Læsetid: 3 min.

Genbrug kræver energi

Englænderne sorterer ikke deres affald. Der er ingen penge for flasker, men i det mindste kan man komme af med brugt tøj og gamle aviser
26. juni 2003

Skraldespand
LONDON – Fra mit stuevindue kan jeg se dem lige så tydeligt. Tre mørkegrønne containere med en halvhøj rødstensmur omkring. De er ejendommens affaldsspande, og de modtager skraldet fra samtlige 23 lejligheder. De tømmes to gange om ugen og er bogstaveligt talt altædende.
For briterne er – heller ikke på det punkt – førende i Europa. Faktisk må de siges at være håbløst bagud sammenlignet især med de sorterings- og genbrugs-maniske tyskere. Det eneste krav til affaldet i Wimbledon, London er, at det er emballeret forsvarligt. Man må med andre ord ikke smide affald direkte i containerne. Det skal være forsvarligt pakket ind i lukkede poser.

Krypto-socialist
Det er til gengæld det mindste problem. For modsat i Danmark hvor jeg konstant manglede plastikposer til alle mulige formål, så er supermarkedets indkøbsposer her helt gratis. Med det resultat, at alle bruger løs af dem. Briternes forbrug af poser er astronomisk.
Alene i supermarkedernes kasser udleveres hvert år 10 milliarder af slagsen. Da man i marts måned sidste år i Irland besluttede at indføre en afgift på poserne i stil med den, vi har i Danmark, faldt forbruget af poser i Irland med 90 procent! Den britiske miljøminister overvejer fortsat en afgift på ni pence (en krone), men det bliver ikke rigtigt til noget.
I poserne ryger alting. Inklusive flasker og glas, hvilket er det, der som dansker falder mig sværest. Lige fra barnsben har jeg været vant til, at man får penge for flasker. Og hvem har ikke som barn samlet flasker ind til koncerter for at finansiere den næste rus af billig hvidvin eller (hvis man som jeg er sønderjyde) til landsbyens ringriderfester for at købe og fortære den næste glinsende, fedtede flottenheimer.
Men ikke i London. Det vil sige. Hvis man har energien, kan man samle eget brugt glas sammen og opspore den nærmeste flaskecontainer. For de findes. Man skal bare lede efter dem. Den, der er nærmest mit hjem, ser mistænkelig
ren og ubrugt ud.

Hvad sagde jeg
Jeg har for længst opgivet at propagandere for genbrug af noget som helst, for mit image i ejendommen som hippie-agtig, skandinavisk, ammende og rugbrødsbagende krypto-socialist har allerede nået nye højder, da jeg med forårets komme trak noget så antikveret som en cykel frem.
Men der er to ting, som briterne genbruger. Ens udtjente tøj og sko vil både Oxfam og det britiske Røde Kors gerne modtage. Og velgørenhed er meget populært i min ejendom og dertil rigtig middelklasse-engelsk. Så for at råde bod på min umiskendeligt danske facon fremhæver jeg altid mine jævnlige bidrag til tøjsalget her i bydelen.
Aviser kan man også komme af med. Hver søndag aften kan man stille en grøn plastickasse (leveret gratis af bystyret her i Wimbledon – sig så ikke, at man ikke får noget for den lokale skat) ud på vejen med bundtede aviser. Så bliver de hentet, og man kan hente sin kasse igen. Sidste gang kom jeg til at stille kassen ud lørdag aften i stedet. Og så blev den naturligvis stjålet.
»Hvad sagde jeg,« sagde min svigermor, som jeg er så utrolig heldig at bo i opgang ved siden af. »Man skal altid stille den ud den rigtige dag. Nu bliver det svært at få en ny.«
Mod en sådan logik kan man kun strække våben. Og det gør jeg.

*Information roder alverdens skraldespande igennem. Dette er den første artikel i serien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her