Læsetid: 5 min.

I køterens tegn

I den kølige, Brecht-inspirerede ’Dogvillle’ lægger Lars Von Trier en ny alen til sin stilistiske vækst med en suverænt kontrolleret sejtrækker af et lærestykke om småborgerskabets ondskab
4. juni 2003

Ny film
Dogvilles bedste præstation ydes af John Hurt som fortælleren. Det er måske også filmen bedste rolle.
I et næsten honningsødt tonefald slynger John Hurt sine lange velformede sætninger som vinløv omkring handlingen. Med et ordvalg som i en hyggelig viktoriansk roman er han en god gammeldags cicerone i Dogville. Men hændelserne i den Depressions-fattige amerikanske lilleby passer i det lange løb særdeles dårligt til den uskyldige stemmeføring. 1930’er-idyllen demonteres, for at sige det mildt, men vor fortæller bevarer overblikket og lyder mere og mere som instruktørens talerør.
Sjældent er knebet, den upålidelige fortæller, blevet brugt med så blodig en ironi som her. John Hurt rammer hver patroniserende nuance, hvert lille djævelske skred mod katastrofen med samme uforstyrrelige aplomb. Lad hans figur være nok så meget inspireret af Thackeray-beretteren i Stanley Kubricks Barry Lyndon – han fungerer prægtigt som den mest drilagtige af filmens tre inkarnationer af fortælleren som guddom: de to andre optræder i de – også ironiske – kapiteloverskrifter og i det svævende kamera, der med mellemrum skuer direkte ned på Dogvilles indbyggere.

Fremmedgørelse
Man kan altså denne gang ikke beskylde Lars Von Trier for at ville voldføre os med sentimentale melodramatiske tricks, som han gjorde det i Dancer in the Dark, hans forrige tour de force (Trier laver efterhånden kun styrkeprøver).
Ikke blot rummer filmen de nævnte tre fremmedgørende lag – den er allerede blevet berømt for sin superskrabede scenografi, der mest baserer sig på kridtstreger og lader aktørerne åbne døre i den tomme luft. Hele projektets frækhed minder om Vladimir Nabokovs beundrende beskrivelse af »en af disse utrolige romaner, hvor forfatteren i et anfald af lysende klart vanvid har opstillet og følger visse unikke regler, visse mareridtsagtige forhindringer, som han overvinder med en veloplagthed som en guddom, der bygger en levende verden op af de mest usandsynlige ingredienser – sten og kulstof og blinde fornemmelser.«

En levende verden
Men bliver Dogvilles store, halvtomme og halvtriste scenerum med fritsvævende skuespillere så virkelig en »en levende verden«?
Ja, det er en cadeau til Triers evner som ren og skær storyteller og personinstruktør, at han det meste af vejen får én til at bide på og selv fylde de tomme huller ud. Filmen lever og ånder på sin egen bizarre måde, selv om det blankt må indrømmes, at den med sin næsten tre timer lange spilletid som helhed er en visuelt ensformig sejtrækker (den lovede og væsentlig kortere eksport-version vil sikkert give en anden oplevelse).
Midt i de tre lag fremmedgørelse pirres og tirres man nok til at abstrahere fra omstændeligheden og åndeløst følge linedansernummeret til ende. Om ikke andet så for at se, om balancen holdes, eller artisten havner radbrækket på gulvet.
Og af og til skaber Trier ren minimalistisk magi. Som når han anbringer Grace på ladet af en lastbil med æbler, dækker hende med en (selvfølgelig gennemsigtig) presenning og får hende til at ligne en åbenbaring af uskyld. Her fortælles en bitter biltur udelukkende ved hjælp af lyde og en enkelt kamera-indstilling. Meget stærk er også en voldtægtsscene taget i et totalbillede, hvor beboerne går intetanende rundt i forgrunden.

Passiv Kidman
Det er ikke Nicole Kidmans Grace, der skaber filmens liv. Hun er for det meste en passiv og pletfrit ornamental dukkekvinde, der søvngængeragtigt og nærmest hviskende glider gennem Dogvilles spøgelsesby som én stor venligt forekommende og uløst gåde.
Hvis det, som navnet angiver, er Nåden, som kommer til Dogvilles beboere, er de ikke parate til at tage imod den. Dog finder man med pedantisk snusfornuft ud af, at flygtningen Grace kan levere noget for noget. Men udnyttelse og egoismen tager overhånd, magtens vægtskål tipper over til Dogville-beboernes fordel, og Grace reduceres til slavestatus og voldtægtsoffer.
Hendes eneste allierede er tilsyneladende byens unge forfatterspire Tom, der forelsker sig i hende. Men ak – han er en af Triers håbløst verdensfjerne idealister og pædagogiske selvbedragere, her af en særlig amerikansk moralsk opbyggende aftapning, der skriger af hulhed. Han prædiker om at modtage og give og bruger Grace’ tilfælde som illustration, hvilket får en spidsfindig drejning i hans afsluttende forræderi.
Paul Bettany udleverer heldigvis ikke Tom totalt, men gør ham til en usikker, karaktersvag drømmer og har endda et par charmerende små kærlighedsscener med Grace. Dog uden at forholdet fuldbyrdes – han er den eneste mand i Dogville, der ikke kommer i seng med heltinden. Til gengæld har hun en speciel afskedshilsen i reserve til netop ham i et teaterkup af en slutning, der sætter Grace i kategori med den dødeligt handlekraftige Medea, Triers græsk klassiske heltinde i en tidlig tv-film.
Tom bliver en kun alt for troværdig skikkelse i et broget figur-galleri, der i den hyper-stiliserede ramme fremtræder konsekvent naturalistisk neddæmpet, med noget stive replikker

Imponerende rolleliste
Ben Gazzara låner sin velbevarede karisma til byens blinde, gamle ’vismand’, der er bizart besat af forlængst mørkelagte lys-virkninger. Stellan Skarsgård projicerer dump, grov farlighed som en forbitret frugtavler, som tidligt modsiger fortælleren med en anderledes klarsynet vurdering af Dogvilles beboere. Patricia Clarkson er typemæssigt velramt og skærende intens som overskurkinde – den politisk korrekte pædagog som hævnfurie (iøvrigt en rolle, som afdøde Katrin Cartlidge skulle have spillet). Og også James Caan medvirker til sin fordel – men hav tålmodighed, der går næsten tre timer, før han dukker op.
Derimod ses mærkevare-navne som Lauren Bacall, Harriet Anderson og Chloë Sevigny i ret intetsigende roller.
Det er den drilagtige skarphed i enkelt-scenen, ironien i den tilsyneladende så troskyldige barok-underlægningsmusik, og den kompromisløse, målbevidste sarkasme i fortællingens opbygning, der bærer Dogvilles tungt lastede skude frelst i havn. Alt sammen i raffineret samspil med den falsk beroligende fortæller.
Konceptets dristighed skal ses i denne sammenhæng. For det er jo ikke mere originalt end at Trier selv har kunnet påpege en forgænger og inspirationskilde i tv-serien Nicholas Nickleby. Hertil kommer Thornton Wilders drama Vor by og Louis Malles Tjekhov-film Vanja på 42tyvende gade, hvor man også skal tænke sig til de fleste dekorationer. Og man kunne nævne Jørgen Leths Livet i Danmark med personer på sort studiebaggrund.
Men den vigtigste påvirkning er nok dramatikeren Bert Brecht, også fremhævet af Trier selv. En linje fra den direkte inspirationskilde, Sørøver-Jennys sang fra Brechts Laser og pjalter, går næsten uforandret igen i en af Grace ildevarslende replikker mod slutningen: »Ingen kommer nogensinde til at sove her igen.«

Dansk relevans
Til syvende og sidst er Dogville et koldsindigt Brecht-lærestykke om menneskehjertets alt for store modtagelighed for korruption, egoisme, hævntørst, selvbedrag og udnyttelse af de svage. Plantet i et amerikansk 1930’er-miljø, hvor kontrasterne mellem rig og fattig giver en særlig grobund for kriminalitet og vold.
I efterteksterne opdaterer Trier os – gennem en effektfuld montage af bl. a. Jacob Holdts Amerikanske billeder – til en nyere amerikansk virkelighed fuld af social elendighed. En provokation, der giver filmen et Amerika-kritisk bid, uden at det berettiger til den allerede grasserende tolkning af historien som eksklusivt anti-amerikansk. Sigtet er bredere. Faktisk ligner Dogville-beboernes holdninger til den fremmede Grace påfaldende en mere nærliggende virkelighed - nemlig den velkendte danske smålighed. Dogville kan og bør ramme danskere mindst lige så hårdt som den allerede har såret amerikanerne.

*Dogville. Instruktion og manuskript: Lars von Trier. Dansk-svensk-engelsk-fransk-tysk-hollandsk (Grand, Dagmar, Palladium, Empire)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu