Læsetid: 3 min.

Foden under egen bus

Gennem den kollektive trafiks – og Danmarks – historie kører støt, men usikkert: Rutebilen
4. juni 2003

Derudad
Man husker det tydeligt, dersom man er opvokset på landet – (hvis man altså ikke har glemt det). Rutebilen var en faktor af de store. Alle, som havde den daglige aktivitet i byen, kørte med rutebilen (undtagen ham med jaguaren).
De kom til at kende hinanden ganske tæt i det daglige, kørende fællesskab. Stod af og stod på, og sjove bemærkninger fløj gennem luften, især fra bagsædet. Eller man satte sig for sig selv, træt efter dagens skolegang eller arbejde.
For børn var det en stor ære, hvis rutebilchaufføren løftede hånden til (sløv) hilsen, når man stod i vejkanten – for slet ikke at tale om æren ved at sidde på det lille sæde ved siden af chaufførens (med ansigtet mod køreretningen). Man kendte chaufførerne ved navn på samme måde, som børn i dag kender David Beckham.

Hvidt flag
Så forskellige navne som Cavling og Chr. IV, Rifbjerg og Turèll, Clausen og Larsen plus Bent Blüdnikow og frk. Düsseldorff har alle en plads i rutebilens historie, omend – bortset fra frøkenen – i udkanten.
Den fortælles af Allan Vellendorf i en ny bog, der – med rutebilejernes optik – går grundigt til værks og helt tilbage til diligencen og den tid, hvor bilerne på det nærmeste skulle holde tilbage for hestevognene – og slutter med Ri-Bus, Combus og Arriva.
En vis politiker med navnet Bælum ville have, at der foran bilerne altid skulle gå en mand med et hvidt flag. Han fik det indført ved natkørsel i sit eget amt, Viborg Amt. De første biler kunne køre 15-20 km. i timen.
Det, Vellendorfs bog afdækker, er det kolossale sammensurium af konflikter og magtkampe, som snart har sendt rutebilen to hjul frem, snart to hjul tilbage.

Brikker i spil
Rutebilejerne skulle konkurrere med tog, sporvogne og hinanden og samtidig være deltagere i en hoppen rundt mellem stat, amt og kommuner om koncessioner og vilkår, men navnlig være brikker i et spil om, hvorvidt den kollektive trafik ligger bedst hos de private, hvor den ikke kan opfylde alles behov, eller hos f.eks. DSB, som jo efter nogles mening udviklede sig til en »stat i staten«, der på et tidspunkt var selvtilstrækkeligt ligeglad med kundernes kritik.
Selv ville buschaufførerne helst være selvstændige... for man kan vel ikke bruge udtrykket »have foden under egen bus«?
I dette gråfelt er rutebilen kørt støt, men usikkert, op gennem nyere tids historie.
»Hvorfor er den blå?« spurgte Thorvald Stauning misfornøjet, da han besøgte en busfabrik i Silkeborg i 30’erne. Statsbanernes rutebiler skulle være røde, bestemte den socialdemokratiske landsfader, og det blev de.
Umiddelbart før Anden Verdenskrigs afslutning blev 120 af dem på en enkelt nat malet, og »de hvide busser« blev et begreb. Farven skulle sikre dem mod at blive bombet af de allierede, når de kørte gennem Tyskland for at hente skandinaviske kz-lejrfanger hjem.
Grev Folke Bernadotte havde noget overraskende fået en aftale om evakueringen med Himmler, der muligvis ville gøre sig »spiselig« for de kommende sejrherrer.
De hvide busser fik en bilernes heltestatus, men der kan – ifølge bogens forfatter – have været en ringe gøren afbigt, idet rutebilchaufførerne generelt var beskyldt for mere eller mindre tvungent/frivilligt at samarbejde med besættelsesmagten.

Simons cykeltaxa
I den forbindelse, altså under krigen, erindres også om, at Simon Spies som 18-årig startede et taxiselskab med fire cykler i København. Det gik nedenom, men han kom senere stærkt igen, da han blev rejsearrangør. Spies satsede på flyrejser, men hos mange andre fik busserne et opsving med turistrejserne til syden.
Dan Turèll skrev nostalgisk om »Step-Hansens« bus i Vangede Billeder, Rif om Asserbo-bussen i En hugorm i solen. Erik Clausen og Kim Larsen blandede sig i Ri-Bus-strejken i Esbjerg med en ide om at købe selskabet og forære det til de ansatte, og Blüdnikow beskyldes for – som opinionsredaktør på Berlingeren – engang at have afvist et vigtigt læserbrev om busdrift. Chr. IV oprettede i 1624 postvæsenet, der indførte diligencerne, som var de hestetrukne forløbere for busserne.
Henrik Cavling, Politikens verdensreporter, var passager i den første bil, der kørt strækningen Paris-København i forbindelse med den første biludstilling i Danmark. Og frk. Düsseldorf? Det var kælenavnet på en bestemt type sporvogn fra Tyskland, som kørte i København og senere – efter sporvejenes ophør – solgtes til Egypten, hvor de kørte videre.

*Allan Vendeldorf: Dansk rutebilhistorie – fra hestevogn til hurtigbus. 276 s. 298 kr. Ill. Billesø & Baltzer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her