Læsetid: 5 min.

Buenos Aires kalder Bertel

Har udlændingeloven fået sommerkuller? Er japanere særligt vestlige? Og hvorfor kan min argentinske nabo med italiensk pas lettere bosætte sig i Danmark end jeg? Svarene kender Bertel Haarder. Måske
25. juni 2003

KOMMENTAR
BUENOS AIRES – I nat havde jeg et mareridt. Min gravide argentinske kone, vores to-årige datter og jeg ankom til Kastrup Lufthavn med kufferten fuld af gaver og forventninger til sommerferien med vores danske familie i København og Jylland. Som det faktisk sker på søndag. I mareridtet var anledningen ikke dansk daseferie, men den hjemvendelse til mit fædreland, som er på programmet inden for en overskuelig årrække. Og det er en alvorlig ting i et blandet ægteskab skal jeg hilse og sige.
For vores hjemby Buenos Aires er fantastisk. Vores datter stortrives i daginstitutioner, der strutter af Argentinas engagerede serviceattitude, og min kone studerer på universitetet. Harmoni i den lille familie er næsten enhver familiefars drøm. Nuvel. Personligt har jeg som korrespondent og dermed udlandsdansker mine op- og nedture i forhold til mit værtsland. Hvem har ikke det selv som fastboende dansker i Danmark? Men for at stoppe dagdrømmeriet og komme ind til kernen af mareridtet, så stoppede to politimænd os halvvejs mellem gaten og paskontrollen.

’En vestlig kultur’
»Hvor er hun fra,« spurgte de og nikkede mod min kone, der som hovedparten af argentinerne er kulsorthåret og ikke uden charme selv efter 18 timers flyvetur.
»Argentina,« svarede jeg, hvorefter de to unge betjente bladrede i en lille bog.
»Følg med herind,« sagde de og tog os med ind i et bagkontor.
Der bad de om at se alle relevante dokumenter i forbindelse med min kones opholdstilladelse. Vielsesattest, vores datters dåbsattest og hele sagsbehandlingen. Sagen, som betjentene omtalte vores indrejse, og som den fuldmægtige på det danske konsulat i Buenos Aires konsekvent havde gjort, var i virkeligheden ikke afsluttet. For selv om vi havde søgt i god tid og havde oversat alt det, den danske stat krævede, så havde Udlændingestyrelsen ikke kunnet give et definitivt svar. Problemet var, at min kone hverken er dansker eller borger i et andet EU-land. Og havde hun, som det står i Bertels Haarders nyeste såkaldte opblødning af udlændingeloven pr. 1. juli 2002, været fra USA, Canada, Japan, Australien eller New Zealand, så kunne de danske myndigheder have lempet lidt på bureaukratiet. For så er hun, som det eksplicit er formuleret i Bertels tiltag, fra en vestlig kultur, hvorfor hendes adgang til danernes rige bør lettes.
Undskyld mig. Siden hvornår er sushi, risbrændevin og indbyggerne i solens rige – respekt for det og dem – del af vestlig kultur, havde jeg dengang spurgt konsulatets fuldmægtige, der overhørte spørgsmålet. Derfor undlod jeg også dengang at gå ind i en dybere diskussion af, hvorfor jeg mener, at argentinere og flere latinamerikanske folkeslag er mindst lige så (lidt) vestlige med deres sydeuropæiske rødder. Men det ville jo også være en forfordeling. Så der i lufthavnspolitiets bagkontor forklarede jeg, mens vores datter i øvrigt havde mistet tålmodigheden i ventetiden på at gense farmor og farfar, at jeg som udlændingeloven befaler havde deponeret 50.000 kroner i garanti for min kone, købt ejerlejlighed og havde forhåndstilsagn på et godt lønnet job i København.
Og Gud ske tak og lov for at min kone er over 24 år. Ellers havde der slet ikke været nogen kære mor. Det springende punkt var vores samlede tilhørsforhold til Danmark.

To år mere til Argentina
»Du er 32 år, men har været ude af landet siden 1999, og din kone har boet 27 år i Argentina. Det giver 28 år til Danmark og fire plus 27 år til Argentina,« sagde betjenten som en gentagelse af hastefaxen fra Udlændingestyrelsen et par uger tidligere på konsulatet.
»Men min datter er født i København,« sagde jeg og erkendte straks brøleren.
»Ja, men hun udvandrede fem måneder gammel, hvorfor det giver to år mere til Argentina,« sagde den anden betjent.
En halv time og flere opringninger senere krammede vi mine forældre i ankomsthallen. Men min kone og jeg skulle stå skoleret den førstkommende hverdag på det lokale kommunekontor, hvor en sagsbehandler ville tage en samtale med os og uden tvivl tjekke, om vores kærlighed lugtede af arrangeret eller endda formelt ægteskab.
Drøm eller mareridt, husker jeg, at jeg tænkte inde på kontoret. I bakspejlet forstår jeg, at det, jeg gennemlevede som et mareridt, måske i virkeligheden var Bertel Haarder & Co’s drøm. Hvordan ellers forklare, at min argentinske nabo her i Buenos Aires qua hans italienske pas og dermed EU-borgerskab uden problemer kan bosætte sig i Danmark med sin kone fra langtbortistan. Mens jeg ser blandede svensk-egyptiske, spansk-tyrkiske og endda dansk-amerikanske ægteskaber slippe lettere ind i mit fædreland end jeg med min argentinske kone. Moralen er... Ja, hvad er den egentlig Bertel Haarder?

Bryllup uden bagtanker
Og nu du er i gang, kan du så ikke svare mig på, hvorfor jeg skal punge 50.000 kroner ud og vise bevis for en bolig, der ikke er fremlejet? Ved du ikke, at det er svært at komme hjem til det københavnske boligmarked, hvorfor rigtig mange af dine hjemvendte landsmænd begynder i en fremleje. Hvad siger du? At det er vedtaget med politisk flertal. Jo tak, det gør det i disse Irak-tider ikke mere rigtigt eller for den sags skyld demokratisk. Og jo, jeg har hørt dig sige, at de nyeste lempelser for statsborgere fra de ovennævnte fem såkaldte vestlige lande er lige så uskyldige som Danmarks normale visumregler.
Se kære Bertel. Der er det lige netop, at du underspiller din regerings politik og det signal, du sender til mig, min kone og vores lille halvblodsdatter. For jeg og min familie er jo som indvandrere og flygtninge ikke på turistrejse til Danmark. Vi er kommet for at slå rødder i den danske muld. Men nuvel Bertel og Anders og Bendt og Pia. Jeg indrømmer, at jeg hin 1999-dag faldt pladask for hendes kulsorte hår, smækre røv og kække argentinske attitude. Og at vi giftede os uden at tænke på den kommende udlændingelovs kriterier. Ligesom du, kære Bertel, vel gjorde det engang i de lykkelige 1960’ere med din kone.
Det var dengang, Bob Dylan sang The times are a’changing. Og Bob er faktisk en af mine favoritter. En anden vigtig ting, Bertel. Danmark er et umådeligt smukt og umådeligt lille land. Min generation opvokset i 1970’erne og 1980’erne har uden tvivl set mere af verden end din generation. Og jeg er sikker på, at min generations kommende politiske beslutningstagere ikke viderefører en lov, der i disse globale og grænsenedbrydende tider lukker landet for borgere, der med mod på livet har fundet det et andet sted end på vores 43.000 kvadratkilometer. Og til tider tænker jeg på, hvem der er den mest udanske af os to?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her