Læsetid: 3 min.

Eliten skummer fløden i Afghanistan

Forskellen mellem rig og fattig i Kabul er blevet større og tydeligere, efter at genopbygningsfasen er gået i gang
5. juni 2003

Kløfter
TOKYO – Vidt forskellige verdener har længe kollideret i Kabul, og det er denne storbys og det fattige Afghanistans måske største ulykke.
Kabul er som Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, var engang. Et symbol på magt eftertragtet af krigsherrer, en omstridt ø af relativ velstand omgivet af gudsforsagte landdistrikter, hvor tiden er stivnet i primitiv undertrykkelse og religiøst-ideologisk snæversind.
Kabul oplever nu sin femte ’befrielse’ på 25 år, og historien gentager sig. Sejrherrenes propaganda kører i samme spor, og de, som blev i byen og hærdedes af alle årene med krig, spørger sig nu, om det mon bliver så meget anderledes denne her gang.
Mange af dagens problemer kommer fra de store forventninger om fred og genopbygning, som opstod efter Talebans fordrivelse. Mere end 1,5 mio. flygtninge er vendt tilbage fra lejre i Pakistan, de fleste uden penge og ejendele. Tusindvis af afghanere, som havde held til at udvandre til USA og Vesten, inden murene rejste sig, og som fik succes i eksilet, er også kommet tilbage. I Talebans tid var Kabul opdelt i to verdener: Mændenes og kvindernes. I dag er der kommet adskillige nye verdener til, og de økonomiske kløfter er hurtigt uddybet.
Det er et samfund med udmærkede internetopkoblinger, men med et elendigt fungerende telefonssystem. På gaderne ruller hvide Landrovers og luksusbiler rundt i stort tal, mens vejnettet uden for Kabul er i bedste fald ru-dimentært.
I den afghanske hovedstad kan man købe frosne rejer og hummere i kilovis, hvis man ellers kan betale, hvad det koster at holde sin fryser i gang.
Nye hoteller – et af dem fra luksushotelkæden Hyatt Regency – er under opførelse, og behov for dem alle er der naturligvis.
En million mennesker bor i dag under samme eller endnu elendigere forhold end i flygtningelejrene. Mange af dem, som stod krigstidens lidelser igennem, er i dag blevet hjemløse, efter at huslejerne er gået i vejret med raketfart. I dag renoveres og bygges der primært med udlejning for øje til enten udlændinge eller rige repatrierede, der får lov til at betale omtrent samme ågerpriser, som det ville koste dem i Tokyo.

Eliten forrest i køen
Genopbygningen skal også skaffe arbejdspladser til Af-ghanistans mange ledige. Men hidtil er det de hjemvendte fra Vesten og eliten, som har skummet fløden. Velklædte mænd – mange af dem uddannede lærere, dyrlæger eller læger – står i kø for at få job som bilchauffør, vagt eller kontorist ved FN’s forskellige organer, som betaler op til 200 dollar om måneden, 7-8 gange mere, end hvad en statsansat afghaner tjener. De lokale myndigheder lokker hverken talenter eller entusiaster til.
I grunden har ikke meget forandret sig. Herskerne har ændret hovedbeklædning fra turbaner til pakols, den særlige tadsjikkiske hue, som krigsherren Massoud gjorde til den helt store modedille. Hovedbeklædningerne bidrager til indtrykket af, at fundamentalismen består. Skæggene er blevet trimmet en smule, men dufter ofte stadig af religiøs fanatisme. Kun en lille minoritet af kvinder har kastet burkhaen. En bølge af nye skønhedssaloner har dog indført nye vurderinger og øgede modsætningen.
Mullaherne ligner sig selv fra Talebans tid og misbruger fortsat islam. Og fortsat har BBC flere lyttere i Afghani-stan end noget andet sted i verden: Der findes ganske enkelt ikke andre kilder til at få vide, hvad der sker i landet.
»Vi har fået friheden tilbage, men den fylder ikke mange maver,« skriver Javed, en ung mand, jeg mødte i flygtningelejren Shamshatoo i Pakistan for to år siden.
Mange tror dog endnu på, at det vender til det bedre. Dette her kan være sidste chance.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her