Læsetid: 2 min.

Det andet Polen

I skærende kontrast til det sorgløse liv i Warszawas cafégader, pumpende shoppingstrøg og storcentre udspiller der sig andre steder et helt andet billede af hverdagsproblemer i det største af de nye EU-medlemslande. Information har taget temperaturen på livet i Polens landdistrikter og baggårde
17. juni 2003

Polen officielt
Nøgle-fakta om Polen – det største af de nye EU-medlems-lande og det, der ligger nærmest Danmark:

*Befolkning: 38,6 millioner, størstedelen romersk-katolsk, over en tredjedel af befolkningen bor udenfor de store byer.

*Geografi: 312.700 kvadratkilometer, det vil sige over syv gange så stort som Danmark.
Grænser til Litauen og de russiske Kaliningrad-enklaver mod nordøst, Hviderusland og Ukraine mod øst, Tjekkiet mod syd samt Tyskland mod vest.

*Hovedstad: Warszawa (1,8 millioner indbyggere). Øvrige store byer: Lodz, Krakow, Poznan, Gdansk, Wroclaw og Katowice.

*Politisk: Parlamentets underhus (Sejm) har 460 sæder. Ministerpræsident Leszek Millers mindretalsregering, ledet af hans eget Demokratisk Venstrealliance (SLD), sidder på 209 sæder. De store oppositionspartier samler i alt 205 sæder, mens en række uafhængige grupper af medlemmer, kaldet ’politisk plankton’, sidder på 31 sæder tilsammen. Præsident Aleksander Kwasniewski, hvis post besættes ved et direkte valg, har magt til at udpege ministerpræsidenten og kan i vid udstrækning nedlægge veto mod love.

*Økonomisk: Polen valgte chok-terapien i 1990 efter Murens og planøkonomiens fald. Subsidier blev fjernet, priser frigivet og der blev sat begrænsninger på pengepolitikken og indført skarp kontrol med lønninger for at undgå hyperinflation. I midten af 90’erne havde Polen en høj økonomisk vækst på syv procent om året. Men den økonomiske krise i Rusland i 1998 fik væksten til at falde, og den skønnes i år at blive omkring 2,5 procent.
Den største udfordring for Millers regering er at bekæmpe arbejdsløsheden, som ligger på mellem 18 og 20 procent, samtidig med at Polen skal holde stram budgetdisciplin for at gøre klar til EU-medlemskabet fra 1. maj 2004 og for at kunne komme med i Euroland senere.
Det polske bruttonationalprodukt pr. indbygger udgør 40 procent af gennemsnittet for de 15 gamle EU-lande.

*Historisk: I slutningen af det 18 århundrede blev Polen delt op af Østrig, Rusland og Preussen. Efter Første Verdenskrig blev Polen atter uafhængigt, men blev invaderet af nazi-Tyskland og Sovjet i 1939, da Anden Verdenskrig begyndte. Seks millioner polakker døde under krigen. Da tyskerne var blevet nedkæmpet, og Sovjet-styrkerne rykkede frem, blev kommunisterne installeret på magten. Arbejderopstande blev knust i henholdsvis 1956, 1970 og 1976. I december 1981 indførte general Wojciech Jaruzelski undtagelsestilstand, som varede i 18 måneder, for at få bugt med Solidaritetsbevægelsen, ledet af Lech Walesa. Efter at styret var væltet i 1989, blev Walesa valgt til præsident for de nye, demokratiske Polen i 1990.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu