Læsetid: 4 min.

Genfunden guitarglæde

Radiohead er tilbage – energiske og veludhvilede, erklærer guitarist Ed O’Brien.
7. juni 2003

Interview
Når man nyder millioner af dedikerede fans’ opmærksomhed, er det ikke altid en fordel at være så introverte i udtrykket som medlemmerne af Radiohead. Det virker nærmere som et paradoks.
I begyndelsen af gruppens unikke karriere blev det alternative britiske rockband ikke taget alvorligt nok. Siden vendte billedet, og efter et af årtiets mesterværker, OK Computer fra 1997, kunne Radiohead slet ikke slippe af sted med noget uden at blive overfortolket i hoved og røv. Nu var det hele pludselig blevet for alvorstynget og fængslende på den frihedsberøvende facon.
Frontfigur Thom Yorkes fragmentarisk-neurotiske og til tider bevidstløse mumbojumbo-lyrik blev eksempelvis genstand for disputatser verden rundt. Og selv om Radiohead forsøgte at flygte ind i et stadig smallere elektronisk udtryk med opfølgeren Kid A (2000) og dens tveæggede tvilling Amnesiac (2001) holdt bandets popularitet ved med næsten uformindsket styrke. Både i Europa og oversøisk, hvor pladerne uden et egentligt promotionsapparat toppede de amerikanske hitlister, solgte millioner og over flere omgange hentede grammyer hjem til det grænseafsøgende orkester.
Nu gentager en del af misforståelserne sig uvægerligt. Når Radiohead på mandag udsender gruppens sjette studiealbum ligger ikke mindst Thom Yorkes dystre observationer om Vestens reaktionære reaktionsmønstre efter den 11. september igen åben for (over)fortolkning. På trods af at de fem medlemmer i midttrediverne selv opfatter grundtonen og ikke mindst energien i Hail to the Thief som positiv og, ja, nærmest glad.
De, der virkelig forstår Radiohead, plejer at sige, at folk går fejl af os, fordi de ikke kan høre, at vi faktisk rummer en hel del humor. Ja, med albumtitlen adresserer vi George W. Bush, men hilsnen til ham udgør en ubetydelig lille del af pladen. Hvis man tror, den udelukkende handler om ham, så er man meget galt på den. Og ja, frygten for fremtiden er også en del af lyrikken. Alligevel er Hail ... ikke så mørk igen. Men vi lever i en mørk tid, og det reflekterer pladen. Jeg bliver faktisk frustreret over folk, som har meninger om, at Thom ser alt mørkt, siger Ed O’Brien, den ene af kvintettens tre guitarister, til Information via en telefonforbindelse fra London.
Som eksempler fremhæver han sange som »Sail to the Moon« og »Go to Sleep« for at være letmodigt luftige og »Scatterbrain« for at besidde en varme og mildhed, som var den lavet til en søndag morgen med avisen i sengen.

Forsigtig progression
Kimen til Radiohead blev lagt tilbage i 1982. Stedet var Oxford, hvor den 14-årige Thom Yorke med det karakteristisk dovne venstre øje havde slået sig på musikken. Sammen med skolekammeraterne Ed O’Brien, Phil Selway og brødrene Colin og Jonny Greenway dannede de bandet On a Friday. Drengene holdt sammen, og i 1987 spillede de deres første rigtige gig. Sådan fortsatte den forsigtige progression, mens de blev til unge mænd og begyndte studier på Oxford University. Et par lovende sange lyste efterhånden op i On a Fridays noget stilforvirrede sangkatalog, og ved indgangen til 1990’erne demonstrerede kompositionerne for alvor potentiale. EMI endte med at signe gruppen, som undervejs havde skiftet navn til Radiohead efter en sang af Talking Heads.
Efter nogle mindre succesfulde singleudspil udgav bandet debutalbummet Pablo Honey i 1993. Pladen gik nærmest upåagtet hen og gled mod glemslen, da en amerikansk radiostation valgte at hylde den selvmedlidende støjballade »Creep« som årets sang. Pludselig fik briterne også øre på nummeret, der nåede en Top 10-placering og åbnede dørene til koncertinvitioner kloden rundt.

Kunstnerisk gennembrud
En million solgte skiver og halvandet år senere var det, at Radiohead igen søgte i studiet og skabte The Bends. Sammen med OK Computer blev pladen Radioheads kunstneriske gennembrud og manifestation, som har sat sit præg på store dele af rockscenen lige siden.
De inspirerede er mange og vægtige. Coldplay, Travis, danske Kashmir og hundredvis af andre bands i ind- og udland absorberer Radioheads grundidéer og genbruger dem. Bandets evne til at trække på elementer fra den massive stadionrock som U2 praktiserede i sine tidlige år og vende storheden indad for at fortælle historier om frygt og fremmedgørelse med Thom Yorkes smertefulde udkrængninger var stilskabende. Opdraget på lige dele Pink Floyd og R.E.M. Endnu mere enestående var OK Computers da progressive, men afmålte, brug af electronica i rocken. Sangere som Coldplays Chris Martin og Kashmirs Kasper Eistrup skelede på henholdsvis Parachutes og The Good Life ikke blot til Yorkes vokalteknik, men også til effekterne i Radioheads kompositoriske landvindinger.

Kommercielt dødsønske
Så er det langt mere tvivlsomt i hvor høj grad, exploratørerne i Radiohead påvirkede deres musikalske samtid med langspiller nummer fire og fem. Kid A, der var gruppens mest rendyrkede elektroniske eksperiment, kan dårligt beskrives som et vellykket album. Efterfølgeren Amnesiac var mere sammenhængende og melodisk troværdig, om end Radioheads kommercielle dødsønske fortsat lød som en reel mulighed. Kritikere og fans verden over kunne dog ikke helt slippe det faktum, at mens Radiohead som guitardrevet band var second-to-none, så virkede kvintetten ikke på omgangshøjde med sample- og beatkonger som DJ Shadow og især Aphex Twin, når det gjaldt den elektroniske sfære.
En erkendelse Ed O’Brien modstræbende lader til selv at være nået til, da han taler med Information:
»Det kan folk have lov til at mene, og måske har de også ret. På en måde. Men vi behøver at lære og få nye erfaringer. Det bliver man nødt til at tillade os, hvis vi skal lave et album som Hail to the Thief. Det var aldrig blevet til uden Amnesiac.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu