Læsetid: 4 min.

Københavns kogende kæmpe

Svanemølleværket, der i år fylder 50, leverer ren energi til futuristiske kontorer og fornyede brokvarterer – men engang var værket en beskidt affære med osende skorstene og svovlende havnearbejdere, der 16 timer i døgnet lossede kul fra polske dampere
7. juni 2003

Et bjerg af en bygning er Svanemølleværket, der tårner sig 100 meter op med sine klippeafsatser, pas og tinder. Et bjerg af rød tegl med en glødende vulkan i midten, som sikrer lys og varme til storbyen.
Nu har det ligget i Svanemøllebugten og stukket sine tre, grå skorstene til himmels i 50 år. Værket er passeret af millioner af S-togspassagerer, drevet frem af værkets el, og de flittige pendlere har måske anet forbindelsen mellem deres bevægelse og værkets massive eksistens.
Byen bevæges, og imens driver på en kølig morgen en hvid fane fra en af skorstenene. Det er ikke røg, men damp fra det daglige drama inde i bygningen.
Hvor sidder sjælen på sådan en svend? Måske i kontrolrummet, hvor en række monitorer krummer sig gennem det lyse lokale. Skærmene myldrer af labyrinter, trukket op med hvide streger, som fortæller tekniske eventyr om strømmens smutveje og blindgyder, om varme og kolde forbindelser.
Inde i et glasaflukke sidder gud, den store maskinmester, som ene mand og med venstre hånd nonchalant begravet i overallslommen med en let berøring af en fingerspids kan styre i værket, som fremstiller fjernvarme til det nordlige København og strøm til det store net.
Mesteren strækker sig på kontorstolen, værket spinder, men sjælen er næppe her, snarere hjernen, gemt i en chip.
Videre til kolossens største sal, hvor kedlerne findes. Stedet er proppet med et sammenfiltret tarmsystem af rør, der kun efterlader snævre passager og får det hele til at ligne en rodet kælder, som kræver kunstigt lys og nøje lokalkendskab for at være farbar for levende væsner. Køligt er her, trods den 500 grader varme damp, der tordner gennem ledninger af flere borgmestermavers tykkelse. Man ønsker at komme væk herfra – for når der koges vand til en storbybefolkning, er det ingen køn affære.
Snart står det klart, at sjælen findes i den næststørste sal, turbinehallen, hvor der er svimlende luftigt og plads til, at en knaldrød kran kan kravle frem og tilbage under loftet, når 100 ton tunge maskindele skal udskiftes.
Det mægtige rum er spændt ud med lyd, som fylder hver pore og får gulvet til at ryste under ens fødder. Kraften kommer fra de store grønne turbiner, hvis indre drejer rundt om sig selv 3.000 gange i minuttet for at mase strøm ud af magneter. Det er her hovedstadens lyshav skabes, og den slags undere kan høres.
Dagslyset falder frodigt ind gennem tre smalle tårnhøje vinduer i hver side af salen. De ruder er en katedral værdig. Og på altertavlen, der bærer det stålsatte navn Siemens, fortæller talrige visere og målere om tryk og effekt. I tavlens øverste hjørne sidder en rød og en grøn pære. Er turbinen i drift, lyser den røde – det er højspændt logik.

Da den socialdemokratiske borgmester Arne Sundbo i 1947 søgte Københavns Borgerrepræsentation om 38 millioner til opførelse af værket, sagde han: »Det er ikke uden Bevægelse, man staar over for en Bevilling som den, der her er foreslaaet«. Overretssagfører Sundbo kneb en tåre ved tanken om det velfærdssamfund, som værket var udtryk for, og Borgerrepræsentationen, der snart måtte ryste op med yderligere 18 millioner, trøstede sig med, at de mange ekstra penge blev lånt af Marshall-hjælpen. Således har amerikanerne en aktie i værket. Det gælder også arkitektonisk, for bygningens kasser og kvadrater er inspireret af funktionalistisk højhus- og fabriksbyggeri i 1930’erne og 1940’ernes USA.
Svanemølleværket har navn efter en vindmølle, der for mere end hundrede år siden kørte i nærheden af det sted, hvor el- og varmeværket siden blev opført. Vindkraft har dog aldrig været på Svanemølleværkets program. I 1985 blev Svanemølleværket bygget om, så det nu fyrer med naturgas, der kommer frem til kedlerne tværs over Danmark gennem rør ude fra Nordsøen.
Før 1985 fyrede man med kul, og det var på mange måder andre tider. I kultiden havde værket 200 ansatte, i dag 55. Værket var ikke så automatiseret, og man havde f.eks. folk siddende strategiske steder i kedelrummet for at holde styr på ventiler og øje med målere.
På kajen ud til Kalkbrænderihavnen knoklede en større flok havnearbejdere med at losse kuldamperne, der især kom ind fra Polen. Men også russiske, tyske og britiske skibe – i alt 120 om året – leverede kul til værket, som om vinteren gylpede en hel skibsladning i sig på en dag. Der blev svedt og bandet på kajen op til 16 timer i døgnet. Det var før ’alkoholpolitik’ blev opfundet, så der røg ofte en del bajere ned for at skylle halsene fri for kulstøv. Står man oppe på taget, beklædt med ydmygt tagpap, kan man se ned på den store kulplads foran værket ud mod havnen. Nu er pladsen tom og tyst. Et stykke københavnerkultur er borte. Til gengæld har byen fået et værk, som forurener langt mindre end før. I kultiden var det ikke ualmindeligt, at der fra værkets skorstene – trods filtrering – en gang i mellem væltede brune og sorte røgskyer til vejrs, når sodkager rev sig løs. Og kørte borgerne på Østerbro en finger hen ad deres hvidmalede vindueskarm, kom der en lys streg.
I starten af forrige århundrede blev jernbanetunnelen mellem Østerport og Hovedbanegården gravet ud. Jorden læssede man i Svanemøllebugten, og det var på denne opfyldning, at Svanemølleværket blev opført for 50 år siden.
Og nu bygges der igen. Syd og nord for værket opføres i disse år kontorkvarterer ud til vandet. Futuristiske huse fyldt med computere, konsulenter og it-folk, der færdes hjemmevant i cyberspace, tilsyneladende løsrevet fra den ordinære hverdag i området. Men varme har karrierefolket brug for i kontorerne, gode gammeldags 18 grader, og sådan nogle kommer fra Svanemølleværket – denne trearmede lysestage, der uden om turistorganisationer og reklamebrøl har sneget sig til en rolle som vartegn for metropolens fortid og fremtid. På samme tid. n

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu