Læsetid: 3 min.

Hiphoppen får det sidste ord

Roskildeprogrammet mangler noget aktualitet i sit udvalg af subgenrer for at være den rock-revival, festivalen i år er blevet gjort til. Til gengæld får hiphopfolket, med et rigt og nuanceret program, taget til genmæle mod de superskuffler, der generaliserer løs på ungdomskulturens bekostning
26. juni 2003

Programmet
Dette års Roskilde Festival har rundt omkring haft karakter af en hjemvenden. En higen efter rocken, festivalens oprindelige udgangspunkt i begyndelsen af 70’erne, da beatmusikkens indholdsfortegnelse immervæk var væsentlig hurtigere fordøjet end 00’ernes mylder af subgenrer og knopskydende stilarter. På torsdag er det tilsyneladende, at Roskilde vender tilbage til rødderne.
Et hurtigt vue over festivalprogrammets 160 navne, heraf knap 30 danske, antyder da også, at den elektrisk drevne guitar dominerer efter nogle mere afsøgende år i ikke mindst elektronicaens og verdensmusikkens vold. I hvert fald, hvis man kigger øverst på den omfattende plakat.
Der er både fundet plads til de tunge drenge fra nostalgiens utidige overdrev, Metallica og Iron Maiden, ligesom yngre verdensnavne i skikkelse af Coldplay, Blur, Cardigans og ikke mindst Queens of the Stone Age vejer godt til på Orange Scene.

Ingen skuffejern
Men at have fingeren på pulsen kan man nu alligevel dårligt klandre festivalen for.
Hovedårsagen til rockens 117. revival – modestrømningerne af retrorockere og ’nu metal’-bands – er påfaldende underrepræsenteret på årets Roskilde-scener. Rent faktisk figurerer der slet ingen nu metal på programmet, hvilket isoleret set kan være svært at ærgre sig over.
Den MTV-fremelskede konceptbølge lyder gennemgående som en gang skuffejern, der giver nærværende skribent en ubændig lyst til at gnubbe henna-tatoveringerne af de trash-stylede amerikanske aktører.
Mens savnet af Linkin Park, Limp Bizkit, Deftones, Sum 41 osv. altså er til at overhøre, så excellerer den energiske retrorock i allerhøjeste grad ved sit nær ved absolutte fravær i årets program. Det undrer, hvorfor ingen af de største fra den nye generation af The-bands (Strokes, Vines, Hives m.fl.) har kunnet lokkes til Roskilde. The Hellacopters, The Kills og danske The Raveonettes fungerer dog som en rimelig kompensation.

Hjemlige rockaktører
I det hele taget fylder de hjemlige rockaktører mere i programmet end længe. På et tidspunkt da den danske scene høster opmærksomhed kloden rundt, ligner udbuddet et resultat af rigtige (fra)valg det meste af vejen rundt.
Mew og Kashmir har ligesom The Raveonettes været selvskrevne i år, mens man kun kan glædes over, at melankolske Kitty Wu og deres guitartrykkende svenske producer, Rob Ellis, er foretrukket frem for de ikke just undervurderede P3-yndlinge i Carpark North.
Desuden får et af de fire dages få garagebands, The Racing Apes, muligheden for at gøre sig i fraværet af en anden åbenlys mangel, nemlig The White Stripes. Også Baby Woodrose skal blive et interessant bekendtskab.

Og værsgo...
Guldet på årets Roskilde Festival findes dog ikke i den nok så omtalte rock-revival. Heller ej i det elektroniske program, som trods sin spændstighed fra house til electroclash langt fra pranger.
Den hitlugtende dansemusik leverer Junkie XL (ham med det trættende Elvis-plagiat), Filur og FC Kahuna, mens Björk og Massive Attack står for den mere eftertænksomme del af den bredt appellerende elektroniske musik.
Desuden kommer en række dj’s for at buldre teltpløkkerne op i technoteltet, der i øvrigt hedder Ballroom for fremtiden.
Nej, den oprigtige optur gemmer sig i et – for en gangs skyld! – bredt og varieret hiphop-program, der næppe findes bedre på verdens sommerscener. Sådan plejer det ikke at være, men end ikke makkerparret Gang Starr og enegængeren Nas’ skuffende afbud rokker ved et sublimt udvalg af nordisk, eksperimental, gangsta- og old school-rap.
De La Soul fungerer som en fin, om end mindre aktuel, substitut for makkerparret Guru og DJ Premier, mens den primitive Dr. Dre-kreation Xzibit naturligvis ikke når Nas til dennes opsmøgede højre bukseben.
Til gengæld kan hiphopfolket lune sig med britisk
geezerrap og twostep fra The Streets, sofistikerede El-P, de svært energiske drengerøve i Suspekt, Outlandish og Malk de Koijn (no introduction needed), funky franskmænd i Saïan Supa Crew, Mike Ladds well spoken word, jazzfætrene Osgood og Kjærgaards vrøvleprojekt Ikschel Taschel og et bredt udsnit af de opadkommende nordmænd og svenskere.
Og værsgo – så skulle munden vist være lukket på de konservastive meningsmagere i ind- og udland, der med grove generaliseringer har så travlt pt. med at skyde skylden for diverse sygdomssymptomer i samfundet på den »brovtende og menneskefjendske« hiphop. Word til Roskilde for den tiltrængte nuancering, dér.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her