Læsetid: 2 min.

K’nyt

4. juni 2003


Nordisk Råds Musikpris
*Den nordiske musikkomité NOMUS har besluttet, at dette års Nordisk Råds Musikpris skal gå til det multikulturelle område.
Det blev den norske sangerinde Mari Boine, der i går modtog prisen på 350.000 kroner for sin musik og sine tekster. Mari Boine er en af stifinderne i den nye samiske musik. Af motiveringen lød: »Mari Boine har i et kvart århundrede været en af Nordens fremmeste udøvere inden for etnisk musik. Hendes virksomhed er præget af høj kunstnerisk kvalitet og hun har sat den samiske musikkultur på den nationale, nordiske og internationale musikalske agenda ... Mari Boine har en etnisk intuition, en kunstnerisk kraft og formidlingsevne som når alle mennesker i verden, uanset kulturel baggrund.«
De danske kandidater var Pierre Dørge & The New Jungle Orchestra og Outlandish.
Prisen, der sidste år gik til den færøske komponist Sunleif Rasmussen, overrækkes i oktober i Oslo.

Godt år for Arken
*Arken har netop udsendt deres årsrapport for 2002, hvoraf det fremgår, at året var et af de bedre for museet.
Således besøgte 180.205 gæster museets udstillinger i 2002, hvilket er 30.000 flere end budgetteret. Boteroudstillingen var særlig velbesøgt med 88.404 gæster.
Efterårets Asger Jorn-udstilling, der fortsatte ind i 2003 var ligeledes en succes med 66.778 besøgende.
Endvidere blev Arkens 53 nyerhvervelser udstillet i 2002, der også bød på det første nummer af det videnskabelige tidsskrift Arken Bulletin.

Lars H.U.G. på tour
*Lars H.U.G. og band indtager denne sommer mange af landets udendørs scener efter flere års pause. Musikalsk vil sangeren tage udgangspunkt i numrene fra sit nye album Save Me From This Rock’n’Roll.
Turneen starter den 26. juni på Nibe Festivalen og fortsætter videre til Roskilde Festival, Grøn Koncert og Skanderborg Festival.

Aarhus anerkendes
*I den forgangne uge har to skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble modtaget anerkendelse i form af legater.
Kim Veisgaard modtog et legat på 35.000 kroner fra Olaf Ussings Fond og Victor Marcussen modtog ved samme lejlighed Kirsten Hindbergs hæderslegat på 10.000 kroner.

Kostbart hittegods
*To værdifulde kunstværker af Picasso og New York-kunstneren Sophie Matisse, der er oldebarn til Henri Matisse, er blevet afleveret til en politistation. Værkerne blev efterladt i en undergrundsstation i New York i sidste uge af en distræt indrammer, der glemte dem i et læder-portfolio, før han stod på toget. Han hængte efterfølgende plakater op på den tilbagelagte rute og udlovede en dusør til finderen.
En gadeboghandler forklarede, at to mænd havde givet ham portfoliet, da de kom ud af den samme station, hvor indrammeren havde glemt dem. Han overdrog derefter kunstværkerne i politiets varetægt, skriver BBC.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her