Læsetid: 3 min.

Farverne under huden

Rockklassikere fortolket hudløst og nytænkende af Maria João,mens svenske Josefine Cronholm viser tysthedens styrke på sin anden plade med gruppen IBIS
5. juni 2003

Nye cd’er
Den portugisiske sangerinde Maria João er næppe særlig kendt herhjemme, skønt højt respekteret i sit hjemland, hvor hun har udgivet adskillige plader i et eksperimenterende grænseland mellem jazz og folklore. Fra midten af 90’erne endda med Verve i ryggen og i samarbejde med pianisten og arrangøren Mário Laginha og prominente verdensnavne som bl.a. Dino Saluzzi og Ralph Towner på Fábula (1996) og Trilok Gurtu og Wolfgang Muthspiel på Cor (1998). Lige disse plader frisatte ikke João’s sangmæssige kvaliteter med deres mærkeligt ubevægende musik inklusiv hendes enerverende, ordløse vokaltirader.
En helt anden støbning og retning har Undercovers, hvor João – endnu en gang i parløb med Laginha – folder sig ud som en fremragende nyfortolker af en række mere eller mindre klassiske rocksange af bl.a. Beatles, Beach Boys, Stevie Wonder, Tom Waits, Joni Mitchell, U2, Sting og Björk.
Her er ikke tale om at score nemme point via en række af populærmusikkens greatest hits. Snarere har João i de slidstærke melodier og ord valgt et materiale, som hun med sit orkester levendegør med stor idérigdom i et fælles felt med semi-akustisk jazz og alternativ pop/rock.

Blomstrende
De stramme sangformer klæder João. Hendes stemme kombinerer lillepigens sarte uskyldighed med en skarp, intens nuanceringsevne, der vidner om moden kvindeidentitet og bringer hende i familie med Björk og Anisette. Man befippes først af hendes evne til at gøre sangene til sine egne. Siden opdager man, hvor elegant mange af de i alt 16 sange er iscenesat af Laginho (klaver, el-piano) sammen med Mário Delgado (guitar), Yuri Daniel (bas), Helge Norbakken (perkussion) og Alexandre Frazão (trommer) lejlighedsvis med hjælp fra strygere og Miguel Ferreira (computer programming).
Perler er en sugende smuk udgave af U2’s moderne tvivlerbøn »Wake Up Dead Man« og Matthews og Ballards’ »We´ll Be Just Beginning (When The World Ends)«, der veksler mellem spændstig, fritvoksende jazz i versene og brændende rock i omkvædene – en nervepirrende dramatisering af sangens transcenderende undergangstema. Også Tom Waits »Tom Traubert’s Blues«, Joni Mitchells »Both Sides Now«, Carlos Jobims »Este Seu Olhar« og Brian Wilsons »God Only Knows« står stærkt. Lad så være, at visse skæringer er knap så interessante.
Undercovers fremstår under alle omstændigheder som en farverig udgivelse af de sjældne.

Længslernes hotel
Dragende atmosfære og personlighed finder man også på den svenske sangerinde Josefine Cronholms Hotel Paradise – hendes anden cd i eget navn med gruppen IBIS, der fortsat tæller Flemming Agerskov (trompet), Henrik Sundh (tangenter), Thommy Andersson (bas) og Lisbeth Diers (percussion). Pladen er et skridt fremad for Cronholm i forhold til Wild Garden (2001), der alt i alt var for stillestående og indadvendt.
Cronholms sange udfolder sig fortsat i et køligt aftenland, hvor melankolien, savnet og eftertænksomheden hersker, og hun fremfører stadig sine koncentrerede lyriske tekster med usentimentalt nærvær.
Men musikken er blevet mere stringent i form og melodik, og Henrik Sundhs og Agerskovs brug af grumsede og ind imellem elektronisk manipulerede lyde tilføjer et vigtigt element af mystik og farlighed. Orkestret tonesætter sangene smukt og enkelt, og Agerskovs trompet bevæger sig som en fugl i glideflugt over Cronholms stemme.
En kølig skandinavisk jazztone forenes med amerikansk singer/songwriting bl.a. med ekkoer i retning af Rickie Lee Jones, men også med træk fra sydamerikansk folkemusik.
Særlig attraktiv er den latinsk farvede natstemning på »Silent Moon« og »Shadow«, der langsomt stiger i intensitet. Anmelderens personlige favorit er dog »Wings«, hvor den smukke melodi rammer rent i hjertekulen med rustik rytmisk bund, Sundhs simrende Rhodes-spil og (igen) Agerskovs følte messingspil, der løfter Cronholms sungne ord op og ud: »You´ll get wings so you can fly away«.

*Maria João & Mário Laginha: Undercovers (Universal/Emarcy 064 428-2) www.mariajoao.org

*Josefine Cronholm: Hotel Paradise (Stunt 03082)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu