Læsetid: 8 min.

Om at elske sin dårlige samvittighed

Smid ungerne ud og tænk på dig selv. Underforstået – det har de betænksomme rådgivere selv gjort. Og hvor det dog kører for dem
13. juni 2003

Qlummen
I løbet af ganske kort tid er jeg blevet taget kærligt i skole af op til flere kvinder. Det sker heldigvis ikke sjældent, men denne gang ramte de mig på et ømt punkt. De ville indskærpe mig, at tiden nu var inde til at smide børnene ud af reden.
»Du skal tænke mere på dig selv,« lød budskabet. (Underfor-stået Det gør jeg selv med god samvittighed).
Det har jeg så tænkt meget over. Og bortset fra at mine døtre for den stores vedkommende er absolut moden til frihed i alle dimensioner, ikke har boet hjemme det sidste år og derfor flytter helt frivilligt, så snart vi kan etablere en praktisk løsning, så vil jeg her og nu gerne slå et slag for omsorgen. Sådan i bred almindelighed. For det er jo det alment interessante i historien: At vi nu som kvinder skoser hinanden for at interessere os for andre end os selv. Vores nærmeste eksempelvis.
Jeg er med på, at omsorg kan være ’for meget’, omklamrende og dårlig pædagogik. Jeg er klar over, at omsorg ikke skal forveksles med servicering. Jeg er med på, at nogen kvinder binder mand og børn til sig, fordi de er skrækslagne for at stå på egne ben. Jeg mener heller ikke, at børn skal bo hjemme, til de er 22, og at den største omsorg måske er at hjælpe dem hjemmefra, så de kan lære at klare sig selv. Men hvad med lige at tage det roligt. Jeg er personligt så pas på voksne, der under dække af stribevis af søforklaringer undlader at tage følelsesmæssigt ansvar for de børn, de selv har valgt at få.
Og:… Er der noget, jeg ikke synes, man skal give køb på, ja, så er det lige præcis omsorg som livsholdning. Hvor umoderne den størrelse end er lige nu. Og hvor tæt forbundet begrebet end er til den gamle og for mit vedkommende mestendels kasserede kvinderolle.

For nogle år siden blev det pludselig moderne i hvert fald i princippet at støtte ansættelsen af kvindelige ledere. Det blev betonet i bl.a. videnskabelige undersøgelser, at kvindelige ledere tilførte arbejdspladsen et stærkt savnet element af omsorg. Folk fik det simpelthen bedre af, at nogen havde øje for deres trivsel. Synspunktet er desværre aldrig slået igennem i praksis. Og siden er det mit indtryk, at omsorg er blevet et stadig mere latterliggjort og overflødiggjort begreb. Hvilket hver dag understreges af arbejdsmarkedets underbetaling af mennesker, der har gjort omsorg til deres lønarbejde – pædagoger eksempelvis.
Jeg glemmer aldrig, da jeg for år tilbage, da ny løn havde gjort sin entre, interviewede en række mennesker om fænomenet. Og en fællestillidskvinde for pædagogerne i en omegnskommune på Vestegnen udmalede for mig, hvordan ny løn fungerede i praksis. Som hun sagde: Den pædagog, der ud af et ægte overskud samler områdets daginstitutioner til et fælles teaterprojekt, kvalificerer sig dermed også til et (ny) løn-tillæg. Mens den pædagog, der bliver hjemme i institutionen for at yde lille Brian – søn af to narkomaner i betonen på Vestegnen – den omsorg, der skal sætte ham i stand til at overleve en ekstrem skidt start på livet – ikke får en krone. Er det en god ordning, spurgte hun – uden selv at være i tvivl om svaret.
Hun fortalte mig ved en anden lejlighed, at hun – når kuldet er i svømmehallen – er tæt på at få lyst til at drukne hele bundtet, fordi de alle sammen på skift skriger »Se mig!« »Se mig!« Vi taler her om børn, der ikke bliver set derhjemme, fordi forældrene heller aldrig er blevet set (fået omsorg). Hun ville aldrig drømme om andet end at bakke selv den mest snotnæsede umulius op. For vi har nu engang alle sammen brug for at blive set for at opleve at være nogen. Vi har alle sammen brug for at blive bekræftet for at lade os overbevise om, at vi er noget værd.

Jeg er i stigende grad i tvivl om det meste her i livet, men ikke om, at mennesker har brug for omsorg. Jeg er heller ikke – overhovedet – i tvivl om, at vi devaluerer begrebet såvel som den faktuelle indsats, fordi det passer ind i den moderne livsstil. Det må vi holde op med. Det er min påstand, at mennesker, der ingen omsorg får, enten går ned eller bliver mere kølige, end godt er. Ligesom det er min påstand, at mennesker bliver rarere af at få lov at yde omsorg. . Ikke at vi alle sammen altid har kræfter til at yde omsorg i det omfang, der kaldes på den. Men enhver, der har tilføjet sig selv den dybe glæde at være årsag til, at et andet menneske – stort eller småt – går mere afklaret, lettet eller modigt ud i tilværelsen, ved, hvad jeg taler om. Man føler sig nyttig. Man føler sig klog. Man føler sig ekstremt glad ved at være blevet brugt. At yde omsorg er at bygge mennesker op.

Men i kurs er det ikke. Da denne avis 12. maj omtaler en klimaundersøgelse i telegiganten TDC, fremhæver journalisten Sandy French berettiget og meget opmuntrende for os andre, at virksomhedens kvindelige ledere er mere værdsatte end de mandlige. Men – viser det sig – ikke fordi de er gode/bedre til at udvikle medarbejderne eller tage menneskelige hensyn i det daglige. Pointene scores på mandlige egenskaber som kontanthed og beslutsomhed. Dette at være god til at fortælle medarbejderne, hvad lederen forventer og være god til at træffe – som det hedder – ’de nødvendige beslutninger.’ Jeg vil personligt nødig have en leder, der ikke har de nævnte egenskaber – jeg ser bare gerne, at de kvindelige ledere tilføjer chefgruppen egne værdier. Så de kvindelige ledere udnytter deres potentiale til at gøre en forskel. Men er situationen fortsat, at vi som kvinder kun kan gøre os på arbejdsmarkedet, hvis vi overtager mændenes måder at agere på? Det ser sådan ud. Og det er ikke godt nok.
Jamen er rigtige kvinder omsorgsfulde?
Nej, ikke nødvendigvis. Alle mennesker – også mænd – skulle meiner meinung nach opdrages til og belønnes for at yde omsorg. Realiteten er bare, at omsorg har været udgrænset til den traditionelle kvinderolle. Men det gør den ikke mindre værdifuld. Eller kassabel.
Lad os blive i pædagogverdenen. Forleden læste jeg en yderst interessant artikel i en ny bog Mænd og omsorg, redigeret af en af mine heltinder, lektor ved RUC, Katrin Hjort (og Steen Bogø Nielsen). I bogen fortæller Jo Krøjer, der er ph.d.-stipendiat, om en undersøgelse, hun har gennemført blandt socialpædagoger med fokus på henholdsvis kvindernes og mændenes rolle på institutionerne (for handicappede og børn). Konklusionen er, at de mandlige pædagoger er højst værdsat, men ikke for at yde omsorg. Den kan de nemlig sagtens slippe af sted med ikke at yde – uden at blive upopulære.
Eftersom institutionerne tilstræber at ligne et hjem så meget som muligt, synes holdningen blandt pædagogerne at være, at i Et Ordentligt Hjem er der både brug for Den Gode Mor og for Farmand (Jo Krøjers betegnelser). Pædagogerne overtager således i vid udstrækningen de traditionelle kønsroller – ikke mindst kvinderne, der ifølge materialet ubevidst sætter lighedstegn mellem ’den gode kontaktpædagog’ og Den Gode Mor. Forventninger, der hverken stilles til eller indfries af de mandlige pædagoger. Tværtimod ses Farmand i Et Ordentligt Hjem ikke som omsorgsgiver – og slet ikke af kvinderne. Mandlige pædagoger kan således sagtens – i et omsorgsfag slippe af sted med ikke at yde omsorg.
Blandt socialpædagoger accepteres det således, at de mandlige pædagoger spiller rollen som traditionel Farmand. Det betyder i praksis, at de som regel påtager sig de ’vilde’, fysiske opgaver. Og ofte for praktiske opgaver (som at lave mad), men på den anden side også har svært ved at komme til at yde den omsorg, der har fået nogen mænd til at vælge faget.
Forklaringen er, at de kvindelige pædagoger er meget opmærksomme på, at de selv har en tendens til at gå over stregen med hensyn til at yde (for meget) omsorg – altså til at yde en grad af omsorg, der opfattes som forældrenes opgave. Overskrides normen, opfatter de kvindelige pædagoger selv indsatsen som uprofessionel. Forskeren hæfter sig i øvrigt ved, at socialpædagogerne i undersøgelsen definerer deres faglighed udelukkende negativt – altså på hvad der ikke er professionelt. Og det er bl.a. alt det, der som omsorgsarbejdet er særligt kvindeligt. Summa summarum: Mændenes arbejdsopgaver får automatisk højstatus – en tendens, der ifølge amerikanske forskere går igen i
alle kvindefag: Blandt sygeplejersker, lærere og bibliotekarer.
Vi devaluerer med andre ord som kvinder selv omsorgen til at være noget ikke-professionelt. Selv hvor den bliver givet, fordi den
ellers ikke bliver ydet.

Forleden var der så igen en af de her forskrækkelige tv-
udsendelser, som portrætterer karrierekvinder overfor såkaldte hjemmegående. Endnu engang fik vi serveret sammenstødet af argumenter, så som at ’tage problemerne i opløbet’ ved at være der, når børnene kommer hjem fra skole. Overfor ’Snakke? Det kan man da lige så godt gøre ved middagsbordet om aftenen.’ Jeg vil for min del tilføje, at jeg regner med, at mange hjemmegående læser flere interessante bøger og tænker flere selvstændige tanker, end jeg har tid til.
Skulle vi ikke anerkende, at det godt kan være, at vi foretrækker at arbejde hele dagen, mens børnene er små – at vi måske oven i købet tilmed mener at være i vores gode ret til at gå i teatret såvel som i fitnesscentret. Er et frirum måske ikke enhver voksens ret? Hvordan skal man ellers bevare sit gode humør og ditto udseende? Men – hvem er det lige – ud over os selv – der har gavn af den prioritering?
Man skal gøre det for sig selv, der er nødvendigt. Men med hensyn til eksemplet ’små børn’ ville det efter min opfattelse pynte svært at droppe den misforståede ret til eget liv. Og erkende, at det indimellem kan være nødvendigt at lade børnene være i institution langt ud på dagen frem for i selskab med en nærværende far eller mor. Men at det aldrig er lige så godt for barnet. Tag ansvar for din egen prioritering. Drop snakken om kvalitetstid – se situationen i øjnene og gør, hvad du kan for at kompensere og balancere regnskabet til fordel for børnene.
Dårlig samvittighed er ikke på mode. Alle ugeblade skriver om, at vi skal smide den væk – jeg vil gerne hylde den dårlige samvittighed. Jeg er vild med min dårlige samvittighed. Jeg er ven med min dårlige samvittighed – det er jo den, der holder mig på sporet. Den, som sørger for, at jeg til stadighed konfronterer min selvoptagethed med mit ansvar for at være et ordentligt menneske. Længe leve den dårlige samvittighed. Længe leve omsorgen. Og husk, at den giver, hvad den tager. Og ofte mere til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her