Læsetid: 4 min.

Digitale profetier

Dave Douglas’ nye cd ’Freak In’ er den mest vitale blandt nye udgivelser inden for den elektroniske jazz, også repræsenteret af Erik Truffaz, Dhafer Yussef og en cd-kompilation fra Universal
19. juni 2003

Nye cd’er
På bare 10 år har den hyperaktive amerikanske trompetist Dave Douglas (f. 1963) etableret sig blandt de mest toneangivende moderne jazzmusikere med en række plader, der bærer præg af både stor stilistisk bevidsthed, musikalsk nysgerrighed og engagement i bl.a. jødisk klezmer, orkestrale avantgarde-projekter og elektrisk jazzfusion. The Infinite hed sidste års fremragende, tætspillede plade med simrende Fender Rhodes, grooves og lange soli, der knyttede an til Miles Davis sene 60’er-epoke. Med Freak In træder Douglas frem i forreste linje af tidens elektroniske jazzbølge. Davis’ rockjazz (bl.a. Bitches Brew og Jack Johnson) ligger som en anet understrøm i musikken. Brugen af tablas sørger for en østlig tone, og det hele knyttes sammen med brug af tidens nye beats og sampling-teknikker.
Det er blevet en kraftfuld plade med en kontant Joey Baron bag trommerne og højspændt elektrisk guitarspil af Marc Ribot, hakkende junglebeats, elektronisk lydarbejde og keyboardklange i lag af Jamie Saft og Craig Taborn. Douglas selv og saxofonisterne Seamus Blake og Chris Speed improviserer boppede soli. Musikken er skabt i en spontan og ofte vildtvoksende atmosfære, et overbevisende bud på dristig jazz midt i en samplertid.

Storbydrømme
En anden trompetist er den fransk-schweiziske Erik Truffaz, hvis kvartet drevent blander elektriske og akustiske instrumenter foruden loops og retro-effekter som wha-wha, ekko- og rumklange. Også for Truffaz er Miles Davis en reference især i hans bløde, kølige trompetspil. Han har med sin faste stab, Marcello Giuliani (bas), Marc Erbetta (trommer) og Patrick Muller (keyboards), bl.a. på Bending Corners (1999) med held dyrket en modalt baseret jazz med køligblå, tilbagelænet hiphop-atmosfære og stemningsfuldt trompetspil uden den store dybde. En afvekslende nordafrikansk og arabisk tone blev føjet til på Mantis (2001). Nu foreligger så The Walk Of The Giant Turtle, der genindfører groovet og den storbydrømmende iscenesættelse. Denne gang med en mere aggressiv energi, der bl.a. på et nummer som »Scody Part II« tager form af skurrende, syret rock. Ellers er her mere af den samme natmørke puls og stemning, som er gruppens fælles force. Som solist har kapelmester Truffaz dog fortsat begrænset vingefang.

Skuffende profeti
Den unge tunesiske oud-spiller og sanger Dhafer Youseef kreerede et af årets mest interessante fusionsplader i 2001 med cd’en Electric Sufi. Han gjorde på én gang ouden – den arabiske lut – og elementer af arabisk folkemusik til en del af en moderne lyd sammen med bl.a. trompet, elektrisk guitar og elektronisk bearbejdede lydspor. Læg dertil gode kompositioner og levende sammenspil. Youssefs nye plade, Digital Prophecy, er derfor imødeset med betydelig spænding. Og skuffer desto mere.
Youssef har denne gang vendt sig mod Norge, hvorfra den stærkeste samlede tendens inden for jazz og electronica udgår i disse år. Samarbejdet med bl.a. Eivind Aarset (guitar, electronics), Bugge Wesseltoft (keyboards), Rune Arnesen (trommer, programming), Reidar Skaar (mix) og på et nummer trompetisten Nils Petter Molvær, har resulteret i en dystert pulserende, ambient og bl.a. trip hop-inspireret arabisk etnojazz, gjort af tunge drømme og prætentiøs religiøsitet.
De soniske iscenesættelser er alle hørt før på soloplader med Molvær og Aarset. Den hypnotiske og tyktflydende rytmestrøm lyder først spændende, men bliver snart ensformig. Nogen afgørende styrke er der heller ikke i de modalt baserede oud- og bansuri-soli, og Youssefs sangstemme er ofte selvsmagende i sin anglen efter at levere dyb kunst.

Fattig på spontanitet
Nu-jazz er en af betegnelserne for den nye bølge af jazz under indflydelse af bl.a. technomusik, nye beats og computergenererede lyddesign, der især siden slutningen af 90’erne er udgået fra Europa og har udfordret vore opfattelser af, hvad jazz er. Med en dobbelt-cd har Universal kompileret et udmærket udvalg med navne fra Norge, Tyskland, England, Holland og Finland. Der fokuseres på den rytmisk håndfaste, klub- og danse-prægede jazz og electronica. Mere eksperimenterende og avantgarde-prægede navne som f.eks. norske Supersilent er ikke med.
Der gives dog et godt overblik med bidrag fra i sammenhængen uomgængelige navne som Nils Petter Molvær, Jaga Jazzist, Eivind Aarset, Bugge Wesseltoft, no Jazz og Julien Lourau. Noterne er oplysende og præcise. Fra et kunstnerisk synspunkt er det betegnende, at musikken ofte er rig på spændende lyddesign, pumpende atmosfære og repetitioner, men fattigere på spontanitet og improvisatorisk satsning.
Kvaliteten svinger fra bl.a. tyske Rinne Radios oppustede maskintomgang til sammensmeltninger hos Eivind Aarset, Laurent de Wilde og N. P. Molvær, der skaber spændende, stærkt stemningsladede lytteoplevelser i egen ret. Samlingen er ikke blot for interesserede jazzlyttere, men for enhver der seriøst følger den rytmiske populærmusiks nyeste tendenser.

*Dave Douglas: Freak In (Bluebird 9026 64008 2)
*Erik Truffaz: The Walk Of The Giant Turtle (Blue Note 5031440)
*Dhafer Yussef: Digital Prophecy (Enja 94392)
*Nu-Jazz (2-cd. Universal 039 121-2)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu