Læsetid: 4 min.

Ikke flere sjusser i Downing Street

Før Blair kom til magten, leverede den britiske pop- og rockscene tungt kulturelt skyts mod den konservative regering. Nu er det Blair, som kulturlivet selv hjalp til magten, der står for skud
20. juni 2003

(2. sektion)

Færdig som popstar
Halshug de konservative og hele den kongelige familie. Stem på Labour!
Citatet stammer ikke fra en ældre grundbog for engelske anarkister og revolutionære, men derimod fra en af de utallige takketaler, som Noel Gallagher holdt, da Oasis blev overdænget af musikpriser i det herrens år 1996. Det var den gang, da Storbritanniens mest toneangivende popstjerner nærmest var ved at falde over hinanden i deres iver efter at vise, hvor meget de bakkede op omkring Tony Blair. Manden, som de gerne så som landets kommende premierminister. Den konservative regering havde størstedelen af de britiske pop- og rockstjerner nemlig aldrig haft noget hjerteligt forhold til.
Elvis Costello sang f.eks. om, hvordan han håbede, han ville leve længere end Thatcher, så han kunne få mulighed for at danse på hendes grav, mens Morrissey fra The Smiths fantaserede om Thatchers vej til skafottet.
I 2003 er alt imidlertid tilbage ved det gamle. Blair har nået thatcherske højder, hvad hadefulde poptekster angår. George Michael (manden, som i de glade Wham tider og tidlige solistår leverede det ene lækre soundtrack til det muntre og sorgløse yuppie-liv efter det andet) fremstiller nu Blair som en tåbelig og magtliderlig skødehund, som logrende og savlende kæmper om at blive Bush’s skødehund. Sangen hedder i øvrigt Shoot the Dog.
Det hele begyndte ellers så godt. I forsøget på at opbygge en ny patriotisme, som især kunne appellere til de unge, satte Tony Blair en hær af medierådgivere til at udtænke et koncept, som skulle sætte Storbritannien på en kulturel foryngelseskur. New Labour og New Britain skulle bygge på rockmusik, mode, lækkert design og nye, friske ideer. Ikke tweedklædte gentlemen, som taler om cricket og vejret, og nydelige damer i twinset, der drikker Five O’Clock Tea, afholder kirkebazarer og klipper roser.
I 1994, tre år inden Blair blev premierminister, var han begyndt at vise sit ansigt ved rockbegivenheder. F.eks. holdt han en tale ved rockmagasinet Q’s årlige prisuddeling, hvor han udbasunerede, at »rock’n’roll ikke kun er en vigtig del af vores kultur. Den er en vigtig del af vores liv og en overordentlig vigtig del af vort lands fremtid!«
Det var nye ord og toner for Storbritanniens unge, som var vant til at høre den daværende premierminister, John Major, lovprise »varme øl, grønne forstæder, hundeelskere og gamle frøkener, som cykler til gudstjeneste i morgendisen.« For rockfolket var det ikke svært at vælge side op til valgkampen mellem Major og Blair. De kvitterede ved at bringe plakater af Tony Blair i musikbladene, som var han en anden rockstjerne.

Tony Blair blev formand for Labour seks uger efter, Blur udgav albummet Parklife, som blev det egentlige startskud til britpop bølgen, hvor britisk pop kom tilbage på verdenskortet. Blur stod for et særligt ærkebritisk udtryk med cockneyaccent og arbejderklasseromantik garneret med en solid portion social indignation. Blur blev opfattet som stolte fornyere af en britisk poptradition, som hidtil havde været modkultur i forhold til de veletablerede samfundsinstitutitioner. Et udtryk, der både inkorporerede tradition og fornyelse, var lige netop det signal som Tony Blair og spindoktoren par excellence, Peter Mandelsson, ønskede at sende til deres vælgere.
Damon Albarn, frontfigur i Blur, blev inviteret til møde med Labours partitop, da man ønskede at forhandle direkte med Blur om, hvordan de kunne sælge »det glade budskab« til deres fans. Blur var i første omgang beærede over denne opmærksomhed.
Dernæst kontaktede Mandelsson Alan McGee, som var manager og pladeselskabsdirektør for bl.a. Oasis. Fra at have været et syrehoved fra den glasgowske undergrund blev han nu forfremmet til uofficiel rådgiver for den kommende regering om, hvad der var cool – og hvad der ikke var!
Op til valget i 1997 blev de gamle arbejdersange til partimøderne erstattet af Boo Radleys Wake Up Boo, mens den officielle kampagnesang blev det hårtdpumpede popnummer Things can only get better. Rockbranchen vejrede morgenluft!
Efter Tony Blair i 1997 blev premierminister, holdt han samme sommer et cocktailparty i Downing Street, hvor han personligt takkede alle de pop- og rockstjerner, som havde støttet ham økonomisk såvel som moralsk under valgkampen. Blur var ikke at finde på gæstelisten. Damon Albarn var nemlig blevet rasende på Labour, da han inden valget fandt ud af, at de ønskede at skære voldsomt ned på budgettet til ungdomsuddannelserne. Desuden ville Labour fjerne musik fra skoleskemaet, og var det måske ikke rockmusikkens succes, som Blair havde haft så travlt med at nasse på?

Mick Hucknall fra Simply Red og Jarvis Cocker fra Pulp fulgte hurtigt trop. Førstnævnte havde ellers planlagt at skrive en ny »arbejderhymne«, men da han konstaterede, at der måske var mere image end substans i Blairs ønske om at være fornyer, skrinlagde han planerne.
Jarvis Cocker udtalte følgende til Sunday Times i foråret ‘98: »Blair skuffer mig dybt. Faktisk meget mere end den konservative regering gjorde. I deres tilfælde kunne man jo kun forvente, at det hele var snyd og humbug. Jeg troede faktisk, at Blair havde mere format og mere på hjerte end hule budskaber om, at det er cool at være britisk!«
Selv musikpressen, som tidligere havde bragt plakater af Blair følte sig bedraget. NME ryddede hele forsiden i foråret i ’98 med et billede af Blair. Men i stedet for at hylde ham som ungdommes politiker, citerede de Sex Pistols med ordene: »Ever get the feeling you’ve been cheated?«
Blair vågnede op til den politiske virkelighed og erkendte, at der skal mere til end at hænge ud med popstjerner for at vinde de unge vælgere. Selv unge forstår som regel, at form og indhold ikke nødvendigvis er det samme. Det er efterhånden lang tid siden, man har set en popstjerne til festerne i Downing Street.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu