TEL AVIV Da Israel tidligt i går morges anholdt mindst 160 palæstinensere under store militære operationer i Hebron og Nablus på Vestbredden, gled forestillingen om en snarlig våbenhvile yderligere i baggrunden.
Formålet med sådanne israelske operationer er at ramme Hamas og andre militante palæstinensiske organisationer, som man fra israelsk hold hævder ikke er interesserede i en våbenhvile, hvilket også var tilfældet, da hæren mandag foretog den dybeste indtrængen på Gazastriben i flere uger.
Den omtalte våbenhvile, som Mahmoud Abbas palæstinensiske regering stadig forsøger at indgå med Hamas, er den israelske betingelse for at overgive dele af Gazastriben til palæstinensisk kontrol som et første skridt mod en ny fredsproces.
Hamas besvarede gårsdagens mange anholdelser ved at skyde en ny serie Kassam-raketter ind over Israel.
»Når de israelske generaler alligevel siger, at det kun er et spørgsmål om nogle dage, før de overgiver kontrollen til Abu Mazen (Mahmoud Abbas, red.), kan jeg ikke lade være med at le,« siger den palæstinensiske analytiker Khaled Amayreh, som befinder sig lige syd for Hebron.
»Selvfølgelig håber jeg, det er sandt, men jeg har svært ved at være optimist. Israel er slet ikke interesseret i nogen våbenhvile, og derfor betragter jeg Hamas som en særdeles ansvarlig organisation, der både erklærer sig parat til våbenhvilen, og samtidig stiller sine klare betingelser.«
Ifølge Amayreh er Hamas rede til at standse alle angreb på civile mål i op til fire måneder for at give Mahmoud Abbas en chance.
»Men dette tilbud står kun ved magt, så længe Israel gør det samme, og de mange anholdelser på Vestbredden var netop en overtrædelse af dette,« forklarer han.
Boaz Ganor, der forsker i terror ved Herzliya Instituttet udenfor Tel Aviv, mener, at konflikten har låst sig fast i et mønster, hvor ingen af parterne kan tage initiativet.
»Det minder om en nervekrig, hvor hver især venter på hvem der først blinker med øjnene,« siger han. »Af den grund er vi dybt afhængige af hjælp udefra.«
Ingen løfter
Lige nu ser egyptiske bestræbelser for at få Hamas til at indgå en våbenhvile ud til at være det bedste bud på at få den spinkle mellemøstlige fredsproces på benene igen.
Dette var i hvert fald signalet, da Hamas-lederen Khaled Mashal i går rejste fra organisationens hovedkvarter i Damaskus til et nyt møde med den egyptiske general Omar Suleiman i Cairo. Denne har i flere måneder søgt at få en våbenhvile i stand og har nu også inviteret både Islamisk Jihad, PFLP og Fatah til forhandlingerne.
»Formelt forhandler Hamas direkte med Mahmoud Abbas palæstinensiske regering, men egypterne er med som meget nødvendige fødselshjælpere,« tilføjer Boaz Ganor.
Egypterne taler om at indgå en hudna, som er en arabisk term for at bilægge en strid, og som et vigtigt element skal begge parter stå som ligestillede, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet med den vestlige forståelse af våbenhvilen.
»Dette er vigtigt, men lige nu ser udsigterne, til at det lykkes ikke store ud,« tilføjer Boaz Ganor.
Imens står parterne stædigt fast på hvert sit. Sharon kræver en total våbenhvile fra Hamas uden at ville give tilstrækkelige garantier igen, og omvendt afviser Hamas en våbenhvile på Vestbredden og Gazastriben. Derfor afhænger meget nu af general Suleiman.
Ingen hudna med Sharon
»Hans indsats er ikke noget udtryk for egyptisk altruisme, hvilket er både en styrke og en svaghed,« siger Khaled Amayreh. »Egypterne træder først og fremmest ind, fordi de frygter, at uroen vil forplante sig til dem, men på den anden side kan de af netop samme grund også forventes at ville gøre en ekstra indsats.«
Men til syvende og sidst regner Amayreh ikke med at se den fulde våbenhvile, uden at USA for alvor gør sin entre, og dermed ser han problemet ligge hos Sharon.
»Israel har endnu ikke taget en strategisk beslutning om at afslutte besættelsen,« forklarer han.
»Dette vil Hamas aldrig acceptere, og Bush står foran næste præsidentvalgkampagne og tør derfor ikke presse Sharon hårdere, end han gør. Tværtimod tror jeg, Sharon trækker tiden ud, til Bush står midt i valgkampen og derfor kan presses til en endnu mere pro-israelsk linje. Så længe Sharon er her, bliver der aldrig nogen hudna!«
