Læsetid: 2 min.

Fred mand

10. juni 2003

Spot
Nogen gange har jeg fornemmelsen af, at jeg blev født 20 år for sent. Som dreng fik jeg overdraget min mors vinylsingler med Animals, The Who, Hollies, Donovan, Manfred Mann og ikke mindst Beatles, og det var begyndelsen på en ikke særlig velorganiseret, men hed kærlighedsaffære med 60’er-musikken.
Siden fik jeg smag for 70’ernes betonrock-ikoner, Deep Purple og Uriah Heep, og den fase er jeg endnu ikke kommet mig over.
Men tilbage i mine teenageår, hvor jeg dyrkede 60’er-rocken, så jeg for første gang Michael Wadleighs forrygende dokumentarfilm om den legendariske musikfestival Woodstock i 1969 og lånte igen og igen det tredobbelte lp-soundtrack i musikafdelingen på Silkeborg Bibliotek.

Det er mange år siden, at jeg sidst har set Woodstock (1970), men jeg husker den som en fascinerende og inciterende introduktion til nogle af alle de 60’er-ikoner, som jeg dengang endnu ikke kendte, men som næsten mere end min mors singlesamling kom til at tegne min musiksmag i tiden efter.
Country Joe McDonald sang om Vietnamkrigen: »Whoopee, we’re all gonna die«, mens John Sebastian måtte improvisere en håndfuld sange, fordi bandet, der skulle på efter ham, var forsinket – ganske sikkert knokkelskæve af et eller andet usundt.
Jimi Hendrix satte ild til sin guitar, The Who smadrede deres udstyr, og Joan Baez sang som en engel.

I filmen, der er klippet af Martin Scorsese, følger man den tre dage lange festival fra start til slut og kommer med om bag scenen, hvor musikerne ta’r stoffer, og de to lalleglade hippier, som fik ideen til Woodstock, prøver at holde styr på et arrangement, som er ved at løbe løbsk.
De havde solgt 186.000 billetter, men 400.000 mennesker dukkede op, væltede alle hegn og oversvømmede området. Der var slet ikke mad og drikke til så mange mennesker, og mod slutningen af festivalen var situationen så desperat, at Nationalgarden måtte sendes ind og nedkaste forsyninger til de mange mennesker.

Three days of peace, music... and love,« lød slaglinjen for Woodstock, der også var et møde med en frigjort og frisindet hippiekultur, som jeg hidtil kun havde hørt om. Nu blev den levende og tiltalende foldet ud for mine unge, påvirkelige øjne, og jeg så mennesker, som badede nøgne i en nærliggende sø og fyrede den fede og dansede henført til den groovy rock.
Her var virkelig noget at tale med vennerne om, om, når vi lå på en veranda med kig til Gudenåen og røg joints og hørte Pink Floyd.

*Woodstock. Sverige 2, kl: 22.30-1.30

*www.woodstock69.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her