Læsetid: 4 min.

Drama til det sidste

Real Sociedad snublede søndag mod Celta i den spanske fodboldliga, og Real Madrid kan løbe med mesterskabet på søndag
17. juni 2003

Fodbold
En drøm blev knust og en anden blev født i søndags, da den baskiske klub, Real Sociedad, tabte 3-2 på udebane til den lyseblå galiciske klub, Celta.
Den baskiske klub, der med stor succes har blandet spillere fra San Sebastians opland i Guipúzcoa med dygtige fremmedlegionærer fra Rusland, Montenegro, Tyrkiet, Holland og Norge, måtte med nederlaget afgive førstepladsen til
Real Madrid. Søndagens nederalag kan være Sociedads endelige farvel til drømmen om at blive spansk fodboldmester, men i Celta kan galicerne puste glade toner i sækkepiberne, fordi de efter seks års lige ved og næsten endelig har kvalificeret sig til Champions League.
De perifere regioners klubber har i deres indbyrdes kampe svækket håbet om, at den spanske fodboldorden vendes på den anden ende i år. Magtens gamle orden truer med at sætte sig igennem, for det ser alligevel ud til at blive en af de store traditionsrige klubber, der får guldet; nemlig den spanske kongeklub, Real Madrid.

Imperial Ronaldo
Her søndag viste kongeklubbens brasilianske angrebses, Ronaldo, sig fra sin farligste side, og i lokalopgøret mod arbejderklubben Atletico Madrid scorede han to gange og førte Real Madrid til en firemålssejr. Ronaldo var ’imperial’, som flere spanske aviser skrev igår. I ordene kunne man næsten høre suset fra en guldstøvle. Den franske immigrant, fodboldgeniet, Zidane, og de andre kosmopolitiske indvandrere på Real Madrids hold akkompagnerede Ronaldo – og selvfølgelig hele Spaniens Raúl – så alt gik op i en højere enhed. Holdet har nu to points forspring til Real Sociedad på andenpladsen, og Real Madrid kan selv afgøre mesterskabskampen med en sejr på søndag, når de på hjemmebane tager imod Bilbao-klubben, Athletic.
Der er masser af symbolpolitik i den kamp. For Real Madrid handler det ikke i høj grad om at redde æren i en sæson, hvor drømmen om den tiende europæiske mestertitel blev udspillet af Juventus i Champions League-semifinalen. Real Madrid har i sin 101 år lange historie været spansk fodbolds økonomiske og politiske centrum. Et år uden en eneste titel – i pokalturneringen blev de også slået ud – føles ved siden af Real Madrids bugnende vitrineskab som en imperial ydmygelse. Selv klubbens ellers så afholdte træner, Vicente del Bosque, har i de sidste par uger talt om, at det måske slet ikke er sikkert, at han kan fortsætte i klubben. Kan man ikke føre et hold med en perlerække af topstjerner fra international fodbold til guld og ære, så er det ud af vagten i Real Madrid.

Fodbold i nationen
På søndag skal de hvideklædte derfor kæmpe for æren – og det spanske guld – mod den baskiske nationalismes sidste tilbageværende fodboldbastion. Athletic er styret af en nationalistisk præsident fra det baskiske nationalistparti, PNV, og han holder fast i klubbens gamle princip om kun at bruge såkaldt rene etniske baskere som spillere. Godt nok er tyskeren Jupp Heynkes træner, men PNV har siden dets stiftelse i 1895 haft et slægtskab med Tysklands gamle romantiske nationalisme, så ’tyskeren’ føles ikke så fremmedartet for dem. Altså så længe hovedpersonerne på grønsværen fortsat er baskere.
I sæsonstarten så det fatalt ud for Athletic, der fra nede fra bundens kulde måtte se op med misundelse på det mere kosmopolitiske Real Sociedad fra San Sebastian, der nød solen på førstepladsen i månedsvis. Men stædigt og møjsommeligt har Athletic kæmpet sig op på en sjetteplads, der giver ret til at spille med i næste års UEFA-cup. Efter weekendens 3-2 sejr hjemme mod Deportivo fra La Coruña har det baskiske hold nu to point ned til F.C. Barcelona på syvendepladsen, der håber til det sidste på, at de kan erobre den UEFA-givende sjetteplads.
Det er ikke usandsynligt, at Barça atter redder æren i sidste runde og overhaler Athletic, der får svært ved at hente point i Madrid. Katalanernes modstander på søndag er Celta, der jo har fuldbyrdet sæsonens store mål og ikke kan drømme om andet end sommerferie.
Imens er en slags revolution på vej i FC Barcelona. Her søndag blev den 40-årige advokat, Joan Laporta, valgt til ny præsident for den traditionsrige katalanske klub med 53 procent af stemmerne bag sig. For fem år siden stod han i spidsen for rebellerne, Elefant Blau, der forsøgte at få væltet den daværende præsident Nuñez, og nu har han fået magten over et truende konkursbo. Laporta har kokketeret med, at han vil købe superstjernen David Beckham, men Beckham er vist mere interesseret i Real Madrid. Den ambitiøse Laporta drømmer dog om, at han med indkøb af to-tre topstjerner kan bringe Barça – og nok så vigtigt for ham, Katalonien – op i den globale første række. »Visca el Barça y visca Catalunya«, som Laporta råber. Også for ham er fodbold og national politik to sider af samme identitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her