Nye cder
Alle komponister, selv de største, har måttet lære sig kunsten fra grunden. Det gælder også Johann Sebastian Bach, der i generationer har været genstand for en umådelig beundring og med rette betragtes som baroktidens fuldender. Hans musik bærer i en sådan grad præg af det fuldkomne, at man kan være tilbøjelig til at glemme, at han som alle andre har haft læremestre, såvel direkte som indirekte. En ny cd med musik for cembalo, fornemt fortolket af den talentfulde Carole Cerasi, giver et godt indblik i det musikalske univers, hans kunstneriske udformning udsprang af. Indspilningen rummer værker af ham selv og af flere andre komponister fra tiden før og lige efter 1700. Værkerne stammer fra et håndskrift, det såkaldte Möller-manuskript (opkaldt efter en senere ejer), som Bachs ældste bror, Johann Christoph Bach, udfærdigede.
Denne bror kom til at spille en afgørende rolle for den senere Thomas-kantors udvikling. Begge forældrene døde, da han var dreng, og sammen med en ældre bror, Johann Jacob, kom han i pleje hos den ældste af brødrene, der var organist og gav sin lillebror den første undervisning. Efter endt skolegang drog Johann Jacob til Sverige, og da det blev Johann Sebastians tur til at stå på egne ben, flyttede han til Lüneburg. Her lærte han organisten Georgs Böhms kunst at kende, og gennem ham stiftede han desuden bekendtskab med den musik, den gamle organist Johann Adam Reinken i Hamburg var blevet kendt viden om for.
Det er værker af netop disse to mestre foruden af bl.a. Lully og Händels lærer, Friedrich Wilhelm Zachow, der tillige med en lille håndfuld ungdomsværker fra
Bachs hånd medvirker såvel til at belyse et af udgangspunkterne for hans musik som til at kaste lys over de første skridt i hans karriere som komponist. Indspilningen slutter med den ret sjældent hørte Capriccio over en elsket brors bortrejse BWV 992, måske skrevet i anledning af Johann Jacobs afrejse til Sverige.
Just i Sverige, et par århundeder senere, blev Carole Cerasi født af tyrkisk-jødiske forældre. Hendes interesse for cembaloet blev vakt allerede i syvårsalderen, og hun studerede hos en række af samtidens førende kunstnere på instrumentet. Hun har optrådt både i koncertsalene rundt om i Europa og i pladestudierne, hvor hun bl.a. har indspillet musik af de franske clavecinister. Som hendes nye cd med musik fra Möller-manuskriptet viser, evner hun at variere klangen af det instrument, der af nogle opfattes som ensformigt. Medvirkende til denne berigelse af lydbilledet er ikke mindst, at hun til indspilningen har anvendt to forskellige instrumenter, begge i øvrigt kopier af cembali fra første halvdel af 1700-tallet. For yndere af cembalomusik fra den tid er indspilningen i høj grad anbefalelsesværdig.
Forfinet kunst
Blandt de franske clavecinister indtager François Couperin en fremtrædende plads i cembalomusikkens historie. Sine 27 suiter kaldte han ordres for at understrege forskellen mellem den traditionelle suite med dens stiliserede dansesatser (allemande, courante, bourrée osv.) og de karakterstykker, hans egne suiter hovedsagelig består af. Det er forfinet kunst, især kendetegnet ved et højt udviklet system af forsiringer, som det overlades den udøvende at fortolke, og musikken er i udpræget grad skrevet med henblik på cembaloet og dets særlige klanglige egenskaber og spilleteknik.
Mens det i 1800-tallet og langt op i 1900-tallet var almindeligt at opføre baroktidens klavermusik på et flygel, som er et helt andet instrument med sin egen mekanisme og sine egne udtryksmuligheder, har cembaloet siden Wanda Landowskas banebrydende indsats i begyndelsen af forrige århundrede været det naturlige medium til værker fra denne periode. Alligevel foretrækker nogle at indspille Couperins
ordres på et Steinway-flygel, sådan som pianisten Angela Hewitt gør det i en serie, der skal omfatte alle 27 samlinger. Den første, netop udsendte indspilning omfatter nr. 6, 18 og 8. Musikalsk er fortolkningen upåklagelig, men klangligt lader jeg mig ikke overbevise om, at de franske clavecinister skal spilles på andet end et cembalo.
Mere respektfuldt
Baroktidens opera har været længere end andre perioders musikdramatik om at nå frem til de skrå brædder og til pladetallerkenen, og det er der flere årsager til. Dels har genrens regelmæssige vekslen mellem handlingsbærende recitativer og følelsesskabende arier nok umiddelbart virket ensformig og dramatisk stillestående på mange, dels har fortidens udbredte skik med at lade kastratsangere optræde i alle mulige roller, mandlige så vel som kvindelige, været en alvorlig anstødssten.
Mens man tidligere prøvede at overvinde vanskelighederne gennem forkortelser og overspringelser i partiturerne og ved at lade mandlige roller besætte med tenorer og basser, er det i nyere tid blev almindeligt så vidt muligt at respektere komponisternes intentioner, også selv om det betyder, at en så viril skikkelse som hærføreren, statsmanden og forfatteren til Gallerkrigene, Gajus Julius Cæsar, bliver fremført af en sopran.
Her i landet oplevede vi det med opsætningen på Det Kgl. Teater af Händels opera Giulio Cesare in Egitto, hvor rollen blev fremstillet af kontratenoren Andreas Scholl. På Archivs nye indspilning af samme værk er det en sopran, Marijana Mijanovic, der lægger stemme til. Sammen med hende høres bl.a. Magdalena Kozená som Cleopatra og Anne Sofie von Otter som Sesto.
Les Musiciens du Louvre spiller på historiske instrumenter, og ensemblets grundlægger, Marc Minkowski, har den musikalske ledelse. Optagelsen, der er foretaget live fra en koncertopførelse i Wien, følger partituret ret nøje, dog ikke uden udeladelser: Cleopatras arie i 1. akt »Tu la mia stella sei« er ikke med. Udførelse er levende, afvekslende og rig på nuancer, som bl.a. kommer til udtryk i sangernes evne til at ændre stemmeklang og diktion. Især bemærkes det i Cleopatras store og smertefulde arie Se pietà non senti i 2. akt, hvor Magdalena Kozená bruger et i mine ører alt for voldsomt vibrato, som man ellers ikke hører i resten af partiet. Sandsynligvis i god overensstemmelse med datidens opførelsespraksis bliver korafsnittene sunget af alle solisterne sammen. Archivs nye indspilning af Händels Giulio Cesare er et overbevisende eksempel på, at barokoperaen for alvor har fået en renæssance.
*J. S. Bach and the Möller Manuscript. Carole Cerasi, cembalo. Metronome MET CD 1055
*François Couperin, Keyboard Music 1. Angela Hewitt, klaver. Hyperion CDA67440
*Georg Friedrich Händel: Giulio Cesare [in Egitto] HWV 17. Marijana Mijanovic (Cæsar), Magdalena Kozená (Cleopatra) m.fl. Les Musiciens du Louvre, dir. Marc Minkowski. Archiv Produktion 474 210-2
