Læsetid: 4 min.

Kampen for den smukkeste partner

Mens pengekassen bugner i Sorø Kommune, så er flere nabokommuner truet af bankerot. Jagten på rige og smukke partnere er gået ind i Vestsjælland
26. juni 2003

Ophidset peger manden ned ad skovstien.
»Det brænder. Navne-bøgen brænder,« fortæller han, mens armene peger og stikkelsbærbenene sætter i fart.
Et blåt lysskær bliver slynget ud mellem det grønne længere fremme. Lugten af brændt træ hænger i luften.
»Drengestreger. Det er tredje gang, der bliver sat ild til det træ,« siger manden, der står og ser på, at brandfolkene pakker slanger og udstyr bort.
Navne-bøgen, der i årtier har lagt bark til akademisterne fra Sorø Akademi, har overlevet endnu et angreb.
Brandfolkene, der nu kører bort, har – ukendt for mange soranere – en helt central betydning for Sorø og andre kommuners fremtid.
En fremtid, hvor Sorø i lighed med andre kommuner kan ophøre med at eksistere.

Pæne piger
For nyligt tog Sorø en vigtig beslutning for fremtiden.
Byrådet, med den socialdemokratiske borgmester Ivan Hansen for bordenden, vedtog et omfattende samarbejde med fire andre kommuner om at inddrive skat. 20 medarbejdere fra Sorø flytter sammen med ansatte fra de øvrige kommuner ind i et nyt kontor i erhvervskvarteret ved Sorø.
Fremover vil også borgerne i Ringsted, Stenlille, Fuglebjerg og Hashøj få afgjort selvangivelsen i det nye Skat Midtsjælland.
Og det er godt på mange måder, fortæller Sorøs kommunaldirektør Lene Sølund:
»Der kommer stadig større krav fra staten på det område. Hvis ikke vi gør det ordentligt, så kommer staten og overtager opgaverne«.
Samarbejdet gør det samtidig muligt at ansætte bedre folk, tage sig af mere komplicerede sager – og så sparer projektet kommunen for 1,5 million kroner, oplyser hun.
Kommunaldirektøren har travlt for tiden. I dag skal et nyt samarbejde om jobformidling indvies i Ringsted.
Her deler Sorø og Ringsted opgaverne med Haslev og Stenlille. Det sikrer bedre kontakt til flere virksomheder i området. Og igen – bedre medarbejdere, f.eks. højtuddannede københavnere – er nemmere at lokke til store kontorer med karrieremuligheder. Sorø samarbejder med de andre kommuner af lyst – og med et vist strategisk sigte, i følge kommunaldirektøren:
»Jeg tror, det er lidt lige som at være til dans i forsamlingshuset. Den, der kommer først ud på dansegulvet, kan også vælge den smukkeste partner,« siger Lene Sølund.
Regeringen har hængt et damoklessværd over hovedet på Sorø og landets øvrige kommuner i form af den såkaldte strukturkommission. Efter al sandsynlighed bliver små kommuner dikteret sammenlægninger, når arbejdsgruppen sidst på året offentliggør sin rapport. Derfor er Sorø i offensiven. Kommunens pengekasse bugner, fordi vellønnede borgere flytter til dette Vestsjællands svar på Hellerup. Men lige uden for bygrænsen er en stribe landkommuner tæt på bankerot.
»Lav kassebeholdning,« står der f.eks. på skiltet i døren ind til rådhuset i Stenlille. Rådhuset er et gult parcelhus, hvor borgmester Vagn Guldborg fra Venstre kæmper desperat for at få enderne til at mødes.
Borgerne i Stenlille bliver sat på smalkost næste år, hvor kommunen skal spare fire procent, fortæller borgmesteren, mens han serverer kaffe og franskbrød med tykt smør:
»Bloktilskuddet er for lille. Vi får ikke til smør på brødet, men jeg håber, vi kan holde skindet på næsen. For det er simpelthen ikke til at få øje på, hvor vi kan spare mere,« siger den pressede borgmester.
Stenlille med 5.000 borgere er begejstret for samarbejdet med Sorø, der har tre gange så mange indbyggere:
»Vi har kun gode erfaringer med samarbejdet. Vi bliver ikke opfattet som en lillebror. Der bliver lagt vægt på vores mening,« siger Vagn Guldborg.
Om få år er Stenlille ophørt som kommune, vurderer han. Borgerne kører alligevel til Sorø for at handle og føler sig knyttede til den større kommune, mener han.

Kassen er tom
I Fuglebjerg, syd for Sorø, er kassen allerede tom, og kommunen er sat under administration af Indenrigsministeriet. Samarbejdet, bl.a. med Sorø, er med til at give borgerne en bedre service, påpeger borgmester Henrik Willadsen, Venstre.
»Det er jo ikke sådan, at vi ikke har styr på tingene, eller ikke kan bidrage til noget som helst. Samarbejdet foregår af nød på den måde, at vi kan løfte opgaverne bedre i en større enhed. Og af lyst, fordi vi foretrækker den model frem for en tvungen sammenlægning,« forklarer borgmesteren.
Han har taget træsko på og smøget cowboybukserne op. Der er ingen grund til, at være prætentiøs i Fuglebjerg, hvor de fleste borgere hælder mere til Næstved end til Sorø. Der ligger Bilka nemlig.
Borgmester Willadsen advarer dog sine bysbørn mod at tro, at en stor sammenlægning automatisk er godt:
»Det er jo ikke storcentret, der kommer ud og rydder sne for jer,« lyder borgmesterens formaning.
Tilbage i skoven ved Sorø er brandfolkene væk.
Beredskabet er et af de ældste tværkommunale samarbejder, som Sorø indgår i. Brandfolk, biler og udstyr er fælles med Stenlille. I årevis har det fungeret til stor tilfredsstillelse for borgerne i begge kommuner.
Branden har til gengæld ædt et dybt hul i bøgen. Nye akademister får sværere ved at ridse deres navn i barken. Det er godt, at muren ved Klosterkirken også fungerer som mindeplade.

FAKTA
Sorø på skrump
*Regeringen fik i går godkendt aftalerne med kommuner og amter om næste års budgetter i Folketingets finansudvalg. Med aftalen sætter regeringen loft over skatten og kommunernes udgifter og tvinger dermed kommunerne til at skære ned. Information ser på, hvordan Sorø Kommune håndterer en økonomisk slankekur. Første artikel blev bragt 31. maj/1. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her