Læsetid: 2 min.

Fogh sår tvivl om EU-forbehold

Anders Fogh Rasmussen vil ikke love, at en eventuel omskrivning af de danske EU-forbehold skal til folkeafstemning. Uforståeligt, siger S og SF
21. juni 2003

De danske EU-forbehold skal skrives om, inden EU-landene til næste år vedtager den kommende forfatningstraktat for Den Europæiske Union. Men regeringen holder døren åben for, at de omformulerede forbehold kan vedtages af Folketinget i stedet for ved en folkeafstemning.
»Det er et meget, meget godt spørgsmål, som vi må drøfte i første omgang med Folketingets partier. Det har jo hidtil været fortolkningen, at man ikke kunne ændre i forbeholdene, uden at der blev taget stilling til det ved en folkeafstemning,« sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen tvetydigt under EU-topmødet i Saloniki i Grækenland i går til Ritzaus Bureaus udsendte medarbejder.
Det retlige forbehold, som det eksisterer i dag, sætter Danmark uden for EU-samarbejdet om en række områder såsom bekæmpelse af international kriminalitet, Europol og en fælles EU-anklagemyndighed. Men når unionen med den nye traktat får mulighed for at anvende strafbestemmelser i forbindelse med EU-regler inden for f.eks. landbrug, miljø og forbrugerforhold, vil det retlige forbehold pludselig sætte Danmark uden for indflydelse på disse områder, hvoraf flere er deciderede danske mærkesager som fødevaresikkerhed og forbrugerbeskyttelse.
Statsministeren afviste under EU-topmødet i går en løsning, hvor forbeholdene begrænses, så de ikke får så omfattende en effekt.
SF’s EU-ordfører, Villy Søvndal, siger til Information, at SF flere gange har foreslået, at forbeholdene skulle justeres, så man f.eks. kunne deltage i fredsbevarende og humanitære operationer. »Men vi fik jo altid at vide, at det var helt tåbeligt. Enten skulle de stå, som de var, eller også skulle de afskaffes. Men nu giver den faktiske udvikling os ret.« Men en omformulering kan kun ske, siger han, gennem folkeafstemning. »Jeg kan slet ikke forestille mig andet.«
I onsdags lovede Fogh, at regeringen ville foretage en analyse af forbeholdene, efter et brev fra socialdemokraterne, hvori det fremgik, at Socialdemokratiet frygter, at de danske forbehold bliver så omfattende med den nye EU-forfatning, at der ikke vil være mange områder tilbage, som Danmark kan deltage i.
Partiets EU-ordfører, Henrik Dam Kristensen, siger til Information, at situationen efter hans mening er »uoverskuelig«. Der skal ikke fifles med forbeholdene, og jeg forstår faktisk ikke statsministerens nyeste formuleringer. Regeringens store problem er jo, at området, som forbeholdene dækker, ser ud til at vokse meget voldsomt. Vi foreslog statsministeren allerede for seks måneder siden at få de forbehold afskaffet nu. Men han sagde nej. Nu er det for sent, og vi må nu afvente den lovede redegørelse og så se, hvad vi skal gøre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu