Læsetid: 3 min.

Kampen for ikke at dumme sig

Mod Luxembourg er der igen brug for driblere på fløjene
10. juni 2003

Fodbold
Modtagelsen var ikke fyrstelig, da det danske fodboldlandshold i går ankom til Luxembourg. I lilleputstatens lufthavn kunne danskernes ikke få deres bagage ud af flyet, så Morten Olsens stab måtte køre til hotellet i to hold. Fortsætter det sådan, venter der de danske en besværlig aften, når landsholdet spiller forårets sidste EM-kvalifikationskamp mod fyrstendømmets fyraftens
prof’er – trænet af et af Danmarks største fodboldnavne gemme tiderne Allan Simonsen.
Simonsen og Olsen var begge på banen, da Danmark i 1983 vandt den største af i alt syv sejre over Luxembourg. 6-0 blev det mod et landshold, som Danmark havde spillet uafgjort med i sine to første opgør tilbage i 1963.
Vanskelighederne tog sig anderledes ud, da Danmark sidste efterår vandt den første kamp i kvalifikationsspillet til EM 2004 med 2-0 i Parken.
Mod et kompakt Luxembourg-hold i 6-4-0 opstilling – og med den eneste førsteklasses professionelle, Jeff Strasser som omdrejningspunkt, sled de rød-hvide en hel første halvleg for at komme igennem og score.
Et straffespark tildelt syv minutter efter pausen for verdens mindste skub i ryggen på Christian Poulsen, gav straffespark som Jon Dahl Tomasson omsatte til 1-0. De to er ikke med i morgen, men det er Ebbe Sand, der lukkede Luxembourg-kampen med hovedstødsmål til 2-0 på centring fra indskiftede Jesper Grønkjær.
Det var Sands 20. og foreløbig sidste landskampsmål – siden har han ikke scoret!
Det gjorde Grønkjær i kampen mod Norge i en kamp, som mange kaldte en sejr for fodboldspillet, fordi Danmark vandt 1-0 – og især fordi de norske ’Spielverderber’ tabte.
I mine øjne lignede kampen en halvkikset pinsefrokost med lidt for langt mellem snapsene og de rigtigt lækre lune retter, men hvor dagen blev reddet af det gode selskab.

Forenkling
At Danmark spillede mere og bedre anerkender alle, også nordmænd.
Rene Henriksen og Martin Laursen stod stærkt i centerforsvaret og luftrummet, Thomas Gravesen og Claus Jensen huserede på midtbanen lige som Jesper Grønkjær på højre fløj, hvor han er bedre end på venstre. Og så rager Morten Wieghorst i enhver henseende op på nationalholdet efter sin tilbagevenden til dansk og international fodbold i fjor.
Men det stort opkørte opgør mellem dansk kombinationsbold og nordmændenes fysisk hårde håndbold-spilkoncept, hvor midtbanen springes over og kampen foregår omkring straffesparksfelterne, er en forenkling, som ikke holder i denne kamp.
Vist havde Norge flere lange bolde frem ad banen end Danmark – 29 mod 14 ifølge dagbladet B.T.’s opgørelse. Men da de to mødtes sidste år i Oslo talte manden bag den forkætrede norske spillestil, Egil Drillo Olsen 65 danske mod 64 norske ’langbolde’.
Desuden skiftede Nils Johan Semb i pausen fra 4-5-1 til 4-3-3 formation.
Det betød, at fejlplacerede John Arne Riise, der lå 10-20 meter fra sin opponent, Jesper Grønkjær, kom frem på midten. Der sørgede han for mere tryk, men ikke flere ideer. Det er imidlertid noget andet end at påstå, at Norge kun spiller destruktionsfodbold med kynisk satsning på resultatet.
Nordmændene siger selv, at Drillo-stilen ikke havde kunnet indføres andre steder end i Norge, hvor fodboldsucces kom med Drillo i 90’erne. De siger også, at den løbende diskussion om spillestilen har været med til at udvikle norsk fodbold, hvor topholdet Rosenborg spiller helt anderledes.
Debat er udviklende, også i Danmark landstræner Morten Olsen har hævdet været utilbøjelig til at diskutere, at der er modstandere, som hans landshold må tilpasse spillestilen efter, som i 2-0 sejren mod Frankrigs verdensmestre sidste sommer i VM. Og på et eller plan var tilfældet mod Norge i lørdags. Dybest set er det, hvad strategi og taktik handler om.
Selv om Luxembourg ikke er en udfordring i klasse med Frankrig, Rumænien og Norge, så har Olsen-banden brug for en plan og en masse tålmodighed.
Hjemmeholdet vil pakke sig med ni-ti mand på egen banehalvdel – de tabte jo 0-7 hjemme til Rumænien fire dage efter 0-2 nederlaget i Parken i efteråret. Derfor er der igen brug for driblere på fløjene som Grønkjær, der er bedst på højrekanten, og Martin Jørgensen, som skylder lidt ved kasse 1. De er saltet, der giver det danske kombinationsspil skarphed i en kamp, der forventeligt vil stille større krav til tålmodigheden end pinse-fighten mod Norge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu