gennemblødt hjerne
Man altså – at slå øjnene op under en teltdug og som det første forsøge at orientere sig om, hvorvidt det var ens egen bivuak, man befandt sig i. Og hvis ikke, hvem tilhørte den så? Hvor var man egentlig? Og hvem? Havde man virkelig scoret, eller var man bare besvimet i fremmede omgivelser? Hvor er nu min hat, hvor er nu min stok? Mine penge? Er der mere at drikke? Har du nogle cigaretter? Hvad med kondomer? Og hvad var dit navn igen? Skal vi ryge morgenfed og være nøgne eller skræmmer min ånde – der kan minde om lige dele åben kloak og hengemt karklud – dig? Bare rolig, så matcher den din! Og hvad så vi så lige for nogle bands i går? Om nogen overhovedet? Havde vi det sjovt? Er ham den store, muskuløse og voldsomt tatoverede fyr, som vælder frem i teltåbningen dér, din faste filejs eller er det bare en venlig sjæl, der syntes, han ville lægge vejen forbi med et par tandbørster, nogle rundstykker, seks Tuborg og tyve Cecil? Jow, det var livet!
Værst gik det i ’87, hvor undertegnedes Sonic Youth-besættelse toppede – Sister hed albummet vist – men hvor han ifølge pålidelige kilder stort set ikke kom ud af teltet, undtagen når der skulle besørges. Det virkede nærmest som om, at hver gang han stak hovedet ud af teltåbningen, røg han lige ind i en chillum, som blev skyllet ned med de rigelige mængder tequila, han havde fyldt sin rygsæk med. Ja, der var faktisk ikke blevet plads til skiftetøj eller andet, der kunne distrahere fra det egentlige. Han så vist lige Iggy Pop ved ankomsten og Echo & The Bunnymen sent søndag aften – men selvfølgelig ikke Sonic Youth – før snuden vendtes hjemad. Resten af tiden gik med at arbejde på at opnå våd for nu ikke at sige gennemblødt hjerne. Og bagskiden varede da også i flere dage, selvom det selvfølgelig var træls bagefter ikke rigtig at kunne fremhæve nogle musikalske highlights fra begivenheden.

Festivalens hjerte
Alt dette ikke sagt for at forklejne den musikalske side af sagen, men lige meget hvor wrapped up man som anmelder er i den side af sagen, skylder man sig selv en årlig visit ud på det T.S. Høeg så rammende har døbt fjernarealerne. Dvs. de campingområder, der omkranser de scener, madboder og
attraktioner, som udgør festivalens hjerte. Det er som at komme til en anden, vildt anarkistisk verden (med sikkerhedsnet!), hvor det myldrer med liv og mennesker, mens alskens minidramaer i ét væk udspiller sig.
Det er både stressende og desorienterende – hvilket nu gælder alt ved Roskilde – men også illuminerende og opløftende. Herude finder man festivalens egentlige brugere – og dens hele raison d’être – der via et anseeligt privatforbrug holder lortet kørende økonomisk, mens de trykker den maksimalt af, og i processen forvandler, hvad der grundlæggende er et ret trist område til noget, der bedst kan sammenlignes med mellemøstens kaotiske og farverige bazarer.
Og dér finder man forklaringen på, hvorfor festivalerne kører videre, år efter år, med en sær, men også logisk inerti. I vores massive oplevelseskultur er det nok bare at være der. Man behøver knap bevæge sig ind på festivalpladsen for at være en del af bevægelsen; formålsløs, jo vist, men sådan som nytteværdien invaderer alting, er der noget både forståeligt og sympatisk over et sted, hvor man bare kan knalde ud. Eller lade være, for den sags skyld. Hvor man som i den gode rocksang kan forsøge at potensere hvert vågent øjeblik, køre det dionysiske trip helt ud, thi lige meget hvor tidligt man ankommer til eller hvor sent man forlader åstedet, så får det en ende på et tidspunkt. Og ikke et ondt ord om de hverdage, der venter forude, men de bliver kun til at holde ud, hvis de som modvægt har lidt årligt tilbagevendende og – trods alt ret velkontrolleret – galskab at læne sig op ad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu