Læsetid: 4 min.

Det gamle Europa som avantgarde

Jürgen Habermas og Jacques Derrida sætter dagsorden som ny duo i tyske og franske aviser. Har de intellektuelle forladt de søde sommerhuse?
3. juni 2003

Europa
De er blevet hånet og gjort til grin. De føler sig svigtet af de nye: Den traditionelle motor i Europasamarbejdet er blevet gjort til ’gamle Europa.’
Nu svarer de igen og de svarer, at de aldeles ikke er gamle: De kalder sig for avantgarden. Den franske filosof Jacques Derrida og hans tyske kollega Jürgen Habermas sendte lørdag noget der lignede et manifest ud i en tysk og en fransk avis. Europa skal operere som en politisk enhed. Europæerne skal forstå sig selv som europæere. Der er ikke plads til at pleje nationale særinteresser:
»Man går ikke forrest ved at gå alene. Indenfor rammerne af den europæiske forfatning kan og må der ikke bedrives separatisme. Det avantgardistiske Kerneeuropa skal ikke stivne og blevet til et Minieuropa: Kerneeuropa skal som så ofte før være lokomotivet.«
Habermas er kendt som tilhænger af en europæisk forfatning. Derrida har lige udgivet en bog som udlægger USA som verdens enevældige slyngelstat. Habermas har kritiseret Derrida for ’obskurantistisme’. Derrida har ignoreret Habermas. Men udsigten til det Forenede Europa forener uenige europæere. Habermas og Derrida skriver sammen:
»Det kan ikke i denne verden betale sig at reducere politik til et spørgsmål om det dumme og forsimplede alternativ mellem krig og fred. Europa skal i modsætning til USA’s almægtige unilateralisme satse på internationale aftaler og FN-samarbejde. Europa skal indenfor verdenshandelsorganisationerne, Verdensbanken og den internationale valutafond forsøge at skabe rammerne for en fremtidig indenrigspolitik for hele verden.«
Det gamle Europa skal ifølge Habermas & Derrida gå forrest imod både den globale kapitalisme og den amerikanske dominans.
Hvis Europa skal agere som politisk enhed, skal europæerne kunne artikulere sig selv som europæere i en fælles offentlighed. Der skal være et fælleseuropæisk rum. Det rum er blevet efterlyst og afvist som mulighed.
Men Derrida & Habermas postulerer at den europæiske offentlighed er blevet en realitet. De store antikrigsdemonstrationer manifesterede de kritiske europæere som en enhed i oppositi0n.
»Hvis dette endnu ikke blevet bemærket, har vi som intellektuelle svigtet.«

I sommerhusene
Detlef Gürtler konstaterer spydigt i det tyske dagblad Die Tageszeitung at Habermas & Derridas vision for det gamle Europa er gammeldags. De beskriver noget, der har været en realitet siden 1989 som om det en helt ny tilstand:
»Disse godhjertede visionære intellektuelle kan ikke se, at deres billede af Europa ikke er fremtidigt, men noget der har fundet sted indenfor de sidste 10 år.«
Det har ifølge Gürtler stået klart siden 1989 at Europa har brug for en samlet udenrigspolitik. Det er der heller ikke noget nyt i. Men europæerne vil ikke betale. De europæiske lande skærer ned på forsvarsbudgetterne og venter på amerikanerne:
»De store europæiske intellektuelle sad i deres småborgerlige bekvemme sommerhuse og kiggede på mens Europa ventede på amerikanske styrker på Balkan og amerikanske investorer til at sætte gang i den østeuropæiske økonomi.«
Gürtler giver Habermas og Derrida ret: De europæiske intellektuelle har svigtet:
»De har i over 10 år ikke gjort noget som helst for at tilføre det europæiske projekt kulturel tiltrækning.«
De har ikke bidraget til at skabe forestillingen om et europæisk folk. Gürtler skriver at der står en masse ord i Habermas & Derridas tekst og alligevel står der ingenting.

Aktion
Habermas & Derridas’ essay er en begivenhed i den europæiske offentlighed. Essayet var en aktion. Lørdag den 31. maj var der essays i en italiensk, en spansk, en schweizisk, en tysk og en fransk avis. Skrevet af kendte forfattere som Fernando Savater og Umberto Eco og Gianni Vattimo og Richard Rorty. Det hele var koordineret og tilrettelagt som debatterende iscenesættelse af den europæiske offentlighed.
»Nu er den her,« sagde de og pegede på det rum de selv stod i. Den europæiske offentlighed ligner ikke nogen anden. Der er flere stemmer, der taler i forskellige kanaler på forskellige sprog. Som Habermas & Derrida skriver:
»Vi europæere er efter Irak-krigen kastet tilbage på os selv. Og nu må vi meddele os i en pluralistiske og larmende offentlighed.«

Med eller imod USA
Den globaliseringskritiske milliardær og spekulant George Soros har kaldt EU for ’et helt afgørende pionerprojekt’; det første virkelige forsøg på overnational lovgivning. Habermas & Derrida profeterer i deres essay at Europa kan ’danne skole’ for global politik. Den amerikanske litterat Richard Rorty efterlyser i Süddeutsche Zeitung opposition til USA:
»Hvis statsmændene i Kerneeuropa følger Habermas og Derridas forslag og forsøger at gøre sig fri af Washington, vil den amerikanske regering gøre alt for at vende den amerikanske befolkning mod europæerne.«
Dette er ikke et argument imod Habermas &Derrida. Det bliver i Rortys artikel et argument for at skabe en europæisk oppositionel platform. For amerikanernes evige fred og evige overmagt er en skrøbelig og sårbar illusion:
»Såvel i Europa som i USA er der mange millioner mennesker som erkender, at USA’s krav på permanent hegemoni på trods af alt den har betydet for menneskers frihed, er en frygtelig fejl. Amerikanere der ved dette, behøver al den hjælp de kan få til at overbevise deres medborgere om at George W. Bush fører deres land i den fokerte retning. Konsolideringen af en stærk og uafhængig europæisk union bliver i denne del af den amerikanske offentlighed ikke betragtet som udtryk for antiamerikanisme, men derimod som en fuldstændigt passende reaktion på den fare, som den aktuelle amerikanske udenrigspolitik udsætter verden for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu