Læsetid: 2 min.

Grundlovsdebat

6. juni 2003


En ny grundlov og EU-traktat var sammen med Irakkrigen og rockerloven hovedtemaer ved gårsdagens grundlovsmøder. Strider den kommende EU-traktat mod Grundloven, så den skal ændres, før traktaten sendes til folkeafstemning? Det spørgsmål skilte vandene i flere taler:

Anders Fogh
*»Den nye forfatningstraktat kolliderer ikke på nogen måde med den danske grundlov. Forfatningstraktaten regulerer forholdet mellem EU og medlemslandene, men den går ikke ind og blander sig i de nationale forfatninger,« sagde statsministeren. Han forsvarede dansk støtte til Irak-krigen som »gammel æresgæld« til USA og »simpel solidaritet«.

Pia Kjærsgaard
*»EU-traktaten nedlægger Danmark som nationalstat, mens grundloven hævder Danmark som nationalstat,« sagde lederen af Dansk Folkeparti.

Mogens Lykketoft
*Socialdemokraternes formand beskyldte EU-modstanderne for at påstå, at EU overtrumfer Danmark. »Men de ved godt, at Danmark ikke afgiver, men reelt vinder suverænitet,« sagde han. Han opfordrede til et ja til traktaten samt at afskaffe de fire danske EU-forbehold.

Holger K. Nielsen
*SF’s formand forklarede, at SF har forladt den traditionelle EU-modstand. »Personligt håber jeg, at vi kan sige ja,« sagde han om traktaten og angreb desuden statsministeren for at støtte USA i Irakkrigen.

Marianne Jelved
*Den radikale leder kritiserede også støtten til Irak-krigen. Hun beklagede den voksende tendens til at fare frem i bedste »rambostil«, hvor målet til enhver tid helliger midlet. Det gælder bl.a. kampen mod tvangsægteskaber, som tvinger danskere til Malmø, og rockerloven, der bryder med almindelige retsprincipper.

Bendt Bendtsen
*Den konservative partileder beskyldte politikerne for at lytte for meget til modeluner og meningsmålinger. De Konservative er »Danmarks borgerlige parti«. Det vil forandre velfærdssamfundet for at bevare det. Til gengæld er Grundloven stadig »driftssikker«, mente han.

Ole Krarup og Jens-Peter Bonde
*»Dansk tiltrædelse af EU-grundloven må kræve, at den danske grundlov ændres,« sagde EU-parlamentsmedlem Ole Krarup fra Folkebevægelsen. Ifølge Jens-Peter Bonde fra Junibevægelsen ophæver EU-traktaten grænserne mellem nation og union.

Jann Sjursen
*Kristeligt Folkepartis fhv. formand betegnede Grundloven som en nationalt klenodie. Den bør sendes i en »læselet-udgave« til alle, som fylder 18 år. Alle ansøgere til dansk statsborgerskab skal skrive under på, at de accepterer Grundloven som rammen om demokratiet, sagde han.

Kilde: Ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her