Qlummen
På mandag afgør Østre Landsret en meget omtalt voldtægtssag: Fem mænd står anklaget for at have voldtaget en 25-årig studerende pige i en baggård på Frederiksberg.
Som historien er fortalt, falder pigen på gaden i snak med en af mændene, der deltager i en julefrokost for bygningsarbejdere. Hun går med indenfor, og historien udvikler sig således, at fem mænd har sex med hende i gården. Voldtægt, mener hun. Frivilligt, mener de.
Byretten frikendte alle fem, da pigen angiveligt ikke protesterede, eller ikke protesterede nok, og iøvrigt havde erfaring med den slags. Kort efter sin frifindelse blev én af de fem unge mænd pikant nok dømt i Silkeborg for deltagelse i en gruppevoldtægt. Her var pigen dog en uerfaren skolepige, og retten antog, at hun næppe, som mændene påstod, frivilligt var gået med til bl.a. analsex.
Voldtægtssager er et dobbelt mareridt: For kvinder, der som andre mennesker færdes i offentlige rum, også om natten, og for mænd, som kan få deres liv ødelagt af en voldtægtsdom, der reelt forhindrer dem i nogensinde at få andet end forefaldende jobs.
Og hvad kan man lære af disse gråzonevoldtægter?
Det kan virke mærkeligt, at kvinder og piger ikke altid får sagt tydeligt fra eller bakket ud, lige før en situation udvikler sig truende. Og ikke mindre underligt, at mænd kan gejle sig selv og hinanden op til at tro, at det virkelig er dødlækkert for en kvinde at gøre det med fem fremmede mænd udendørs i syv graders frost.
Søger man på nettet, breder ens undren sig over et kæmpestort antal hits på ordet voldtægt. Nogle fører til adresser på modtagelser og krisecentre, men langt de fleste til hjemmestrikket udseende sexhistorier, f.eks. under www.sexnoveller.dk.
Beretningerne kan let affærdiges som 15-årige drenges uskadelige seksuelle fantasier, hvis ikke det var fordi mange af historierne fuldstændig ligner en scene-for-scene-drejebog til et gang bang (i øvrigt siges så mange som hver femte vold-tægt nu at være en gruppevoldtægt).
Som nu denne fortælling, Valbyparken, lagt ud af hanibal. Historien beskriver i jeg-form et natligt overraskelses-baghold, hvor to mænd skal overfalde hans fortællerens kæreste Mette i parken.
Hun ved ikke, hvad der venter hende, men har indvilget i under ingen omstændigheder at sige et ord:
»efter lidt blød knepperi sagde jeg til henrik,grunden til at vi søgte en med en stor pik var at hun skulle sønder kneppes.må jeg ta hende hårdt spurgte han??/ det er meningen, sagde jeg til henrik.
mette nærmest skreg og knyttede sine hænder af smerte.tårene trillede ned ad hendes kinder men hun sagde ikke stop.«
Regn selv resten ud: Alle klichéer og faste kameraindstillinger fra pornoens domæne er til stede (stavningen er den originale, og historien er valgt blandt adskillige næsten tilsvarende).
Mest overraskende i præcis denne historie er måske mændenes indbyrdes regibemærkninger: Mændene har, trods deres liderlighed, overblikket og det er dem, der gør noget. Kvinden er det umælende objekt, hendes stumhed er et genkommende træk i fantasinovellerne. Kvindens eneste ydre livstegn ud over det smerteligt eller lystfyldt? fortrukne ansigt, den forvredne krop og de knyttede hænder, er afgivelse af kropsvæsker.
Den stumme, passive kvinde, der udsættes for lidt af hvert, har en påfaldende lighed med mænds forklaringer i voldtægtssager (som jeg kender dem fra avisernes referater): »Hun sagde ikke stop, hun protesterede ikke, hun græd lidt. Jo, måske gjorde det ondt, men hvordan skulle jeg/ vi kunne vide ?«
Som kvinde er denne form for kvindelig reaktion nemt at leve sig ind i: Over for en fnisende overmagt af måske berusede du-kajoli-det-mænd, vil en kvinde trække sig ind i sig selv, indtil det hele er overstået, simpelt hen lade som om det sker for en helt anden, et helt andet sted, på et helt andet tidspunkt
Men kan bagefter ikke altid selv forstå, hvordan hun kunne forholde sig så passiv, endda spille med (så går det som bekendt hurtigere).
For mændene er det klart, hvad voldtægts- og gang bang-fantasierne handler om, dominans og kontrol. Måske fordi, mandlig overlegenhed ikke er så selvskreven, som den har været. Ganske mange mænd vil i løbet af deres levetid møde kvinder, der er kvikkere end de selv. Og hvad er så federe end at tænke sig disse elegante og rapkæftede damer fastbundet til fire sengestolper med deres egne trusser proppet i munden?
Men der er stadig langt fra fantasi til virkelighed. Folk spurter jo normalt ikke ud og voldtager, fordi de har læst den slags på nettet. Voldtægt er ikke et nyt fænomen, og selv om vikingerne ikke læste pornohistorier på internettet, dannede byens kvinder næppe begejstret kø, når nordboerne uvaskede og døddrukne lagde an ved en lille irsk by.
Et gennemgående træk ved nettets sexhistorier (nej, jeg har ikke læst dem alle) er faktisk, at de ikke er nemme at blande sammen med virkeligheden. De er fortalt med en mærkeligt kølig og stiliseret lystighed, som kan minde om stilen i klassiske engelske kriminalromaner. Her segner ofrene jo om i stribevis med cyankaliumfråde om læberne, men det er overhovedet ikke uhyggeligt. Ganske enkelt, fordi offeret er en nødvendig rekvisit, som man afskæres fra at identificere sig med. Det er underholdning, og det er langt ude.
Derfor er det faktisk ikke særligt indlysende for almindelige mænd at lade sig inspirere af sådanne fortællinger. Så lidt som elskere af Agatha Christies bøger almindeligvis eksperimenterer mere med arsenik på deres arveonkler end andre.
Problemet ligger i, at de mest uerfarne og menneskeligt isolerede mænd og drenge, der måske også ellers har svært ved at forstå andre menneskers signaler korrekt, på nettet billigt og nemt kan gøre sig bekendt med historier, hvor en kvindes tårer og stumhed er tegn på ikke rædsel og smerte, men lyst.
Som sagt, sådanne fejl begås nok især af (unge) mænd, der mangler fornuftig (mandlig) voksenkontakt.
Så måske bør strafferetten ikke altid være endestationen for de kvinder og mænd, der havnede i en seksuel situation, som den anden part misforstod. Måske skal der noget andet til f.eks. tilbud om regulær oplysning og psykologisk rådgivning.
Retten kan kun udnævne en vinder eller en taber i sagen, blandt andet med den omkostning, at parternes advokater søger at skandalisere hinanden. Retten kan ikke tage stilling til de nuancer, der får en kvinde til stadig at føle sig krænket, selv om hun bør erkende, at hun kunne have båret sig klogere ad. Eller som får en mand til gentagne gange at rode sig ud i situationer, der krænker og vanærer andre.
For det kan jo lade sig gøre: Som en helt ung mand forklarede i en interviewbog om ungdomskultur, jeg læste fornylig:
»Det skuffede mig lidt, at pigerne ikke var lige så liderlige i virkeligheden som på pornofilm, men
«. Man kunne høre det skæve smil mellem linjerne, og det lød heller ikke som om skuffelsen havde frataget ham hans seksuelle appetit. Virkelighedens piger var vel også ligesom mere livlige.
