Læsetid: 3 min.

Helheden større end enkeltdelene

Der findes en tommelfingerregel om, at de bedste rockbands er større og bedre end de enkeltkompo-nenter, de er sammensat af, hvilket soloudspil fra et par af Depeche Mode-drengene beviser
3. juni 2003

Nye cd’er
Britiske Depeche Mode har for længst sikret sig en plads i rockens historie som det nok eneste af de tidlige 80’eres såkaldte technopop-bands, der formåede at overskride denne subgenres naturlige begrænsninger og i processen seriøst gøre en forskel. Og selvom Depeche Mode egentlig aldrig har fjernet sig synderligt fra det fundament, gruppen for alvor lagde i slut-80’erne med tre på hinanden følgende superskiver – Black Celebration (86), Music For The Masses (87) og mesterværket Violator (90) – har de heller aldrig gjort det til skamme, og trioen vedbliver at fascinere.
Gruppens klædelige og overlegne beherskelse af en tør og præcis, men uimodsigeligt melodisk maskingenereret minimalisme påviste nemlig, hvorledes den teknologiske bølge – i lighed med tidlig rock’n’roll – startede med nogle af verdens enkleste byggeklodser, men hen ad vejen (og ved hjælp af samme klodser) formåede at skabe et intrikat og komplekst lydtæppe, hvilket sammenholdt med sangarkitekten Martin Gores flair for pop-hooks og ambivalente tekster har skabt et enormt oeuvre, omkring hvilket der helt retfærdigt står stor respekt.

Lige lovlig fersk
Derfor er det naturligvist interessant at få Gores anden langspiller med coverversioner i hånden. Den hedder pudsigt nok Counterfeit 2 og indeholder 11 – må man gå ud fra – nøje udvalgte og umiskendeligt Depeche-klingende versioner af andre folks sange. Og Gore har saftsuseme god smag (eller også ligger den meget tæt op ad denne signaturs; go figure…): Kurt Weill/Maxwell Andersons bittert-ironiske God-er-død-ode, »Lost In The Stars«, ét af Lou Reeds fineste øjeblikke i form af »Candy Says«, den traditionelle blues »In My Time Of Dying«, Lennons smukke »Oh My Love«, Iggy og Bowies »Tiny Girls« og Nick Caves intense »Loverman«, for nu blot at nævne nogle af de mest iøjnefaldende. Originals er især valgene af David Essex’ desillusionerede »Stardust« og den gamle cowboy-hymne, »I Cast A Lonely Shadow«.
Det ser jo mægtig fint ud på papiret, men reelt undgår pladen som helhed ikke at lyde lovlig fersk. Gore synger da udmærket, uden dog at tilte én bagover, men værre er lydbilledet, der sine steder imploderer af næsten uudholdelig forudsigelighed. Alle de studietricks, man kender til hudløshed fra Depeche Modes plader ned gennem årene, er her blevet hjulet ind og genbrugt til den helt store guldmedalje. Udover en gæstepianist på et par skæringer står Gore for al programmering og alle instrumenter, hvilket i stedet for at give sangene en ny dimension har homogeniseret og udvandet dem. Det kan et par udefra kommende producere ikke rokke en tøddel ved. Man må fromt håbe, at de Depeche-fans, der investerer i svinet her, vil føle sig foranledigede til at opsøge originalversionerne, thi de er stort set alle såvel mere interessante som kunstnerisk mere prægnante end Gores tamme udlægninger.

Klædeligt søgende
Når katten er ude, spiller musene på bordet, siges det. Og Depeche Modes notoriske forsanger, Dave Gahan, benytter gruppens pause ovenpå det skuffende Exciter-udspil til at forsøge sig som solist med albummet Paper Monsters, der som helhed er løfterigt og har mere at byde på end Gores tingeltangel-mishmash af et coveralbum. I selskab med vennen og multiinstrumentalisten Knox Chandler har Gahan selv komponeret pladens 10 stemningsfulde skæringer, der alle er smukt produceret med en næsten eksplosivt fyldig bund og en afvekslende og opfindsom top med Gahans røg- og sjælfyldte stemme som fikspunkt og naturligt centrum.
Der er noget søgende over flere af skæringer, hvilket kan tolkes positivt, i den forstand at Gahan er i midt en proces og det kan jo være spændende at følge. Men det bliver et minus de steder, hvor sangene ikke lyder som stort set andet end velproducerede skitser. Og man kan heller ikke undgå at bemærke, at de bedste numre – her i blandt det forrygende »Bottle Living«, pladens vinder – såmænd sagtens kunne have befundet sig på en Depeche Mode-skive.
Paper Monsters er absolut stærkere på atmosfære end melodier og i sidste ende kan Gahans stemme ikke køre det hele hjem, hvorfor man får en frustrerende totaloplevelse ud af pladen, der hele tiden er lige ved at blive rigtig god, men så stopper forvirret op på halvvejen – eller slet ikke når frem. Og nærved og næsten slår som bekendt ingen mand af hesten, så vi må lige se tiden an med ham Gahan, der indtil videre først og fremmest lyder klædeligt søgende.

*Martin L. Gore: Counterfeit 2 (Mute/Playground) Produceret af Andrew Phillpot & Paul Freegard

*www.martingore.com

*David Gahan: Paper Monsters (Mute/Playground) Produceret af Ken Thomas

*www.davegahan.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu