Læsetid: 5 min.

Hatten af for Habermas eller ej?

Kan man definere Europa som det modsatte af USA? Er det nok til at gøre Europa til politisk stormagt?
13. juni 2003

(2. sektion)

Europa
To filosoffer sagde og skrev: Nu har vi fået en europæisk offentlighed. Jacques Derrida og Jürgen Habermas koordinerede en aktion: Lørdag den 31. maj stod der små manifester i store europæiske aviser skrevet af store europæiske forfattere. Og så en enkelt amerikaner. Nu har vi fået en europæisk offentlighed, og det er basis for et europæisk civilsamfund: Der var udsigt til fælleseuropæisk demokrati.
Derrida og Habermas skrev om en god dag og en dårlig dag: Den dårlige dag var den dag, aviser i Europa og USA kunne offentlige gøre den berømte annonce hvor bl.a. Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen, José María Aznar og Vaclav Hável signerede støttte til en amerikansk ledet krig i Irak. Den gode dag var den 15. februar, hvor demonstranter i Rom, Madrid, Berlin og London manifesterede kollektiv modstand mod den samme krig.
Og så kom krigen. Og ifølge Habermas og Derrida brød skjulte konflikter i Europa pludselig frem: Europas splittelse blev synlig. Således talte de to filosoffer i en tekst, som blev trykt både i Frankfurter Allgemeine Zeitung og i Libération:
»Brudlinjerne var kendte på forhånd: Denne kontrovers artikulerede dem på ny. Det var modsatte holdninger til supermagten USA, til den fremtidige verdensorden, til relevansen af FN og international ret. Disse modsætninger, som ellers havde været latente, blev nu bragt frem i lyset. Det er en kløft, som adskiller det kontinentale Europa fra de angelsaksiske lande, og det er en kløft, som skiller det ’gamle Europa’ fra de centraleuropæiske lande, som er ansøgere til optagelse i den Europæiske Union.«
Habermas og Derrida præsenterede det gamle, kontinentale Europa som det Europa, der integrerer de andre lande i den Europæiske Union. Det gamle Europa blev kaldt både ’avantgarde’ og ‘lokomotiv’. Det gamle Europas direkte modstander var USA. EU skulle defineres som europæisk modmagt til amerikansk overmagt. Det kræver ifølge Habermas og Derrida en fælles europæiske udenrigspolitik og en fælles sikkerhedspolitik. Deres skrift var et forsvar for integration i et føderalt Europa.

Det andet Europa
Den italienske filosof og europaparlamentariker Gianni Vattimo skrev sig også ind i den koordinerede aktion: Han turnerede det perspektiv, at Europa nu måtte konfrontere USA med »en anden vision for tilværelsen, et andet begreb om det gode liv og et andet eksistentielt projekt«. På samme dag lagde den italienske forfatter Umberto Eco et andet snit i samme retning: Europa blev nødt til at formulere en fælles udenrigspolitik for ikke at falde sammen internt.
Jan Roos kommenterede ugen efter initiativet i ugeavisen Die Zeit:
»’Hvad er europæisk?’ Dette ledespørgsmål definerede hele projektet, og svaret lød mere eller mindre tydeligt: det der ikke er amerikansk. Habermas forbinder omhyggeligt elementer i en europæisk identitet: sekularisering, økonomisk udligning, økologi og teknologiskepsis, modstand mod den stærkestes ret, lidt mere stat og lidt mindre marked. Læseren tænker hele tiden for sig selv: i modsætning til George W. Bush.«
Roos vurderede aktionen den 31. maj som et postulat og en samtidig bevisførelse for postulatet:
»Habermas skabte en debat om Europa i en debat om Europa: Ved at sprænge grænser og på flere sprog at efterlyse et ’vi’ var dette ’vi’ allerede blevet til – det er et idépolitisk mesterværk. Man kan ikke andet end tage hatten af for Jürgen Habermas’ organisationstalent, hans åndelige analyse af samtiden og hans samvittighed som offentlig intellektuel.«
Det lykkedes nu alligevel flere andre at gøre noget andet end tage hatten af for Habermas. Jürgen Kaube svarede skeptisk i Frankfurter Allgemeine Zeitung:
Habermas forveksler Europa med Tyskland. Han har konstrueret en europæisk fællesnævner, som om alle europæiske lande deler den tyske intellektuelle konsensus:
»Den entydige og homogene udlægning af en fælles europæisk erfaring passer ikke til Europa. At foretrække staten frem for markedet: Gælder det mon også de europæiske lande som i det forgange århundrede var domineret af for meget stat? Politik som garant for frihed: Hvad mon de siger til det i Tjekkiet og Ungarn? Og hvad siger italienerne mon til den sociologiske betydning af adskillelse mellem stat og marked, mellem politik og industri?«
Kaube konkluderer, at Habermas og Derrida tager ganske fejl: Demokratiet, som vi kender det, er funderet i nationalstaten. Demokratiets afgørende fjende er i dag ikke diktatur, men derimod Bruxelles.
»EU fungerer som et forvaltningsapparat, der nedtoner ethvert politisk inspireret moment. EU er ikke i stand til at gøre den store forskel.«

Bare mainstream?
De tyske lederskribenter stod heller ikke med hatten i hånden og bukkede for den store Habermasvision.
Die Welt eliminerede Habermas og Derrida som »venstreliberal mainstream«.
Der Tagesspigel beklagede, at Europa bare blev defineret som det modsatte af USA: Det var jo ikke så meget. Som Joachim Güntner resumerede i det schweiziske dagblad Neue Zürcher Zeitung:
»For mange kulturteoretiske abstraktioner, for lidt politisk substans – det var tonen i de første kommentarer. De var så gennemgående kritisk stemt, at manglen på bifald i en tysk kontekst må betragtes som forbløffende. Var der mange tyskere på redaktionerne og på gaden, som i grunden dybest set var taknemlig over for den forfærdelige Donald Rumsfeld for at have opfundet mærkatet ’gamle europæere’? Og nu da Jürgen Habermas forsøgte at genoplive den store kulturstolthed og levere et bud på åben og ikke desto mindre original ’europæisk identitet’, kom der kun indvendinger.«

Ny ventrefløj?
Habermas og Derrida er blevet bebrejdet og beskyldt for gøre det for simpelt: De gør Europa til den gamle venstrefløj og USA til den gamle højrefløj.
Europa repræsenterer den juridiske og politiske regulering og USA sådan nogenlunde det modsatte.
Den amerikanske historiker Harold James pointerer i det tyske dagblad Süddeutsche Zeitung, at Habermas og Derrida vil erstatte traditionel udenrigspolitik med en europæisk indenrigspolitik for hele verden. Indenrigspolitik er fredelig og fordragelig mens udenrigspolitik ifølge James kan blive både slemt og brutalt:
»Denne holdning er et godt eksempel på det, man kunne kalde det europæiske problem. Europæerne har overdrevne forestillinger om, hvad man kan udrette politisk. Derfor bliver de altid skuffede, når politikere og deres politik ikke lever op til målsætningerne. Mange eu-ropæiske intellektuelle lader sig forføre af utopiske og idealistiske forestillinger, idet de tror på at den politiske vilje er nok til at forbedre samfund og borgeres liv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu