(2. sektion)
Den ideologiske overbygning til den 50. Venedig Biennale er blevet modtaget med en blanding af ligegyldighed og irritation. For, lyder kritikken, det er ikke
længere farligt at være subversiv
Kulturdebat
Venedig Biennalen kan beskrives som den politiske tilstand i Washington: Ganske vist er der en præsident på toppen og to partier, der organiserer mangfoldige synspunkter i to letaflæselige blokke. Og alligevel sættes agendaen ofte af andre: af særinteresserne, lobbyisterne og organisationerne. Sådan er det også med biennalen: På toppen af det hele sidder den italienske tilrettelægger, Francisco Bonami, med en vision og en plan. Men så kommer alle kunstnerne og kuratorerne og krikkerne, hver med deres ambition, og gør mere eller mindre som det passer dem. Derfor kan det virke enten lidt komisk eller også blot tiltrængt, at Bonami har givet årets biennale titlen Beskuerens diktatur. Som regel og således også i år er der nemlig ikke nogen og da slet ikke publikum der dikterer noget som helst.
Venner af familien
I 1997 kunne biennalen fejre sit 100 års jubilæum, og igen år er der noget rundt at fejre: biennale nummer 50. I sig selv en lille sejr sådan at overleve det 20. århundredes fluktuerende kunstscene. Og så endda som et af de væsentligste samlingspunkter for samtidskunsten. Som kunstkritikeren William Packer tørt konstaterer i Financial Times: »Om ikke andet er biennalen en overlever«
Venedig Biennalen er vokset betydeligt med årene. Oprindeligt foregik det meste inden for murene om Giadini di Castello-haven. Rundt om den store centrale pavillon, der husede en international, kurateret udstilling, stod de nationale pavilloner, der var kernen i biennalen. Sådan er det sådan set stadig bare større. Nye nationer dukker op ved siden af de erfarne, og udstillingen strækker sig i dag langt ud over haven. Den mest prestigefyldt pris, Den Gyldne Løve, tildeles stadig til den bedste nationale pavillon, men ellers er det, som om fokus er skiftet væk fra de nationale pavilloner og over til den centrale udstilling, de mange underudstillinger og til alle de kunstnere, der mere eller mindre bare dukker op og trænger sig på, finder uopdagede hjørner af Venedig.
»Biennalen ville ikke være biennalen uden de nationale pavilloner, men efterhånden står de lidt som de der onkler og tanter og venner af familien til en reception, der underholder sig selv, blandt sig selv. I mellemtiden er det den centrale udstilling, med sin kurator og sin tematik, der er blevet hjertet i biennalen,« skriver William Packer.
Og det er netop det centrale tema Drømme og konflikter Beskuerens diktatur der skiller vandene i de europæiske aviser. Nogle er begejstrede over den alt andet end underspillede politiske tematik, andre finder det prætentiøst og uden
pointe.
Ikke imponeret
»Francisco Bonami undslipper elegant et specifikt kuratoriske ansvar ved at deklarere at hans biennale er en udstilling af udstillinger og ved at give plads i haven og udenfor til en række separate udstillinger med egen kurator og eget team. Han understreger yderligere øvelsen med sin biennales undertitel Beskuerens diktatur, der kan koges ned til: Uanset hvad kuratoren måtte have af håb eller intentioner, er vi, beskuerne, stillet over for værkerne i sidste ende på egen hånd,« slutter Packer, hvis foreløbige yndling på årets biennale er den iranske kunstner Ghazels anekdotiske videoværk, Me.
I The Guardian er Adrian Searle til gengæld alt andet end imponeret over den ideologiske overbygning, der giver associationer til sidste års Documenta i Kassel.
»Venedig Biennalen har altid en eller anden løs teoretisk overskrift, og tilrettelæggeren af årets begivenhed, Francisco Bonami, har betitlet den Drømme og konflikter beskuerens tyranni. Bonami vælger uklogt i kataloget at følge Martin Luther King ved at kalde sit indledende essay Jeg har en drøm. Drømme, konflikter, diktatur? Heldigvis behøver vi ikke at bekymre os synderligt om overskriften. Det 21. århundredes kunst, dets egentlige kompleksiteter og konflikter, dets ideer og dets kultur kan iagttages i øjenhøjde: Det, man husker, og det, der betyder noget, er kunstnernes egne bidrag, uanset hvor tildækkede de bliver af de første dages intrige og manøvre, de politiske og praktiske slagsmål, sladder og rygter.«
Det betyder nu ikke, at kunstnerne ikke har lyttet til Bonami.
Spansk portest
Den venezuelanske kunstner Pedro Morales har i protest mod den politiske situation i sit hjemland lukket sin udstilling. Og den officielle spanske kunstner Santiago Sierra har bygget en væg, der blokerer indgangen til den spanske pavillon. Indenfor kommer man kun, hvis man er i besiddelse af et spansk pas. Her må biennale-gæsterne også de fine og dem med presseakkreditering føle diskriminationen på egen krop. Det kan ikke ses, men ifølge den spanske kunstner handler det om de grænser, der for de privilegerede er ved at forsvinde. Og for andre er tydeligere end nogen sinde. Det handler med andre om (den spanske) flygtningepolitik. Men heller ikke den gimmick imponerer Searle tværtimod minder den ham om hele samtidskunstens problem: Det er blevet ufarligt at være subversiv.
»Ideen om den lukkede pavillon som udstilling er ikke ny: Hans Haacke hev gulvbrædderne op i den tyske pavillon for 10 år siden, og mange kunstnere lukkede deres udstillinger som protest mod Vietman-krigen tilbage i 1960erne. Sierra ved det godt at hans protest ophæves ved at blive accepteret og godkendt. Det er det virkelige smertepunkt, mest af alt, i hans ekstreme kunstneriske gestus. Det er smerten, der føles fra impotens, en smerte der deles af både kuratorer og kunstenere.«
Dækkes som sport
Det er næsten svært at undgå med den slags nationale pavilloner: Ligesom filmfestivalen i Cannes dækkes, som om det var en landskamp, er der gået patriotisme i den, og de engelske kritikere er generelt enige: Den britiske pavillon lavet af billedkunstneren Chris Offili er den bedste. Ifølge The Telegraphs kunstkorrespondent Richard Dorment er Offilis »uden sammenligning det smukkeste« indslag på biennalen.
»Selvom Frankrig og Tyskland har lavet pæne udstillinger, har de ikke taget chancer på samme måde som englænderne,« skriver han veltilfreds og tilføjer.
»British Council skal som altid have ros for deres fremragende præsentation af værkerne og for deres evne til at promovere alle de britiske kunstnere, der deltager i Venedig.«
Når det nu er en sportsgren, vi er ude i, skal De naturligvis ikke snydes for resultatet. Det blev lilleputnationen (som det hedder i fodboldterminologien) Luxembourgh, der løb med sejren.
