Læsetid: 5 min.

Kål, kultur og klasse

I onsdags forærede Radiosymfoniorkestret sin gave til Skt. Petersborg: En koncert med Carl Nielsen og Poul Ruders
14. juni 2003

Klassisk musik
SKT. PETERSBORG – En svag duft af sur kål tager imod på Filharmonien i Skt. Petersborg. Stedet, hvor russiske komponister som Tjakovskij, Sjostakovitj og Prokofjev færdedes hjemmevant, og hvor bl.a. Schumann har spillet og Wagner dirigeret.
Den dominerende odeur gør dog ikke kål på fornemmelsen af, at Filharmonien emmer af russisk kulturhistorie. Ånden sidder stadig i den afskallede flødefarvede maling, det falmede bladguld og den røde velour, som er slidt væk af de mange russere, som har siddet blandt publikum siden 1840’erne.
Denne dag har Radiosymfoniorkestret taget plads under de enorme krystallysekroner. Samme aften skal de overrække deres gave til Skt. Petersborgs borgere, som er en koncert med bl.a. Poul Ruders og Carl Nielsen, som aldrig tidligere har været opført i byen. Desuden skal de opføre Mahlers »Des Knaben Wunderhorn« sammen med Bo Skovhus, som dermed får sin debut i Rusland.
På dirigentpodiet står Yuri Temirkanov, som udover at være chefdirigent for Skt. Petersborg Filharmonikerne er en af de mest magtfulde skikkelser i byens musikliv. Da jerntæppet faldt, var Filharmonien på sammenbruddets rand med huller i taget og et orkester i opløsning. De dygtigste musikere forlod orkestret og byen, men efter flere års stædig kamp, er det nu lykkedes Temirkanov at vende udviklingen. Bl.a. takket være Putin, som er en god gammel ven af dirigenten!
Som bevis på det nære venskab kan det f.eks. nævnes, at byens musikere og konservatorielærere netop har fået deres løn forhøjet til det ti-dobbelte på Putins foranledning, efter Temirkanov fik overbevist ham om, at det ikke var retfærdigt, de levede på et eksistensminimum. Maestro Temirkanov er altså en mand med stor magt og endnu mere magtfulde venner, hvilket er en forudsætning for, at få noget til at lykkes i Skt. Petersborg.
Denne formiddag indtager Temirkanov salen med samme selvfølgelighed som sin egen dagligstue. Han er en lille og væver herre med en enorm udstråling, som ikke spilder tiden på hyggesnak med orkestret, men går direkte i gang med prøven – eller rettere sagt gennemspilningen af aftenens program.
I stedet kan man se, hvordan enkelte medlemmer af symfoniorkestret med jævne mellemrum sætter sig i salen for at få et indtryk af den glasklare lyd i den kasseformede sal, hvor hvert enkelt instrument fremstår med al tydelighed.
Et medlem af orkestret indrømmer, at det er en vane de har fået med årene; at sætte sig ned i salen og lytte detaljeret til de enkelte instrumenter for bedre at kunne rådgive hinanden og i fællesskab finde det rigtige udtryk. I takt med Radiosymfoniorkestrets internationale ambitioner er vokset, er kravene til deres egen formåen vokset yderligere.
Der er ikke meget pjat under prøverne, men derimod dyb koncentration. Dog med undtagelse af slagtøjsgruppen, som under Ruders stort set ikke kan være i kroppen af bar glæde over endelig at få lov til at slå til!

Åndeligt armod
Efter et par timer forlader Yuri Temirkanov salen med en beige jakke skødesløst hængende over skuldrene. Efter ham sjokker den samlede danske verdenspresse, som er inviteret til møde på hans kontor, hvor et kæmpemæssigt maleri af Tjajkovski vogter. Selv nærmest forsvinder Temirkanov bag det enorme brune skrivebord i lænestolen med de mange nygotiske udskæringer.
Maestroen lægger ikke skjul på at han betragter Filharmonien som sit hjem. Hver gang han stiller sig op på podiet, sender han en tanke til de store mestre, som har stået der tidligere. Derfor ser han det også som sin pligt at styrke kærligheden til den klassiske musik i Skt. Petersborg, som har en lang og stolt historie bag sig som kunstens og kulturens russiske højborg.
I Sovjettiden var musikundervisning i skolerne obligatorisk, men i de nye tider har børn og unge i stigende grad vendt musikken ryggen, hvilket på længere sigt fører til åndeligt armod ifølge Temirkanov.
Hvad orkestret angår, er hans filosofi ganske håndfast. Der findes orkestre for hvem, musikken er blevet et 9-til-5 arbejde – dem gider han ikke dirigere! Og så findes der orkestre som Radiosymfoniorkestret, der »stadigvæk elsker musik« – dem gider han godt dirigere!

Nielsen – ham har vi da hørt
Koncerten begynder og aftenens dirigentstil må betegnes som ganske nonchelant, hvilket står i skarp kontrast til, når han dirigerer russisk musik, hvor et ganske andet temperant sniger sig ind.
Det russiske publikum i Filharmonien forholder sig i begyndelsen i larmede tavshed til Poul Ruders’ »Concerto in Pieces«, hvor musikken med stor voldsomhed fejer hen over orkestret med lejlighedsvise punktnedslag på samtlige instrumentgrupper, så hele orkestret involveres i Ruders’ symfoni, som oprindeligt blev skrevet for at markere 300- året for Purcells død.
Efter Ruders følger mere velkendte toner af Mahler sunget af Bo Skovhus med en overbevisning, som giver fuld forståelse for, hvorfor han ikke ligefrem savner engagementer på alverdens operascener.
Inden pausen har det russiske publikum overgivet sig og en mindre strøm af buketter til både orkestret, Bo Skovhus og Temirkanov finder vej til scenen. Fra buketter bestående af fem halvdøde nelliker til en faretruende opsats bestående af papegøjenæb, orkideer og bambusblomsterpinde strittende i alle retninger. Mens russerne bliver i pausen og forventningsfuldt ser frem til Carl Nielsen, smutter et par tilstedeværende danskere med ordene: »Nielsen, ham HAR vi da hørt før!«.
Carl Nielsens 4. symfoni er ved en fejl kommet til at hedde »Det Undslukkelige« i det russiske program, hvilket tilsyneladende gør et vist indtryk på de fremmødte russere, som lytter både interesseret og engageret.
Oprindeligt var det planen, at Dronning Margrethe skulle have overværet overrækkelsen af Radiosymfoniorkestrets musikalske gave. Det satte storpolitikken en stopper for. Derpå kom statsministeren på tale. Senere kulturministeren. I stedet er aftenens mest prominente danske gæst blevet generaldirektør i DR, Christian Nissen, som er ankommet slukøret efter det turbulente bestyrelsesmøde om DR-nyheders fremtid. Bleg sidder han for sig selv og dirigerer Nielsen diskret med højre hånd.
Da orkestret afslutningsvis spiller Tangojalouise har det russiske publikum overgivet sig totalt – og der bliver derfor hurtigt fremtryllet endnu flere blomsterbuketter til Elise Båtnes, som formår at spille Tangojalousie ikke alene på violin, men også med sit ansigtsudtryk.
Under det afsluttende bifald, da koncerten er slut, står Temirkanov på podiet og ser tilfreds på sit publikum som den zar over Filharmonien, han er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her