Læsetid: 7 min.

En issyl i hjernen

Til grund for både Tarkovskis ’Solaris’ og Soderberghs ’Solaris’ ligger den polske forfatter Stanislaw Lems science fiction-roman, men der er tale om tre meget forskellige værker
27. juni 2003

Ny film
»Din idiot,« var det sidste, Stanislaw Lem sagde til Andrej Tarkovski, inden han stormede ud af døren og rejste hjem til Warsawa. Den polske forfatter tilbragte i 1970 tre uger i Moskva sammen med den russiske filminstruktør for at hjælpe med til at forme Lems science fiction-roman Solaris til et filmmanuskript.
Men det var et alt andet end lykkeligt samarbejde, hvor Lem følte, at den egensindige Tarkovski slet ikke lyttede til ham.
»Jeg havde prøvet at bløde ham lidt op, men han var stædig, og det var jeg også,« sagde Lem mange år senere om Tarkovskis efter hans mening misforståede fortolkning af bogen.
»Han ser rummet som noget frygteligt og mener, at man skal skatte den tid, man tilbringer på Jorden, og at sagen med Solaris-havet er, kan man sige, et irritationsmoment. Min idé er, at det er en interessant udfordring for mennesket, selv om det, naturligvis, kan forårsage tragiske konflikter og lidelse.«
Nu har endnu en stemme blandet sig i diskussionen mellem de to store ånder. Han er amerikaner, hedder Steven Soderbergh og har et helt tredje take på Solaris. For ham handler bogen om kærlighed, og Solaris tilbyder i hans film en form for forløsning og udfrielse, flugt, om man vil.

Fascinerende set up
Handlingen i de to filmatiseringer er i store træk den samme som i Stanislaw Lems bog, der regnes for en af de helt store i sf-litteraturen: Psykologen Kris Kelvin sendes til en rumstation, der er i kredsløb om planeten Solaris, for at vurdere, om Solaris-forskningen, solaristikken, skal fortsætte eller afbrydes. I mange år har forskere forgæves prøvet at ’kommunikere’ med Solaris og finde ud af, hvad det pulserende og tilsyneladende intelligente hav på planetens overflade er i stand til og måske kan udnyttes til.
Men nu er der kun tre mennesker tilbage på rumstationen, Sartorius, Snaut og Kelvins ven Gibarian, der dog lige har begået selvmord, da Kelvin ankommer til rumstationen.
Åbenbart er Solaris i stand til at materialisere menneskelige erindringer, og på rumstationen har man fået selskab af levende, tænkende væsener, ’de besøgende’, som tager form af mandskabets inderste tanker og fortrængninger. Kelvins afdøde kone, Rheya - Harey i bogen – der et par år forinden begik selvmord, dukker op, ude af stand til at huske andet, end at hun elsker ham.
Dette fascinerende, men også komplicerede set up bruges meget forskelligt af de tre kunstnere, og det er interessant at kigge nærmere på, hvordan de har valgt at sætte det i scene.
Solaris (1961) er Stanislaw Lems claim to fame i den vestlige verden, hvilket selvfølgelig blandt andet hænger sammen med Tarkovskis film, men han er også forfatter til en lang række udfordrende, kompromisløse sf-romaner, hvoraf kun et fåtal er oversat til dansk og engelsk, og han har tidligere gjort sig upopulær ved at angribe vestlig science fiction for at være overfladisk, perspektivløs eskapisme.
Den amerikanske sf-forfatter Bruce Sterling har beskrevet den stridslystne Lem således:
»For Lem er science fiction en illustreret form for tankeeksperiment: En fortrop i erkendelsen. Alt andet kommer i anden række, og det er denne form for målbevidsthed, der giver hans værk sin drivkraft. Det er i sandhed en ideernes litteratur, som affærdiger hjertet som trivielt, men borer sig ind i hjernen som en issyl.«

Religiøs metaforik
Lem mener, at mennesket befinder sig på et lavt udviklingstrin og er fremmede eksistenser mentalt underlegne. Mødet med den uudgrundelige Solaris sætter uventede tanker i gang og drejer dem i for mennesket usædvanlige retninger, men understreger også de menneskelige begrænsninger. Det fører blandt andet til en grusom eksperimenteren med ’de besøgende’ og til ufrugtbare psykologiske og filosofiske diskussioner blandt besætningsmedlemmerne.
Lem benytter sig ofte af en tør og nådesløs humor, og han holder sig ikke tilbage for drillende at stikke til videnskaben.
Bogen ender med, at Kelvin står alene tilbage på rumstationen uden sin Harey og ikke er stort klogere eller mindre frustreret, end da han ankom. Men på grund af erkendelsen af egen utilstrækkelighed overgiver Kelvin sig til oceanets skønhed. Han vælger at blive på planeten, hvilket man kan tolke som Lems hyldest til den oplyste og søgende ånd, som ønsker erkendelse for erkendelsens egen skyld.
Hos Tarkovski repræsenterer Solaris noget andet, og erkendelsens formål ligger i den religiøse erfaring.
Tarkovski bruger Solaris som et spejl for mennesket selv, et indre spejl, hvorfor manifestationerne nogle gange forvandler sig til mareridt. Sartorius’ dværg kunne blandt andet symbolisere det, der er tilbage af forskerens forkrøblede følelsesliv, ødelagt af den videnskabelige rationalitets terror.
Man kan også argumentere for, at planeten i Tarkovskis film rummer en højtudviklet intelligens, som ikke forstår mennesket og derfor fejltolker de erindringer, folkene på rumstationen har. Sartorius, der har et billede af børn hængende på sin væg, får besøg af en dværg, fordi Solaris tror, at børnene bare er små mennesker.
Tilmed slutter filmen med, som Tarkovski-eksperterne Vida Johnson og Graham Petrie observerer i artikel om Solaris i Sight & Sound, at Kris er tilbage på jorden, i sit hus ude på landet, hvor vi i begyndelsen af filmen mødte ham.
Lige inden kameraet panorerer ud over det store ocean, ser vi, at det stadig regner, men inde i huset; den gule ballon, vi så dengang, er der også stadig; og et bål, som Kris tændte, da han drog afsted, brænder endnu. Som var sceneriet Solaris’ let misforståede version af, hvad, det er, Kelvin drømmer om.
I et audioessay, der ligger på lydsporet til en fremragende dvd-udgave af Solaris, kommer Johnson og Petrie ind på Tarkovskis religiøse symbolik, som fik Lem til at tage afstand fra den færdige film. Det regner hele tiden i filmen, regnen er Helligånden, som gennemvæder og renser alt, og til sidst kommer Kelvin hjem, gennemgår en renselsesproces og knæler for Den Store Fader.
Den religiøse metaforik, observerer Johnson og Petrie, viser sig også i instruktørens fascination af jorden og naturen, og »et af filmens store temaer i forhold til Lems roman er en nostalgi i forhold til, hvad Jorden har at tilbyde, i såvel naturen som kulturen.«
I Tarkovskis visuelt spændende fortolkning – med et evigt cirklende kamera, langsomme panoreringer og de symbolladede billeder – er Solaris med en spilletid på næsten tre timer en både udmattende og fængslende oplevelse.

Ekko af forgængerne
Efter romanens russiske eventyr, var Lems forventninger til den amerikanske filmversion af Solaris ikke særlig store.
»Hvis amerikanerne forvandler min roman til noget bizart, så vil jeg ikke blive særlig overrasket,« sagde den 81-årige forfatter sidste år i et interview med det amerikanske magasin Wired.
»Jeg havde mine tvivl om, hvorvidt jeg skulle sælge rettighederne til Solaris i USA. Men på et tidspunkt sagde jeg til mig selv, ’jeg er gammel; jeg vil afholde mig fra altid at sige nej.’ Nu er der ingen vej tilbage, og der er intet, jeg kan gøre.«
Men der er heller ingen grund til at ærgre sig, for Steven Soderbergh har fået en elegant og ikke uinteressant film ud af Lems bog. Og hans Solaris er efter de fleste Hollywood-standarder en både modig og tankevækkende film.
Som en blanding af Rumrejsen år 2001 og Sidste tango i Paris har Soderberghs selv beskrevet filmen. Men hvor det måske nok er at sætte den på en lidt for letfattelig og unuanceret formel, så har han været klog nok til at vende sig mod Lems bog og begynde forfra i stedet for at basere sig på Tarkovskis film.

Kærlighedens væsen
Hvor Soderberghs Solaris i de plotmæssige detaljer dog ikke minder meget om Lems bog – i endnu mindre grad end Tarkovskis film – så deler den enkelte tematiske elementer med begge sine forgængere.
Den amerikanske version er frem for alt en kærlighedsfilm, hvor George Clooneys livstrætte Kelvin hurtigt accepterer, at
Rheya (i Natascha McElhones smukke skikkelse) er vendt tilbage. Han er ikke interesseret i at forstå Solaris eller bekæmpe ’de besøgende’, så længe han får mere tid med hende.
Den mentalt ustabile Rheya begik selvmord, da Kris efter et skænderi sagde til hende, at han ikke orkede mere, og han har været plaget af skyldfølelse lige siden. Solaris giver ham en mulighed for at få en chance mere, hvorfor planeten også kommer til at symbolisere en form for forløsning – eller udfrielse, hvis man skal se slutningen med en kristen optik: Solaris som Paradis.
På den måde opfatter Soderbergh Solaris som noget positivt, muligvis religiøst, men ikke så tungt som hos Tarkovski, samtidig med at han erkender, at personerne ikke kommer til at forstå, hvad der foregår, men er nødt til betingelsesløst at overgive sig.
Det kunne lyde som et ekko af både Lem og Tarkovski, men Soderbergh er en begavet filmskaber, der har sin egen tilgang, ikke mindst visuelt, til materialet. Solaris er en smuk film, eftertænksomt og elegant optaget med Soderberghs eget kamera, følsomt klippet af Mary Ann Bernard, følsomt underspillet af Clooney og McElhone, og med Cliff Martinez’ pulserende musik som underlægning er det en poetisk og begavet betragtning over kærlighedens væsen.
Lem synes sikkert også, at Steven Soderbergh er en idiot, men nu er den polske forfatter ikke filminstruktør. Og selv om Soderberghs Solaris ikke er lige så intellektuelt udfordrende som Lems eller filmisk original som Tarkovskis, så er den bestemt værd at se.

*Solaris. Instruktion og manuskript: Steven Soderbergh. Amerikansk (Dagmar i København)
*Stanislaw Lem: Solaris. Ovs. Rosa-Marie Tvermoes, rev. Runa Kildegaard Klukowska. 320 s., 99 kr. Gyldendal
*Andrej Tarkovskis Solaris er udkommet på en fremragende region 1-dobbelt-dvd fra Criterion, som kan fås på www.dv-depot.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu