Læsetid: 4 min.

Ingen verdensorden uden amerikansk vold

Habermas og Derrida ville have et stærkt Europa som alternativ til USA. Spørgsmålet er nu om det er farligt og om de andre vil være med? Debatten fortsætter
20. juni 2003

(2. sektion)

Europa
Det, de advarede mod, var ikke en trussel. Det var garanten for verdens sikkerhed. Men det kunne Jürgen Habermas og Jacques Derrida ikke se. Den tyske sociolog Karl Otto Hondrich svarer i ugemagasinet Der Spiegel på det manifest for et samlet Europa, som de to filosoffer offentliggjorde i europæiske aviser på den sidste dag i maj.
Habermas & Derrida advarede mod USA som den eneste globale stormagt. Habermas & Derrida slog fast, at Europa burde agere som en politisk enhed, og at befolkningerne allerede havde skabt grundlag for den politiske enhed: Demonstrationerne mod krigen i Irak havde etableret en europæisk offentlighed. Europa advokerede for international ret og lov, USA anvendte global magt.
Karl Otto Hondrich svarer hånligt ved at henvise til de to filosoffer som religiøse autoriteter:
»Hvis man skulle følge de europæiske ypperstepræster, så findes der ingen større trussel mod freden end USA’s overmagt.«

Ikke en løsning
Derrida og Habermas advarer mod, at global magtudøvelse koncentreres hos en aktør. Men de har slet ikke forstået forholdet mellem vold og ret:
»Det er ikke retsordenen, men derimod voldsordenen, der er grundlag for samfundet. Det er i verdenssamfundet ikke FN, men derimod USA der etablerer dette grundlag. Hvis det var muligt at uddelegere magtudøvelsen mellem flere forskellige aktører, ville det ikke skabe mere fred, men mindre. Det er ikke USA’s monopol på voldelig magtudøvelse, der er et problem. USA’s voldelige magtudøvelse er løsningen på problemet. Hvad er så problemet? Problemet er den verdensomspændende og mangfoldige spredning af voldelig magt. Det begynder at spidse til: Stadig flere stater, bander, terrorister og fanatikere kan skaffe masseødelæggelsesvåben og true resten af verden.«
Det stærke og samlede Europa er ikke en løsning på det problem. Habermas & Derridas Europa ville blive til en konkurrerende magtkoncentration. To stormagter ville ifølge Hondrich være farligere end en supermagt. Når USA fungerer som verdens eneste supermagt, falder nationale interesser næsten sammen med globale interesser. Den politiske håndhævelse af stormagtens nationale interesser er underlagt demokratisk kontrol: Det ser Hondrich som ’alt andet end beklageligt.’ Vi har allerede et verdenssamfund reguleret og styret af USA: Den europæiske protest mod amerikansk supermagt bliver i dette perspektiv til en ’debat inden i det store vestlige hus.’ Vi har allerede en verdensorden med klart definerede ressortområder:
»Man arbejder for hele verden i Asien, man beder for hele verden i Arabien, i Afrika lider man, USA opruster og europæerne snakker om det hele. Man kan snakke og reflektere så meget, man vil, over og om den europæiske arv. Men man kan ikke snakke et samfund frem. Samfund opstår derimod i kamp (også mod sult).«
Man kan kritisere forestilllingen om det stort og samlet Europa mobiliseret af de gamle kernelande. Og Habermas & Derrida er blevet kritiseret. I den tyske avis Die Tageszeitung resumerer Isolde Chaim kritikkens karakter:
»De fleste kommentatorer holder Habermas & Derridas tekst op overfor virkeligheden og forkaster den som en utilstrækkelig analyse. Ja, man kan indvende en hel del imod teksten: Man kan modstille målet om ’tæmningen af kapitalismen’ med neoliberalismens indiskutable sejrstog, man kan holde den aktuelle højrepopulisme op som dementi af forestillingen om den ’europæiske respekt for de andres anderledeshed, man kan kritisere ideen om et avantgardistiske ’Kerneeuropa’, og man kan spørge, om den rasende modstand mod Bush er den rette drivkraft for et europæisk projekt. Men så misforstår man ideen med Habermas og Derridas manifest. Disse indvendinger går på indholdet af teksten. Men teksten var en begivenhed. Den er en intervention. Man kan altså ikke bare bedømme den på indholdet. Man må evaluere den som operation. Den er ikke et realistisk manifest; den er et forsøg på gundlægge det, den lovpriser.«

Og Skandinavien...?
Teksten om det stærke samlede Europa var en drøm. De to filosoffer håbede på at realisere drømmen ved at offentliggøre den, som om realiseringen allerede havde fundet sted.
Det schweiziske dagblad Neue Zürcher Zeitungs korrespondent i Skandinavien evaluerer operationen. Og konstaterer, at den slog fejl. Danskerne diskuterer ikke Habermas og Derrida. De diskuterer, om små lande mister indflydelse i konventets udspil til en europæisk forfatning. Svenskerne debatterer Euroen, som skal prøves ved en folkeafstemning til efteråret. I Norge var den intellektuelle elite modstandere af Den Europæiske Union ved afstemningen om eventuel indtrædelse. For skandinaverne har højere standarder for demokrati og velfærd end resten af Europa. Neue Zürcher Zeitung konstaterer:
»For skandinaverne er Europa ikke en trylleformel, men et nødvendigt onde som man ikke har noget alternativ til.«
Måske Hondrich i Der Spiegel taler på skandinavernes vegne, når han maler fanden på den europæiske drømmevæg: »Europa som magtpol uden for det amerikanske overherredømme, som sammen med andre magtinstanser som Rusland, Kina, Indien og Afrika vil udfordre det amerikanske overherredømme. Multipolaritet ville ikke være det første fremskridtsprojekt – husk socialismen! – som vil vise sig som et skridt tilbage.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu