Læsetid: 4 min.

Konflikter og drømme

I et kaos af kunst er årets biennale i Venedig en særdeles politisk oplevelse. Den Gyldne Løve gik til Luxembourg
17. juni 2003

Biennalen
De er ikke rigtige politifolk, men de har store pistoler i bæltet. De vil ikke tale engelsk, og slet, slet ikke lade os komme forbi.
Hovedindgangen til den spanske pavillon på årets kunstbiennale i Venedig er muret til, og de to såkaldte politifolk møder man, hvis man følger skilte på spansk om bag buskene til bagsiden af bygningen. Forbi dem og ind på selve udstillingen kommer man kun, hvis man kan præsentere et spansk pas.
Det er direkte diskriminerende, og det er naturligvis meningen. Som mange andre steder på udstillingen er den italienske tilrettelægger Francesco Bonamis titel Drømme og Konflikter, beskuerens diktatur blevet taget helt bogstaveligt: Som en opfordring til at præsentere kunst af høj politisk kaliber.
Det var næsten ligeså svært at komme ind i den luxembourgske pavillon, men af andre grunde. Lørdag aften blev Luxembourg og kunstneren Su-Mei Tse tildelt Den Gyldne Løve – prisen for bedste nationale pavillon. Su-Mei Tse er uddannet cellist, og juryen belønnede hende for lyden, billederne og for de underliggende politiske temaer. Der var også udmærkelser til det schweiziske kunstnerpar Peter Fischli og David Weis og til briterne Oliver Payne og Nick Relph. Årets æresløve gik til den italienske avantgardes grand old lady, den 58-årige Carol Rama og hendes landsmand Michelangelo Pistoletto.

I have a dream
Det er verdens elendige tilstand, med terror, diskrimination og almindelig økonomisk ulighed, der har været udgangspunktet for Bonami. I kataloget til udstillingen minder han om, at det er 40 år siden Martin Luther Kings leverede I have a dream, og at denne drøm ikke er gjort til virkelighed.
»I en verden indviklet i ufærdige dagsordener og frustration over ødelagte drømme, hvad er så meningen med kunst og begivenheder som Venedig-Biennalen? Jeg vil meget gerne advokere for den kreative irrelevans som et angreb på krig, vold, og diskrimination,« skriver han i kataloget.
»Jeg ønsker at producerer drømme til at inddæmme konfliktens galskab. En udstilling som Venedig Biennalen får sin kraft som et symbolsk grundlag for mulige løsninger.«

Det perfekte tidspunkt
»Jeg mener, at det er, hvad alle burde gøre nu. Det er det perfekte tidspunkt for kunstnere til at tale om, hvad der sker i verden,« siger den amerikanske kunstner Fred Wilson, der i sin udstilling Speak of Me as I Am i den amerikanske pavillon følger den afrikanske tilstedeværelse i kunsten tilbage til renæssancen i Venedig og i Shakespears Othello.
»Vi er mennesker med stemmer i en verden, hvor større magter bestemmer over os, over den gennemsnitlige person. Kunst er en metode, der gør det muligt for individet at forstå, at det har magt i og med dets egne ideer,« fastslår Fred Wilson,
De større magtstrukturer er også, hvad den danske kunstnergruppe Superflex har taget fat i. På underudstillingen »Utopia Station« udstiller de en sodavand – så at sige. Superflex / Supercopy / Guarana Antarctica hedder værket hvor kunstnerne står bag en bardisk i sommervarmen og sælger sodavand med guarana – et opkvikkende stof, der dyrkes i Sydamerika.
Projektet blev til under et ophold i Maues i Amazona, hvor gruppen kom i kontakt med de lokale guarana-bønder. Bøndernes problem var, at der kun var et stort firma. Antarctica, der købte deres guarana, og at priserne som en følge var faldet drastisk. Sammen fandt de frem til at udvikle en kopi af den guarana-sodavand, som Antarctica laver. Samme farve på etiketten, men lidt mere guarana.
»Vi bruger deres marketing som en slags råmateriale – det er strategien. Opskriften (på siruppen i sodavanden) ejes af bønderne selv. Det er dem, der ejer konceptet,« siger Jakob Fenger den ene tredjedel af SuperFlex.
»Vi bruger de her udstillinger til at eksemplificere noget, og det, vi viser, er ofte noget, der ville kunne fortsættes bagefter, hvis nogen har lyst til det. Det er et startpunkt.«
»Lige nu er det kun her. Men i dag er det jo sådan, at bønderne ikke behøver at have det store produktionsapparat. Alle led i produktionen kan skaffes via telefonen. Hvis du har konceptet og ved eller regner med, at du har et marked, så behøver du sådan set ikke andet,« siger han. »Jeg ser kunstverden og udstillinger som en slags open source. Du kan ikke som sådan kopiere et originalt kunstværk, men du blive inspireret af det til selv at gøre noget.«

At se tingene på afstand
Et af Biennalens måske stærkeste oplevelser er at finde i den israelske pavillon. Her udstiller kunstneren Michal Rovner en serie af billeder og videoprojektioner af Alberto Giacometti-lignende sorte silhuetter, der hvileløst bevæger sig i forskellige cirkulære mønstre. På to laboratorieborde star 25 små petriskåle, og nede i skålene kører lignende film af grupper af mennesker der går rundt mellem hinanden i forskellige formationer. I et andet rum er alle fire vægge fuldstændig dækket af videoprojektioner af 30.000 mennesker, der går efter hinanden i lange rækker. De holder hinanden i hånden.
»Det handler om grupper naturligvis – og om terror og biologisk våben og måske om sars,« siger Michal Rovner. »Det handler om faren ved for meget orden og faren ved for meget uorden. Om når orden bliver til for meget kontrol.«
»De grupper du er en del af – er din handlen i de grupper automatik? Hvor meget sætter du selv i gang, og vil du overhovedet være en del af gruppen? Jeg tror, at vi for tiden sidder lidt fast i det specifikke,« siger hun.
»Værket her er en slags tilbud, ikke et romantisk naivt tilbud om at holde i hånd, men et tilbud om at se på verden med en lille smule mindre information, lidt på afstand. For at forstå, at det handler om, at vi lever, at vi kan gå i stykker, og blive kede af det. Vi ligner hinanden ret meget.«

*Venedig-Biennalen. Til 2. nov.

*Rune Born Schwartz er freelancejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her