Læsetid: 5 min.

FCK var bedst da det gjaldt

FCK slog AGF 4-1, mens Brøndby tabte 3-4 i Silkeborg
23. juni 2003

Fodbold
Over hjørneindgangen til Mimers Bodega på det københavnske Nørrebro hang et FC København-halstørklæde i storfamilie-længde – med begge ender nedad. Det var en klar kontrast til den lyd af forventning, der indhyllet i FCK-sange og bægerklang, skyllede ud af det ydmyge lokale i gå-afstand fra Parken. Men var tørklædet, der hang med begge ender, alligevel et dårligt varsel en times tid før kick off til sæsonens sidste kamp mod AGF, som FCK bare skulle vinde for at blive dansk mester 2003?
Nej!
Tvivlen blev blæst til side allerede to minutter efter, at Kim Milton Nielsen havde fløjtet op i Parken, hvor 37.582 tilskuere fyldte den nationale fodboldarenea – og hævede FCK’s imponerende hjemmebanegennemsnit på godt 22.000. Ikke fordi FCK havde ’garnet’, men fordi Silkeborgs nedrykkere havde fået bolden i nettet mod rivalerne fra Brøndby. 1-0 til jyderne, det var bare lige det, der passede FC Københavns mange fans, der i timevis havde skrålet:
»Jeg vil hellere dø end bo i Brøndby!« Så er det poetiske niveau li’som angivet.
Det var kun lidt bedre med det fodboldmæssige, idet Brøndby tabte 3-4 til Silkeborg efter tidligt at være kommet bagud 0-2.
I Parken kneb det for AGF, der uden sine to tungeste midtbanespillere, Brian Steen Nielsen og Mikkel Bo Jensen ikke var nogen match, for de vordende Danmarksmestre.
Okay, de forsvarede sig da tappert, knægtene fra Smilets By, men de var aldrig nogen reel udfordring for FC København, der allerede under opvarmningen havde virket mere beslutsomme end beklemte ved den sværeste af alle opgaver: Bare at skulle vinde mod et hold, der ikke har noget at spille for.
AGF reddede livet i Superligaen på forrige uges to 1-1 kampe mod Midtjylland og Esbjerg, fordi Silkeborg samtidig tabte til Viborg og OB. Omvendt er der jo en grund til, at storklubben fra landets næststørste by for sjette år i træk har ligget og rodet rundt i nedrykningszonen, selv om ambitionsniveauet og traditionen er til at spille om medaljer.
Holdet og de enkelte spillere har i denne sæson ikke præsteret nok. Og det er spørgsmål om den veltalende træner, Poul Hansen, er den rette mand for AGF.

Årets spiller
Det er meget godt, og vigtigt, at en – toptræner kan begå sig i medierne, og det kan den sympatiske Poul Hansen. Men for en træner, der i en vis udstrækning har fået de spillere, han gerne ville have – det er vel kun FCK’s Hans Backe, der i så henseende har været bedre stillet – har Hansen fået for lidt ud af det potentiale, som mange kendere kan se i AGF. Personligt synes jeg, at der er for langt mellem snapsene – og inden FCK i 2. halvleg kørte AGF helt ned, havde der kun været meget spagfærdige jyske forsøg på at svare igen.
Det er ikke ambitiøst nok, hvad GF’erne præsterer. Det er for viljeløst!.
For selv om det sluttede med klasseforskel og legestue, så var FCK undervejs til at tale med, når koncentrationen svigtede, og der blev spillet lidt for smart i forsvaret.
Fremad banen lagde FCK et massivt tryk på gæsterne – igen med Peter Nielsen, som styrmanden, der både dirigerer og gearer spillet. Uden den 35-årige eks-professionelle, der foreløbig blot har kontrakt til nytår, fordi han vil have friheden til at stå af, hvis han får nok af fodbold, havde FCK været ilde stillet i et turbulent forår. Det kulminerede med påskekrisen, hvor FCK både tabte til Silkeborg ude og hjemme til AaB. Forståeligt, at FCK’s fanklub inden sæsonens sidste kamp hyldede den tidligere Fremad Amager-, Lyngby- og Borussia Mönchengladbach-mand som årets spiller.
Han var mester med Lyngby tilbage i 1992, om det var sjovere at vinde denne gang kunne Peter Nielsen ikke sige, men »denne gang bliver det sjovere bagefter, for i aften er der tid til fejre. For 11 år siden skulle jeg møde i Vedbæk klokken 11, fordi jeg næste dag skulle med landsholdet til EM i Sverige,« sagde Nielsen med sit skæve smil.
Ifølge FCK-anføreren har mestrene et godt hold, der kan gøre sig i Europa i den kommende sæson – med lidt i held i lodtrækningen: »Vi er jo ikke faldet, heller ikke fra hinanden, selv om vi har haft problemer i dette forår. Vi er blevet stående, det viser vores styrke,« sagde Peter Nielsen.

Målene
Det har anføreren ret i – illustreret af et forår, hvor et forspring på ni point til Brøndby blev sat over styr, men hvor FCK i sidste ende scorede mere end rivalerne fra Vestegnen – og vandt titlen med fem point afstand.
Det lykkedes i forrige uge, hvor FCK på et overtidsmål af Hjalte Nørregaard vandt 1-0 på Brøndby stadion. Og så i går, hvor unge Nørregaard som hjørnesparker lagde op til de to første FCK-mål sat ind på hovedstød af Bora Zivkovic (18) og Todi Jonsson (41) til pauseføring 2-0. Syv minutter efter pausen øgede Nørregaard selv til 3-0 på et fladt skud, da et passivt AGF-forsvar lod ham komme på skudhold. 4-0 blev det på straffe begået mod Mykland og sat ind af Thomas Røll (79), mens AGF’s supertalent af en angriber, ynglingespilleren Morten Duncan Rasmussen fik lov at pynte på resultatet til 1-4 to minutter før tid.
Dermed illustrerede FCK, hvad topidræt i al sin vanskelige enkelhed går ud: At være bedst, når det gælder.
Det var holdet i ’DM-finalen’ i onsdags mod et Brøndby-hold, der på den ene side virkede for fikseret på at sikre det ene point, og hvor for mange af de unge på den anden side fik gummiben, da det gjaldt. Det gjorde det mere rutinerede FCK-hold ikke, da det gjaldt.
»Nogen har overset, at vi den seneste måned har fået flere point end Brøndby. Det var tidligere på sæsonen, at vi satte forspringet over styr – med lavpunkt i påsken, hvor vi tabte til Silkeborg og AaB. På det tidspunkt var jeg bekymret, for det vi ydede i de kampe, var for dårligt – også fordi vi fik et par dumme udvisninger,« sagde sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm i går, da spillerne havde fået guldtrøjerne på og svingende pokaløl i støvleglas og mandecigarer i Fidel Castro-længde.
Det var fortjent.
FCK træder ind i anden af tre kvalifikationsrunder til Champions League mod vinderen af det maltesiske hold Sliema Wanderes og Skontor fra Riga i Letland. Brøndby, Farum, OB og Esbjerg skal spille UEFA Cup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu