Læsetid: 4 min.

Køkkenhaven er ikke for sjov

800 familier i den interimistiske skurby-lejr Irma Alberta uden for millionbyen São Paulo venter på en permanent bosættelse på egen jord. Information har besøgt den brasilianske bevægelse for jordløse byboere og bønder
23. juni 2003

SÃO PAULO – Den barfodede knægt hiver hjulpet af sin bror blikspanden de sidste centimeter op af brønden. Stiverne på brøndens hejsesystem giver sig faretruende, da de to drenge skvulper vand ud på den enes gulgrønne brasilianske landsholdstrøje.
Faderen dukker op bag plastikforhænget i bambusskuret og skynder på dem. Grøntsagerne og grisene skal have vand, vrisser han, mens brødrene bakser den nu halvt fyldte blikspand igennem køkkenhavens grønne pebre, søde kartofler og majs.
Scenen er typisk for lejren Irma Alberta, hvis hundredevis af bambusskure er koncentretret i grupper om de hjemmeborede brønde. Adgangen til lejren sker fra grusvejen mellem to motorveje i det sydlige São Paulo frem til en adgangsbom for foden af en bakketop. Lejren tilhører den såkaldte Movimento dos Sem Terra (MST, Bevægelsen for Jordløse), der siden 1984 har kæmpet for en jordreform og en fordeling af den frugtbare jord, der i Brasilien altid har været i hænderne på en lille elite af godsejere og industribosser.
Irma Alberta-lejren er siden åbningen sidste sommer vokset til i dag 3.000 beboere, der som resten af de 70.000 familier i interimistiske MST-lejre over hele Brasilien venter på at blive bosat under bedre forhold. Siden 1984 er det lykkedes for halvanden million mennesker fra både by og land at opnå et stykke jord i en permanent MST-bosættelse.
Irma Alberta er med en af indbyggerne Geraldo Arujos ord »et stoppested i tilværelsen«. Og med det mener han, som han står der i to forskelligt farvede sandaler og bogstaveligt træder i køkkenhavens spinat, at lejren på en og samme tid har givet ham tag over hovedet og mad på bordet.
»Det er utrolige fremskridt efter fem år på farten mellem São Paulo, Mato Grosso og Salvador uden andet end et par måneders sæsonarbejde,« siger han.

Fem års ørkenvandring
Geraldo er 41 år og født i Salvador i det fattige Nordbrasilien. Der arbejdede han 20 år i et offenligt depot. Efter de fem års jobmæssig ørkenvandring søgte han hjælp i MST.
»Jeg har brug for jord, selv om jeg altid har været byboer. Tiderne gør det umuligt at overleve i storbyen selv med det dårligst betalte job, så som de andre beboere har jeg taget lugejernet i hånden for at holde sulten fra døren,« siger han og vipper med den røde MST-kasket og børster støvet af den aflagte Rip Curl surftrøje.
Geraldo mener selv, at han er heldig. I forhold til naboen Antonio, der er fra en nærliggende forstad, skal han ikke brødføde to små børn.
»Antonio,« råber Geraldo, »du har besøg fra Danmark.«
Antonio træder ud i solen og byder på nybagt brød fra den nedgravede stenovn. Inde i hytten stråler solen gennem hullet i tagets plastikdug. Små håndlavede skibe udsmykket på sejlene med klubemblemerne for Sâo Paulos bedste fodboldhold står og tørrer. Dem sælger han for 10 reais svarende til 22 kroner en gang om ugen inde i byens centrum.
»Jeg har tre voksne døtre, der alle er gift og bor i permanente MST-bosættelser oppe nordpå. Her i Limeira (en SP-forstad, red.) havde jeg store problemer med at finde arbejde, og 115 reais om måneden til husleje, mad og to babyer er umuligt. Her er regnen og maden det sværeste,« siger Antonio.
Hans yngste datter, Jaqueline, vræler på mors bryst, uden at Antonio reagerer. Moderen er i lejrens børnehave, hvor hun som alle lejrens beboere deltager i mindst fem daglige timers fællesarbejde. Selv om lejren kun er et midlertidigt opholdssted for alle beboere, er der styr på tingene.
Børnehaven har åbent fra 9-15 og bageriet, skolen og vaskeriet kun frem til frokost. Bambushytterne har skilte efter deres gruppe- og husnummer, fordi de 20 grupper selv har ansvaret for beboernes sundhed og dyrkning af jorden.

Hospital under halvtaget
Under et stråtag holder produktionsgruppen møde. Deltagerne diskuterer alt fra gamle skolestole med skrivebordsarmlæn til, hvordan det står til, og hvem der skal høste fødevarerne og de medicinske planter. Hospitalet, der består af et halvtag og en gammel madras, er efter sigende løbet tør for the mod diarré. Eduardo på 40 år med et vejrbidt ansigt som en gammel søulk rejser sig i sine afkortede gummistøvler.
»The, bomuld og tomater er der mangel på, hvilket gruppe 17 arbejder med,« siger han og fortæller, at MST-kontoret i São Paulo måske kan sende 20 familier til et kooperativ i Pernambuco i det nordlige Brasilien.
Gruppen gennemgår listen over restauranter i São Paulo, der hver uge køber lejrens økologiske grøntsager.
»Listen er vokset til over 10, hvilket sammen med donationer fra MST og kirken hjælper meget. I høsttiden får alle lov at bruge tid på egen køkkenhave. Fælles for folk her er, at de har mistet deres eksistensgrundlag i form af arbejde, jord og bolig. Oftest alle tre ting, siger Maria del Carmen – en 62-årig colombiansk kvinde, der bor i lejren udsendt af en colombiansk NGO.
Længere oppe ad bakken vræler en anden baby. To løsgående grise er gået ind i hytten, hvorfor moderen smider den fyldte vanddunk og løber de sidste par meter op for at jage grisene ud. Nede ved brønden vasker to kvinder og deres tilsammen fem døtre tøj. Sønnerne har netop afsluttet dagens gulerodshøst og spiller fodbold på jordbanen.
Kort før solnedgang sætter sambamusikken ind, og nogle beboere hysser de unge ned. Officielt har lejren nemlig ingen strøm og mister retten til jorden, hvis de bliver taget i at tappe el. Lejrbommen går op, da flere af familiefædrene kommer hjem efter en lang dag i São Paulo. De hilser på de to ældre mænd, der sammen med den lænkede hundevalp udgør nattevagterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu