(2. sektion)
Filmbøger
Alfred Hitchcock afslører sine visioner for fremtiden. Carlos Saura forklarer, hvordan det er at lave film under Franco. Og Michael Powell erkender, at instruktørgerningen ikke længere er så glamourøs og respekteret, som den var tidligere. Det amerikanske universitetsforlag University Press of Mississippi har gennem nogle år udgivet en række spændende, læseværdige bøger med den fælles undertitel Conversations with Filmmakers, og tre af de seneste har Hitchcock, Saura og Powell som hovedpersoner.
Hovedredaktør for interviewserien er filmkritikeren Peter Brunette, og de enkelte bind er redigeret af overvejende amerikanske universitetsfolk. Hver bog er bygget op på samme måde med en grundig introduktion til instruktøren, en nyttig livs- og karriereoversigt og en komplet filmografi, som leder frem til det egentlige, nemlig de mange interviews. Bøgerne består nemlig af en lille snes interviews lavet i løbet af filmskaberens karriere.
Således er det første interview med Hitchcock fra 1929, kun to år efter at han debuterede som instruktør med The Pleasure Garden, og det sidste er fra 1974, to år inden han lavede sin sidste film, Family Plot.
De mange interview er både bøgernes styrke og svaghed. Der mangler en rød tråd gennem dem, enkelte pointer gentages flere gange, og læseværdigheden afhænger i høj grad af, hvem der stiller spørgsmålene. Omvendt når man langt rundt om den enkelte instruktør og hans film, og den tidsmæssige spredning giver mulighed for at følge en instruktørs udvikling på tæt hold.
Fremsynet
Der er ingen tvivl om, at Francois Truffauts legendariske interviewbog med Hitchcock er uovertruffen. Men Alfred Hitchcock: Interviews, redigeret af Sidney Gottlieb, giver en unik mulighed for at høre Hitchcock fortælle på forskellige tidspunkter i sit liv og høre om hans tilgang til mediet og forestillinger om fremtiden.
F.eks. siger han i et interview fra 1931, fire år efter premieren på verdens første talefilm, at »filmen først og fremmest stadig skal være et medie til at fortælle en historie i billeder. Talefilmen har givet lærredet alle scenens fordele, men vi må ikke lade det påvirke os til at fortælle vores historier med ord.«
Et løfte, som den visuelt innovative Hitchcock holdt gennem hele sin karriere.
Og så tidligt som i 1938 formulerede han det behov for frigørelse fra et tyngende produktionsapparat, som blandt andet Dogme 95 realiserede mange år senere. Hitchcock var irriteret over al den tid, som han måtte bruge på at sætte lys, og han håbede, at det snart ville blive muligt at benytte sig af naturlige lyskilder, præcis som en af reglerne i dogme fordrer.
»Jeg ville gerne lave film ved kun at bruge de naturlige lyskilder, man finder i et rum. Vi skal placere kameraet og mikrofonen, hvor vi har lyst, men det skal ikke være nødvendigt med andet udstyr. Jeg kan måske flytte en almindelig lampe til et andet sted eller rykke lænestolen til en anden position. Men så kan vi også bare gå i gang og optage hele scenen uden at afbryde det følelsemæssige forløb.«
Alfred Hitchcock: Interviews er en fascinerende bog, ikke mindst fordi Hitchcock er så god en fortæller og en stor humorist og fordi han kræver noget af sine interviewere for at levere gode, fyldige svar.
Opdagelsesrejsende
Carlos Saura, som vi herhjemme kender bedst for dansetrilogien Blodbryllup, Carmen og Ilddansen og de beslægtede Flamenco og Tango, er med spanskprofessoren Linda M. Willems ord den mest betydelige spanske instruktør efter Anden Verdenskrig. Man kan vel argumentere for, at Pedro Almodovar er ved at overhale ham, men rigtigt er det i hvert fald, at hans karriere strækker sig over næsten 50 år, og at han har været og stadig er meget mere produktiv, end hans tilstedeværelse i de danske biografer lader os ane.
Derfor er det også interessant at dykke længere ned i hans værk og person med Carlos Saura: Interviews, der er redigeret af selvsamme Willem. Saura er født i 1932 og filmdebuterede i 1955 med dokumentarfilmen Flamenco. Han begyndte som fotograf, men blev takket være Flamenco optaget på Spaniens nationale filmskole, hvortil han også blev knyttet som lærer i 50erne og 60erne.
I flere af bogens interviews understreger Saura, der er meget inspireret af Luis Buñuel, at han altid har lavet, hvad han har lyst til at lave, også selv om det indimellem er blevet besværliggjort af den strenge spanske censur. Alle manuskripter skulle under Franco godkendes af en national filminstans som faktisk også uddannede instruktørerne før de overhovedet måtte sættes i produktion.
Saura og hans kolleger oplevede ofte at blive afvist og lærte sig derfor at fortælle de ikke sjældent samfundskritiske historier mellem linjerne og med billeder.
Saura kalder sig selv auteur og erkender, at han ikke »er nogen god historiefortæller, men snarere en opdagelsesrejsende i billeder.«
»Jeg definerer mig selv som auteur, selv om det ord gør mig angst, fordi det er så overvældende,« siger han i et interview fra 1988.
»Når man siger auteur, så lyder det, som om man praler, at man er en slags diktator. Jeg har altid ønsket at være auteur på den måde, at jeg tager ansvaret for mit arbejde. Det kan være godt eller dårligt, men jeg skubber aldrig skylden for mit arbejde over på andre mennesker. Mit arbejde er mit, det gør ingen forskel, om det er godt eller dårligt, ansvaret er mit.«
Jeg er film
Michael Powell hedder instruktøren, som efter Hitchcocks afrejse til Hollywood i slutningen af 30erne var Englands største filmprofil, og meget passende havde den stumfilminspirerede Powell arbejdet som stillfotograf på flere af Hitchcocks tidlige film.
Sammen med manuskriptforfatteren Emeric Pressburger lavede den visuelt begavede og kompromisløse Powell en række film Duellen, En sag om liv eller død, Den sorte lilje, De røde sko som siden er blevet hyldet som klassikere. Alene instruerede han blandt andet gyseren Peeping Tom (1960, Fotomodeller jages) om en ung mand, der filmer, mens han myrder unge kvinder som på sin vis ødelagde hans karriere, da rasende filmkritikere sablede den og Powell ned.
I sidste halvdel af David Lazars Michael Powell: Interviews, i de interviews, der er lavet efter Peeping Tom, skinner skuffelsen over reaktionerne på filmen igennem, hvilket kun understreges af, at den desillusionerede instruktør kun lavede yderligere tre spillefilm inden sin død i 1990.
Powell blev i slutningen af 70erne så at sige genopdaget af den amerikanske instruktør Martin Scorsese, der blandt andet fremhævede Peeping Tom som det mesterværk, den siden er blevet anerkendt for at være. Men ud over konsulentarbejde for blandt andet Francis Ford Coppolas produktionsselskab Zoetrope og et par kuldsejlede projekter holdt Powell sig fra filmmiljøet. Lidt trist for en mand, der i et interview i 1968 med den senere filminstruktør Bertrand Tavernier beskrev sig selv således: »De fleste instruktører fra min generation har deres egen stil, men det har jeg ikke. Tag Hitchcock eller Renoir, det er instruktører, som har fundet deres egen stil på film. Det har jeg ikke. Jeg lever film. Jeg valgte filmen, da jeg var meget ung, 16 år, og fra det tidspunkt falder mine minder sammen med filmmediets historie. Jeg er film. Og når jeg laver en film som Peeping Tom, så er jeg film. Og kun én som jeg kan lave Peeping Tom, fordi det er nødvendigt at identificere sig selv mere med film end med en personlig verden.«
*Conversations with Filmmakers. University Press of Mississippi. Kan købes på forlagets hjemmeside, www.upress.state.ms.us eller www.amazon.com
