Læsetid: 4 min.

Braget der udeblev

Med så lidet anmasende navne som Coldplay, Blur og Cardigans anbragt på Orange Scene sent fredag og lørdag aften udeblev Roskilde Festivalens store klimaktiske og fællesskabsforløsende koncerter fuldstændig
30. juni 2003

Roskilde 2003
Også i år var musikudbuddet på Roskilde Festivalen overvældende. Også i år måtte der løbende skrues ned for ambitionsnuveauet mht. hvad det var muligt at overkomme. Også i år styrtede man fra Herodes til Pilatus for at få det hele med – indtil trætheden med ét meldte sig og krævede time out. Og også i år virkede en hel del af de kunstnere, Deres udsendte opsøgte på sin evige vandring i de samme cirkler, som om de var fuldstændig malplacerede, hvad angik enten tidspunkt eller scene – eller begge dele. Tag nu f.eks. Portishead forsangeren, Beth Gibbons, der har begået et stilfærdigt, midnatsblåt og atmosfæremættet album, som skabt til de små timer.
Gibbons optræden på Odeon fredag faldt helt til jorden grundet et tidspunkt – kl. 18. – hvor rammerne for den stemning, hun forsøger at fremmane, var alt andet i orden. Havde arrangørerne for alvor lyttet til musikken på hendes album, kunne de have sagt sig selv, at den ikke ville gøre nogen god figur i den ualmindeligt oppiskede markedspladsstemning, der hersker på pågældende tidspunkt.
Det var i hvert fald fuldstændigt umuligt for denne signatur at hengive sig til de musikalsk forfinede stemninger, som udgik fra scenen i al larmen, varmen, trafikken og det stærke lys, der gav det hele et skær af italiensk markedsplads. Hvilket skam kan være hyggeligt nok, men så måtte man også tage konsekvensen og forlade koncerten efter et par numre, thi det grænsede masochismen at blive hængende. Ærgeligt.
På samme måde kom Coldplays i øvrigt stilfærdigt velfunderede koncert på Orange Scene fredag nat ved 1-tiden mere til at fungere som en art lukker-og-slukker event end det store forløsende brag oven på en LANG dag på Smatten. At frontmand Chris Martin kan skrive klassisk velsiddende popsange i et ikke ligefrem selvfølgeligt krydsfelt mellem The Beatles, Echo & The Bunnymen og Radiohead er for længst konsensus, men det forhindrer ikke Coldplay i at være et af denne verdens mere kedelige bekendtskaber på en koncertscene. Der er så LIDT gang i foretagendet, at mængden højst kan manes til at stå og svaje lidt fra side til side, og selv om der er rig mulighed for at synge med på de iørefaldende sange, løfter det sig aldrig rigtig op i de højder, vi véd en koncert på Orange Scene på det tidspunkt kan nå. En på alle måder forglemmelig oplevelse.

Så hellere TV-2
Det samme gentog sig så sateme TO gange i træk lørdag aften, hvor hhv. Blur og Cardigans var sat på kl. 22.30 og kl. 1 om natten. Uhyre sympatiske orkestre begge to, dygtige til det de gør, etablerede navne på popfirmamentet og bla-bla, men de store samlende kræfter lørdag aften/nat på Orange Scene? No way! Jeg havde godt nok aldrig troet, jeg skulle udsige følgende, men her kommer det: Så hellere D:A:D eller TV-2 – ja, sågar Gnags havde været bedre, for Christ’s sake! – eller nogle andre festoriginaler.dk, der kan få lortet ud over rampen, folket op ad hullerne, luften ud af lungerne i form af pivfalsk alsang og i processen fremmane den der store, svajende og befriende fællesskabsfølelse og bare ’party hard, dude!’ … så ’bring on the motherfucking dancing horses – or none at all!!!’

Kolos på lerfødder
Skal Orange Scene bestå, må arrangørerne satengaleme tage skeen i den anden hånd, før den ender som den kolos på lerfødder, den nu har truet med at forvandle sig til i føje år. Det må være muligt at ramme en højeste fællesnævner, der ikke samtidig lyder som om, at nu er det altså sengetid, venner. Hej – vi er ikke kommet for at blive puttet, vi er kommet for at blive vækket! Og som Metallica suverænt beviste torsdag, kan det altså godt lade sig gøre. Tre fejlcastinger på festivalens største scene på nogle af dens allermest afgørende tidspunkter, det er bare IKKE okay.
Som landet lå forlod Deres udsendte begge koncerter efter en små 40 minutter, thi selv om de såmænd fungerede fint nok musikalsk på hver deres egen underspillede måde, var der et eller andet helt galt med både placering og tidspunkt.
Hvor mange, der for alvor var modtagelige for Blurs finurligt excentriske og bevidst kontrære britrock på pågældende tidspunkt, får stå hen i det uvisse, men denne signatur drev i stedet over på Odeon, hvor bandet med det lovende navn Chicks On Speed om ikke andet så i hvert fald trykkede den af, så man atter kom i tanke om at det VAR lørdag, festivalens sidste store aften og nat. Chicks On Speed er måske nok en ’one-trick pony’ – tre hvide piger, der råberapper det bedste, de har lært, henover en primitiv, men velsiddende præindspillet technobacking – men de passede i det mindste fint til både tid og sted. Det var så mere end man kunne sige om tre af festivalens hovednavne.

*Coldplay, Orange Scene, fredag
*Blur + Cardigans, Orange Scene, lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her